Tavleulykker rammer installatørernes ansatte

Antallet af tavleulykker er fortsat højt. Elektricitetsrådet har analyseret 131 tavleulykker, der er sket indenfor en femårs periode fra 1994 - 1999 og set nærmere på, hvorfor ulykkerne opstår.

Denne artikel er udarbejdet med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da artiklen blev offentliggjort. Vær opmærksom på, at reglerne kan være ændret senere.


ARTIKEL FRA ELECTRA 2000:

Tal på ulykkerne

De fleste ulykker opstår, når der skal arbejdes på eksisterende tavler. Det er mest farligt at arbejde på tavler, der er placeret i industrien eller på værksteder. 58 af de 131 ulykker skete på disse virksomheder. Resten af ulykkerne fordeler sig næsten ligeligt på etageboliger, bygge- og anlægsvirksomheder, skoler m.m.

Dem, der hyppigst kommer til skade, er de installatøransatte elfagfolk, som tegnede sig for 81 ud af 131 ulykker. 12 installatøransatte lærlinge blev i perioden udsat for tavleulykker.

Hvilke følger kan en tavleulykke få?

Halvdelen af dem der kommer til skade, får strøm gennem kroppen, mens den anden halvdel udsættes for en lysbue. De medarbejdere, der udsættes for lysbuer, får typisk forbrændinger i ansigtet og på hænder og arme. Dem, der får stød, får ikke umiddelbart synlige mén efter ulykkerne. Undersøgelser tyder dog på, at kraftige stød kan give en række andre symptomer, så som træthed, søvnproblemer, nedtrykthed, hovedpine og smerter øverst i maven, som er med til at forringe livskvaliteten for de mennesker, som rammes af ulykken.

Over den femårige periode der er indgået i undersøgelsen, døde en person. Halvdelen af dem der kom til skade havde en sygeperioden på 1-7 dage, og en femtedel var sygemeldt mellem 8-20 dage. Resten var væk fra arbejdet under en dag.

Det kan være falsk tryghed at afbryde dele af tavlen

Tavleulykkerne sker både når tavlen er under spænding (L-AUS-arbejde), og når dele af tavlen er afbrudt. I visse tilfælde kan det skabe falsk tryghed, når den del af tavlen der skal arbejdes på, afbrydes. En del ulykker sker, når medarbejderen kommer i berøring med de dele af tavlen, der stadig er spænding på. I visse tilfælde kan kolleger uforvarende medvirke til, at tavleulykken sker.

Årsagerne til ulykkerne kan overordnet opdeles i tre kategorier:

Ulykker som sker, når kun dele af tavler er afbrudt

  • Ur/armbånd berører spændingsførende del
  • Albue strejfer spændingsførende del
  • Skruer eller ledningsstykker falder ned i tavlen
  • Sikkerhedsreglerne bliver ikke overholdt, fx bruges ikke L-AUS-værktøj.

Ulykker som sker, når der arbejdes på en spændingsløs tavledel

  • Tavlen er spændingsførende, men medarbejderen tror den er uden spænding og kontrollere det ikke, før han begynder arbejdet

Ulykker som sker, når der er flere medarbejdere om arbejdet

  • Medarbejderen taler med en kollega, og er derfor uopmærksom
  • Andre genindkobler tavlen, mens der udføres arbejde på den.

Hvordan kan tavleulykker undgås?

Der er flere ting elektrikere og lærlinge selv kan gøre for at undgå at komme til skade, når de arbejder på tavler:

  1. Anvend konsekvent sikkerhedsværktøj og handsker og afdæk de dele af tavlen, som stadig er under spænding.
  2. Kontroller altid at arbejdsområdet reelt er uden spænding, før arbejde begyndes.
  3. Sikre at tavlen ikke genindkobles, mens arbejdes på den, ved at låse håndtagene og sætte skilt op om, at der arbejdes på tavlen, og tag evt. foransiddende sikringer ud.
  4. Sørg for instruktion i hvordan arbejdet skal udføres.

Elinstallatørens ansvar

En del af dem, der kommer til skade, har ikke modtaget instruktion i L-AUS-arbejde eller arbejde på spændingsløse tavler. Det er elinstallatøren, der har ansvaret for, at hans medarbejdere ved, hvordan alle former for arbejde på tavler skal udføres, før arbejdet igangsættes. Lever installatøren ikke op til det ansvar, risikere han at være skyld i, at hans medarbejdere kommer til skade.

Elinstallatøren har normalt ansvaret for det arbejde, hans medarbejdere udfører, medmindre de ansatte handler direkte imod hans ordre eller anvisninger.

Elektricitetsrådet producerede for et par år siden en videofilm, som elinstallatøren kan bruge, når han instruerer sine medarbejdere i at arbejde på tavler.