Husk sikkerheden, før du går i gang med gør det selv-el

Hvis du skal i gang med lovligt gør det selv-arbejde, er der en række forholdsregler, du skal tage, inden du begynder. For eksempel skal du altid huske at afbryde strømmen..

Gør det selv-arbejde

Gør det selv-arbejde med el kan være farligt, hvis du ikke tager de rette forholdsregler.

Før du går i gang med at udføre elarbejde, skal du blandt andet være sikker på, at strømmen er afbrudt.

Du må ikke begynde arbejdet, før følgende er gennemført i boligen:

  • Tænd lyset på det sted, hvor elarbejdet skal udføres.
  • Afbryd strømmen til det pågældende sted i måler- eller gruppetavlen. Det er ikke tilstrækkeligt at slukke på afbryderen i det pågældende rum.
  • Kontrollér, at lyset er slukket.
  • For at undgå, at andre tænder for strømmen, imens du udfører elarbejdet, bør du fjerne eventuelle sikringer, eller der sættes en seddel på den afbrudte afbryder. Vær opmærksom på, at automatsikringer ikke kan fjernes, men kun afbrydes.
  • Selvom lyset nu er slukket, kan du ikke være helt sikker på, at strømmen er afbrudt. Derfor skal du kontrollere, at der ikke er spænding i nogle dele i arbejdsområdet.
  • Kontrollen kan foretages med en spændingstester eller en polsøger. Du skal altid sikre dig, at de virker, inden der afbrydes.

Få hjælp til at udføre arbejdet rigtigt

Vi har samlet en række artikler her på sik.dk, hvor du kan få hjælp til, hvordan du laver gør det selv-el rigtigt og sikkert. Du har også mulighed for at downloade folderen nedenfor.

Download folderen