Regler for mundbind og visirer
Sundhedsministeriet har i en bekendtgørelse fra 28. oktober 2020 om brug af mundbind m.v. på offentlige steder defineret de typer af mundbind og visirer, der må anvendes som beskyttelse mod coronavirus i det offentlige rum.
Bekendtgørelsens § 6:
”Ved mundbind forstås i §§ 1 og 2 engangsmundbind eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet.
Stk. 2. Ved visir forstås i §§ 1 og 2 skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.”
LINK TIL RETSINFORMATION.DK
Hvad er ansigtsmasker?
Ansigtsmasker er personlige værnemidler. De fremstilles med udgangspunkt i standarder og CE-mærkes på masken. Ansigtsmasker klassificeres med FFP1, FFP2 eller FFP3, som angiver, hvordan maskerne beskytter mod støv eller væsker. Ansigtsmasker kan fx være støvmasker, som bruges af håndværkere.
Ansigtsmasker lever op til definitionen i bekendtgørelsen om brug af mundbind m.v. på offentlige steder og må dermed bruges som beskyttelse mod coronavirus i det offentlige rum.
Sikkerhedsstyrelsen er myndighed for personlige værnemidler.
Hvad er mundbind?
Mundbind er medicinsk udstyr. De fremstilles med udgangspunkt i standarder og skal være CE-mærkede, enten på mundbindet eller emballagen. Mundbind anvendes typisk på hospitaler og andre steder i sundhedssektoren.
Medicinske mundbind lever op til definitionen i bekendtgørelsen om brug af mundbind m.v. på offentlige steder og må dermed bruges som beskyttelse mod coronavirus i det offentlige rum.
Lægemiddelstyrelsen er myndighed for medicinske mundbind.
LINK TIL LÆGEMIDDELSTYRELSEN
Se vejledning hos Dansk Standard
Hvad er stofmasker?
Stofmasker kan vaskes og bruges flere gange. De lever kun op til kravene til personlige værnemidler, hvis de er testede efter standarder for værnemidler. Stofmasker må kun markedsføres som et værnemiddel, der yder beskyttelse mod fx coronavirus, hvis de er udformet efter standarder for personlige værnemidler. I så fald skal maskerne være CE-mærkede. Hvis stofmasker ikke følger reglerne for værnemidler, må de ikke markedsføres eller navngives som et produkt, der beskytter brugeren eller omgivelserne.
Stofmasker lever op til definitionen i bekendtgørelsen om brug af mundbind m.v. på offentlige steder og må dermed bruges som beskyttelse mod coronavirus i det offentlige rum.
Hvis stofmasker lever op til kravene for personlige værnemidler eller hører under reglerne for generel produktsikkerhed, er Sikkerhedsstyrelsen myndighed.
Hvad er ansigtsvisirer?
Ansigtsvisirer er personlige værnemidler og kan i visse tilfælde også være produceret ud fra regler for medicinsk udstyr. Et visir er fremstillet af gennemsigtig plast og dækker øjne, næse og mund og bruges fx som beskyttelse på arbejdspladser. Visirer skal være konstrueret med udgangspunkt i standarder og skal være CE-mærkede, for at de må sælges som værnemidler.
Visirer må kun markedsføres, hvis de er konstrueret efter reglerne for værnemidler.
Ansigtsvisirer lever op til definitionen i bekendtgørelsen om brug af mundbind m.v. på offentlige steder og må dermed bruges som beskyttelse mod coronavirus i det offentlige rum.
Sikkerhedsstyrelsen er myndighed for personlige værnemidler, mens Lægemiddelstyrelsen er myndighed for medicinsk udstyr.
Hvad er mundvisirer?
Et mundvisir er fremstillet af gennemsigtig plast og dækker mund og næse.
Mundvisirer er ikke personlige værnemidler og kan ikke være CE-mærkede som værnemidler.
Mundvisirer lever op til definitionen i bekendtgørelsen om brug af mundbind m.v. på offentlige steder og må dermed bruges som beskyttelse mod coronavirus i det offentlige rum.
Mundvisirer hører under regler for generel produktsikkerhed, og dermed er Sikkerhedsstyrelsen myndighed på området.
2. november 2020
Opdateret 26. november 2021