Undtagelser fra tilgængelighedskrav for produkter og tjenester

Som erhvervsdrivende har du mulighed for at blive undtaget fra tilgængelighedskravene i tilgængelighedsloven. Det gælder, hvis du kan dokumentere, at det vil kræve en væsentlig ændring af dit produkt eller din tjeneste, så dets grundlæggende karakteristika ændres, eller at det vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde for din virksomhed, hvis du skal overholde kravene.

Sådan melder du undtagelser ind

Denne vejledning forklarer, hvordan du dokumenterer undtagelse fra tilgængelighedskravene, hvilke oplysninger du skal inkludere, hvordan din anmodning behandles – samt de særlige regler, der gælder for mikrovirksomheder.

Dokumentation for undtagelse

Hvis du har et produkt eller en tjeneste, som du ønsker at få undtaget fra tilgængelighedsreglerne, skal du kunne dokumentere, hvorfor kravene om tilgængelighed ikke kan overholdes. Sikkerhedsstyrelsen har lavet en skabelon til dokumentation af undtagelse fra tilgængelighedskrav, som du kan downloade via linket nedenfor.

Du skal gemme dokumentationen i mindst fem år, efter at du sidste gang har gjort produktet tilgængeligt eller har leveret den tjeneste, som er undtaget.

Du skal indsende anmodning om undtagelser

Hvis du vil angive, at dit produkt eller din tjeneste kan undtages fra tilgængelighedskravene, skal du udfylde en blanket på Virk.dk.

På blanketten skal du oplyse om dette:

  • Oplysninger om den virksomhed, der har et produkt eller en tjeneste, som ønskes undtaget fra tilgængelighedskravene
  • Virksomhedens rolle (fabrikant, importør, distributør eller tjenesteyder)
  • Kort beskrivelse af typen af produktet eller tjenesten
  • Angivelse af, om der er tale om en hel eller delvis undtagelse fra tilgængelighedskravene
  • Årsagen til undtagelsen (uforholdsmæssigt stor byrde og/eller væsentlig ændring)

Det er den erhvervsdrivende, der skal lave vurderingen af, om et produkt eller en tjeneste kan undtages fra tilgængelighedskravene. Det er som udgangspunkt den erhvervsdrivende, der bringer et produkt i omsætning eller leverer en tjeneste til forbrugere, der skal foretage og dokumentere vurderingen.

Indsend blanket om undtagelser

Excel-skema til brug ved flere end 20 undtagelser

Hvis du har mere end 20 produkter eller tjenester, du ønsker at få undtaget fra tilgængelighedskrav, kan du bruge et Excel-skema. Det kan downloades via linket herunder. Samme sted finder du en vejledning til brug af Excel-skemaet.

Den udfyldte oversigt over dine produkter eller tjenester skal sendes til Sikkerhedsstyrelsen på sik@sik.dk sammen med den/de skabeloner, du har udfyldt med din dokumentation for undtagelse. 

Sådan behandler Sikkerhedsstyrelsen din information

Du får ikke en særskilt godkendelse, når du har indsendt blanketten og skabelonen om undtagelse fra tilgængelighedskrav. Dine oplysninger registreres internt hos Sikkerhedsstyrelsen.

Ved kontrol af tjenester og produkter vil Sikkerhedsstyrelsen gennemgå den indsendte blanket og eventuelt bede om dokumentation for din vurdering. Hvis det vurderes, at undtagelsen ikke er berettiget, eller at dokumentationen er utilstrækkelig, vil du blive orienteret om det som led i kontrollen.

Sikkerhedsstyrelsen gennemfører desuden stikprøvekontroller, hvor anmodninger om undtagelser vurderes. I den forbindelse kan du også blive kontaktet og bedt om at fremlægge dokumentationen.

Særligt for mikrovirksomheder

Ifølge tilgængelighedsloven defineres en mikrovirksomhed som en virksomhed, der beskæftiger under ti årsværk og har en årlig omsætning eller samlet årlig balance på højst 2 mio. euro.

Som mikrovirksomhed skal du ikke opfylde tilgængelighedskravene i samme omfang som andre virksomheder.

  1. Tjenester: Hvis du som mikrovirksomhed leverer en tjeneste, er du undtaget fra at opfylde tilgængelighedskravene, men opfordres til at opfylde kravene i det omfang, det er muligt.
  1. Produkter: Hvis du som mikrovirksomhed bringer et produkt i omsætning, skal du opfylde tilgængelighedskravene, men er undtaget fra at oplyse Sikkerhedsstyrelsen om, at du er omfattet af en undtagelse. Du skal dog kunne fremlægge dokumentationen, hvis Sikkerhedsstyrelsen anmoder om det. Derfor anbefales det, at du som mikrovirksomhed udfylder og gemmer skabelonen til dokumentation af undtagelse fra tilgængelighedskrav, som du kan downloade ovenfor.

Har du brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til blanketten eller skabelonen til undtagelse fra tilgængelighedskravene er du velkommen til at kontakte os på sik@sik.dk eller tlf. 33 73 20 00.