BEMÆRK: Der er nye krav til information om produkterne i en webshop fra 13. december 2024.
Hvis fyrværkeri skal leveres til kunderne, kræver det uddannelse i transport af farligt gods, da det er erhvervsmæssig transport.
INFORMATION TIL FORHANDLERE
Nye regler for fjernsalg af produkter fra 13. december 2024
Nye EU-regler om, hvilke oplysninger der skal gives ved fjernsalg af stort set alle produkter på markedet, skal anvendes fra 13. december 2024. Det betyder, at der ved hvert produkt fx i en webshop skal fremgå en lang række informationer om fabrikant, importør eller EU-repræsentant, produktets kendetegn mv., ligesom der skal være foto af produktet.
Se mere om reglerne i linket nedenfor.
Fjernsalg skal anmeldes
Fjernsalg skal anmeldes senest 14 dage før salget starter. Hvis fjernsalg ikke er anmeldt, kan forhandleren straffes med bøde.
Find ansøgningsblanketter
Kun salg til personer over 18 eller 15 år
Ligesom på et fysisk salgssted må der udelukkende sælges fyrværkeri til personer over 18 år. Det betyder fx, at der i en webshop skal være en funktion, hvor man sikrer sig, at køberen er fyldt 18 år. Ved fyrværkeri i kategori F1 er aldersgrænsen dog 15 år.
Ligeledes skal det på udleveringsstedet kunne sikres, at der ikke overdrages fyrværkeri til personer under 18 år. Ved fyrværkeri kategori F1 skal det sikres, at fyrværkeriet ikke overdrages til personer under 15 år.
Transport af farligt gods
Det kræver uddannelse i transport af farligt gods, hvis du vil køre ud med fyrværkeri og dermed lave erhvervsmæssig transport. Desuden skal du overholde øvrige ADR-regler om farligt gods. Det er politiet, der kontrollerer, at transportreglerne overholdes.
Regler for transport
Krav til udleveringsstedet
Stedet, hvor en forhandler vil udlevere fyrværkeri efter fjernsalg, skal opfylde de samme regler som et fysisk salgssted i det fri mht. sikkerhedsafstande og andre krav.
Hvis kunder kommer til afhentningsstedet i bil, så fyrværkeriet fx kan lægges direkte i bagagerummet, må bilen ikke komme tættere på end 20 meter fra containere, der bruges til opbevaring af fyrværkeri.
Der kræves de samme tilladelser til opbevaring af fyrværkeri mv. som for et salgssted. Disse tilladelser fås hos det lokale beredskab.
Kundernes transport og opbevaring
En forbruger må højst transportere fyrværkeri med 5 kg NEM (nettoeksplosivmængde). Man må max. opbevare fyrværkeri med 5 kg NEM (nettoeksplosivmængde) i et privat hjem. Denne mængde må man opbevare hele året.