Information

Fra januar 2026 er Sikkerhedsstyrelsen en del af Erhvervsstyrelsen. Læs mere om fusionen.

 

Sådan fungerer track and trace, når du er importør

Her kan du se kravene til dig, der er importør af tobaksvarer. Du anses som importør, hvis du køber tobaksvarer fra lande uden for EU og sælger dem videre i Danmark.
Indholdet er senest revideret 13. juli 2026

Hvis din virksomhed ikke er registreret, kan du ikke lovligt importere og håndtere tobaksvarer til videresalg

Som importør der køber tobaksvarer fra lande uden for EU med henblik på salg, skal du være registreret i sporbarhedssystemet og får tildelt et økonomisk ID (EO-ID).

Du skal registrere alle dine anlæg, der er led i handlen med importerede tobaksvarer, for eksempel et lager eller distributionscenter. Hvert anlæg får ved registreringen en unik FID-kode.

Du skal ligeledes registrere produktionsmaskiner og oplyse deres kapacitet. Maskiner og maskindele tildeles et MID.

Derudover skal du registrere økonomiske transaktioner, for eksempel fakturaer og betalinger. Disse data skal gemmes i 5 år.

Som importør skal du registrere dine leverandører uden for EU

Som importør af tobaksvarer til EU har du ansvar for at registrere dine leverandører uden for EU hos den danske ID-udsteder, og hos ID-udstedere i øvrige lande, hvor du som importør vil markedsføre tobaksvarer. 

Dette skyldes at fabrikanter uden for EU og deres anlæg og maskiner skal have ID-numre på samme måde, som hvis produktionen foregår inden for EU, for at sikre sporbarheden på de importerede tobaksvarer.

Du skal sikre dig, at virksomheden har udstyr, der kan scanne tobaksvarerne og sende oplysninger videre til EU-registeret. Udstyret skal kunne registrere tidspunkter for blandt andet påsætning af ID-numre, sampakning og afsendelse af tobaksvarerne. Oplysninger anses for at være overført korrekt når, du har modtaget en bekræftelse fra systemet.

Produkter skal have ID-mærke

Som importør er du ligeledes ansvarlig for at sikre, at alle tobaksvarer mærkes med unikke identifikationskoder. ID-mærket på tobaksvarer som skal sælges på det danske marked, skal være udstedt af den danske ID-udsteder og starte med enten LEWL2 eller QCPSQR.


Alle tobaksvarer omfatter; Cigaret, Cigar, Cigarillo, Rulletobak, Pibetobak, Vandpibetobak, Tobak der indtages oralt, Tobak der indtages nasalt, Tyggetobak, ”Ny kategori af tobaksvarer” samt ”Anden type” jf. Kommissionens gennemførselsforordning.

Oplysninger til EU-registeret

Som importør skal du sikre dig, at du har udstyr, der kan scanne tobaksvarerne og sende oplysninger videre til EU-registeret. Udstyret skal kunne registrere tidspunkter for ankomst, afgang og omladning af tobaksvarerne. Oplysninger anses for at være overført korrekt når, du har modtaget en bekræftelse fra systemet.

Derudover skal du registrere økonomiske transaktioner, for eksempel fakturaer og betalinger. Disse data skal gemmes i 5 år.

Tidskrav på rapportering af oplysninger til det sekundære datalager i EU

Disse oplysninger skal rapporteres inden for 24 timer efter, at tobaksprodukterne håndteres:

  • Påsætning af upUI (entydige identitetsmærker på enkeltpakninger)
  • Påsætning af aUI på sampakninger (identitetsmærker til samlet emballage)
  • Modtagelse af tobaksprodukter i en virksomhed
  • Økonomiske transaktioner, såsom udstedelse af ordrenummer, udstedelse af faktura og modtagelse af betaling

Disse oplysninger skal rapporteres inden for de sidste 24 timer op til begivenheden (og senest inden begivenheden sker):

  • Afsendelse af tobaksprodukter fra et anlæg
  • Omladning af produkter

Bemærk: Frem til 20. maj 2028 gælder disse 24-timers frister for alle økonomiske aktører. Herefter skal langt de fleste oplysninger rapporteres senest 3 timer efter, at begivenheden har fundet sted.

Spørgsmål til registrering

Hvis du har problemer med registeringssystemet, skal du kontakte ID-udstederen Persequor ApS (PSQR). Det kan ske via kontaktoplysninger i registeringssystemet https://issuerdk.psqr.eu eller via. e-mail  issuerdk-support@psqr.eu

Spørgsmål til rapportering af tobaksvarers bevægelser

Hvis du har problemer med at rapportere tobaksvarers bevægelser, skal du kontakte Dentsu, der leverer det sekundære datalager i EU. 

Spørgsmål til track and trace

Har du spørgsmål til sporbarhedssystemet for tobaksvarer, skal du kontakte Erhvervsstyrelsen, afdelingen for markedsovervågning. Det kan ske via email til mo@erst.dk eller på tlf. 3373 2000.