Regler og kontrol med konfliktmineraler

Den 1. januar 2021 trådte en ny dansk lov om kontrol med konfliktmineraler i kraft.
Det er import af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld fra konfliktramte områder og højrisikoområder, der er reguleret i regelsættet. Reglerne gælder EU-importører af konfliktmineraler.

EU-forordning om konfliktmineraler

I 2017 vedtog EU-Kommissionen en forordning om virksomheders forpligtelser, hvis de vil importere konfliktmineraler til et EU-land. Formålet med forordningen er at modvirke krænkelse af menneskerettigheder i konfliktramte områder. Forordningen har direkte virkning i dansk ret, hvilket betyder, at den er gældende, uden at der er vedtaget en national lov. Området er nu også indarbejdet i dansk lovgivning ved lov om ædle metaller og konfliktmineraler.

Krav til virksomheder

Det er efter loven et krav, at virksomheder, der ønsker at importere konfliktmineraler, etablerer et ledelsessystem, der kan identificere produkternes sporbarhed i forsyningskæden, og at der er ført kontrol med, at de mineraler eller metaller, de indkøber, er tilvejebragt på ansvarlig vis. Reglerne er endvidere blevet specificeret i en bekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. januar 2021.

Kontrol

Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at reglerne efterleves. Sikkerhedsstyrelsen fører proaktiv, planlagt kontrol med virksomheder, der beskæftiger sig med konfliktmineraler. Kontrollen tager udgangspunkt i Toldstyrelsens importdata. Desuden bliver der ført kontrol på baggrund af anmeldelser om mulige overtrædelser af reglerne.