E-handelstjenester

Dette er en vejledning til dig, der leverer en e-handelstjeneste til forbrugere.
E-handelstjenester er et af de specifikke områder, der er omfattet af tilgængelighedsloven. Dermed er der krav om, at webshops, apps til shopping m.v. og løsninger til forbrugeres online-betalinger skal præsenteres på en forståelig måde og gennem mere end én sensorisk kanal.
I denne vejledning kan du finde information om lovkrav, dine forpligtelser og eksempler på, hvordan du kan leve op til dem. Vejledningen er specifik for e-handelstjenester og supplerer de generelle krav for tjenester i tilgængelighedsdirektivet.

Hvad er en e-handelstjeneste?

Ifølge tilgængelighedsloven er der tre forudsætninger som skal være opfyldt for at der er tale om en e-handelstjeneste:

  • Tjenesten skal teleformidles, dvs. leveres uden at parterne er tilstede samtidigt.
  • Teleformidlingen foregår ad elektronisk vej, dvs. tjenesten sendes og modtages ved hjælp af elektronisk udstyr, f.eks. via websteder, apps eller lignende.
  • Forbrugeren indgår aftale efter anmodning, dvs. forbrugeren vælger at anvende tjenesten med henblik på at indgå en forbrugeraftale.

Det betyder, at websteder, apps og lignende, hvor forbrugere kan indgå en aftale om f.eks. køb af varer eller ydelser, vil være at betragte som e-handelstjenester.

E-handelstjenester, der alene leveres til erhvervsdrivende, er ikke omfattet af kravene om tilgængelighed.

Hvem har pligt til at gøre e-handelstjenester tilgængelige?

Hvis du leverer en e-handelstjeneste til en forbruger, er du ansvarlig for, at tjenesten overholder reglerne. Den erhvervsdrivende, som leverer e-handelstjenesten til forbrugere – typisk en webshop, digital platform eller lignende – skal sikre sig, at e-handelstjenesten overholder tilgængelighedskravene. Det gælder for både de generelle krav til tjenester og de specifikke krav til e-handelstjenester.

Der er ikke nogen krav til, hvem der rent praktisk gør en tjeneste tilgængelig, dvs. det kan godt være en leverandør af en digital tjeneste, der sørger for, at tilgængelighedskravene er opfyldt. Men den, der leverer tjenesten til en forbruger, skal sikre sig, at den er gjort tilgængelig, inden den leveres.

Hvornår gælder kravene fra?

E-handelstjenester skal være tilgængelige fra den 28. juni 2025. Det betyder, at alle e-handelstjenester, der leveres til forbrugere fra den 28. juni 2025, skal opfylde tilgængelighedskravene. Dette gælder også, hvis e-handelstjenesten har eksisteret forud for den 28. juni 2025.

Hvad er kravene til e-handelstjenester?

E-handelstjenester skal opfylde de generelle tilgængelighedskrav, der gælder for alle tjenester. Du kan læse mere om de generelle krav til tjenester her.

På området for e-handelstjenester skal du være særligt opmærksom på at det generelle krav om at give oplysninger om tilgængelighedsfunktionerne skal opfyldes på en måde så oplysningerne gives før forbrugeren anvender tjenesten, dvs. før indgåelse af en forbrugeraftale, f.eks. en aftale om køb af varer.

Ud over de generelle krav er der sektorspecifikke krav til e-handelstjenester, som fremgår af tilgængelighedsloven bilag 1, afdeling 4, litra g.

Kravene til e-handelstjenester er følgende:

  1. E-handelstjenester skal levere oplysninger om tilgængeligheden af de produkter og tjenester, tjenesten sælger, når tjenesten har fået disse oplysninger leveret af den ansvarlige erhvervsdrivende. Det betyder, at hvis en e-handelstjeneste sælger et produkt, hvor producenten har givet oplysninger om tilgængeligheden af produktet, skal e-handelstjenesten levere disse oplysninger til forbrugeren.
     
  2. E-handelstjenester skal sikre, at funktionaliteten til identifikation, sikkerhed og betaling er tilgængelig, både når funktionaliteten indgår som en del af tjenesten og når den leveres via en ekstern løsning.
     
  3. E-handelstjenester skal sørge for at identifikationsmetoder, elektroniske signaturer og betalingstjenester, er opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste. Det kan f.eks. betyde at der er visuel bekræftelse eller tekstalternativer til lyd, at funktionerne kan benyttes med tastatur uden brug af museklik, at eventuelle instruktioner er klare og at alle browsere er understøttet.

Hvem skal lave vurderingen af en mulig undtagelse for e-handelstjenester?

Udgangspunktet er, at tjenesteyderen, som leverer en tjeneste til en forbruger, er ansvarlig for, at tjenesten lever op til tilgængelighedskravene. Det betyder, at den erhvervsdrivende, som leverer e-handelstjenesten til forbrugere – typisk en webshop, digital platform eller lignende – skal sikre sig, at e-handelstjenesten overholder tilgængelighedskravene. Det gælder for både de generelle krav til tjenester og de specifikke krav til e-handelstjenester.

Hvis f.eks. webshops køber en færdigudviklet e-handelsløsning til deres webshop, fremfor selv at udvikle løsningen, er den virksomhed, der har udviklet e-handelstjenesten, ikke den ansvarlige tjenesteyder efter tilgængelighedsloven. Det kan derfor være nødvendigt for den udviklende virksomhed og tjenesteyderen at samarbejde om at overholde tilgængelighedskravene, når e-handelstjenesten skal leveres til forbrugere.

Det er tjenesteyderen, der skal lave vurderingen af, om en e-handelstjeneste kan undtages fra tilgængelighedskravene. Dette kan ske i samarbejde med den virksomhed, der har udviklet e-handelstjenesten, idet det ofte er denne virksomhed, der har indsigten i, hvad det vil kræve for den enkelte tjeneste at leve op til tilgængelighedskravene, herunder omkostningerne ved at leve op til kravene.