Cigaretter og rulletobak med en kendetegnende aroma
Ifølge dansk lovgivning er det forbudt at markedsføre cigaretter og rulletobak med en kendetegnende aroma. En kendetegnende aroma er en fremtrædende duft eller smag af andet end tobak. Aromaen kommer fra et tilsætningsstof eller en kombination af tilsætningsstoffer, herunder frugt, krydderier, urter, alkohol, slik, mentol eller vanilje, som duftes eller smages før eller under forbruget af tobaksvaren.
Udstyr som kan ændre duft, smag eller røgudvikling er ulovligt
Udstyr, der benyttes i forbindelse med tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, og som gør det muligt at ændre tobaksvarers eller urtebaserede rygeprodukters duft, smag eller deres røgudviklingsintensitet, er ulovligt at markedsføre i Danmark.
Eksempler på sådanne produkter er smagskort, aroma click-kugler, smagsfiltre mv.
Andre former for tobak
Man må ikke markedsføre tobak i Danmark, der indtages oralt, og som ikke er bestemt til at blive inhaleret eller tygget. Snus er blandt andet omfattet af forbuddet.
Tyggetobak versus ikke lovligt tobak
Når Sikkerhedsstyrelsen får testet produkter for at bedømme, om det er lovligt tyggetobak eller ej, så anvendes en række testkriterier, som laboratorierne tester ud fra. Testkriterierne anvendes som indikator til at adskille lovligt tyggetobak fra ulovlige tobaksformer – eksempelvis snus.
Testkriterierne kan omfatte:
- Visuel kontrol/mikroskopisk undersøgelse
- Tyggetobak indeholder strimler af tobak og stort set intet pulver.
- Nikotinafgivelse, mekanisk/fysisk test – presning
- Produkter, der strengt taget kun kan indtages tygget – dvs. hvis væsentlige indholdsstoffer (nikotin) kun udløses i munden ved tygning – kan kvalificeres som tyggetobak.
Desuden må tobaksvarer, der indeholder visse tilsætningsstoffer, heller ikke markedsføres i Danmark.