Information

Fra januar 2026 er Sikkerhedsstyrelsen en del af Erhvervsstyrelsen. Læs mere om fusionen.

 

Standardisering af emballage til elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere

Fabrikanter og importører af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere skal sikre, at produkternes emballage opfylder kravene til standardiseret emballage og mærkning.
Indholdet er senest revideret 15. september 2026

Standardisering

Standardiseringen betyder blandt andet, at emballagens farve, udformning, typografi og produktoplysninger er reguleret. Formålet er at sikre, at emballagen fremstår ensartet, og at den ikke får et unikt udtryk eller en opmærksomhedsskabende effekt eller på anden måde er i strid med kravene om et standardiseret design. Kravene gælder for den ydre emballage og enkeltpakningen til elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.

Kontrol og vejledning

Erhvervsstyrelsen fører kontrol med, om reglerne for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere bliver overholdt. Ved kontrollen ser vi blandt andet på, om produkterne er forsynet med korrekt emballage og mærkning.

Vores mål er først og fremmest at vejlede fabrikanter og importører til korrekt efterlevelse af reglerne. Derfor opfordrer vi virksomheder til at gennemgå både emballagens udformning og de oplysninger, der fremgår af emballagen, inden produkterne markedsføres i Danmark.

Hvad betyder standardiseret emballage?

Standardiseret emballage betyder, at emballagen skal have et ensartet udtryk og opfylde en række konkrete krav.

Der er blandt andet krav til:

  • emballagens farve
  • emballagens overflade
  • skrifttype og typografi
  • placering og udformning af produktoplysninger
  • angivelse af varemærke og produktnavn
  • angivelse af aroma
  • brug af sundhedsadvarsel
  • hvilke øvrige oplysninger og designelementer emballagen må indeholde.

Enkeltpakningen og den ydre emballage må ikke få et unikt udtryk eller en opmærksomhedsskabende effekt eller på anden måde være i strid med kravene om et standardiseret design.

Farve og overflade

Den ydre emballage skal være mat og have farven Pantone 448 C.

Overflader på enkeltpakninger og ydre emballage skal være flade og glatte og må ikke indeholde uregelmæssige elementer, såsom markering, prægning, tekstur, fordybninger, forhøjninger eller andet i form eller struktur.

Der er enkelte undtagelser for elementer, der er nødvendige for at folde materialet, fastgøre bunden samt åbne og lukke enkeltpakningen eller den ydre emballage. Elementerne må dog ikke give emballagen et unikt udtryk eller en opmærksomhedsskabende effekt eller på anden måde være i strid med kravene om et standardiseret design.

Indersiden af enkeltpakningen skal være mat Pantone 448 C, hvid eller sølvgrå.

Skrifttype og typografi

Al tekst på emballagen skal være skrevet med skrifttypen Helvetica.

Teksten skal være tydelig og let læselig. Der må ikke anvendes andre skrifttyper end Helvetica, herunder dekorative skrifttyper eller håndskriftstyper.

Kravet omfatter blandt andet:

  • Varemærke
  • Produktnavn
  • Oplysninger om antal og indhold
  • Aromaangivelse
  • Sundhedsadvarsel.

Sundhedsadvarslen skal være trykt med sort, fed skrift i Helvetica på hvid baggrund.

Varemærke og produktnavn

Enkeltpakninger og ydre emballage må mærkes to steder med varemærke og produktnavn.

Den påførte tekst skal opfylde følgende krav:

  • Teksten må bestå af små bogstaver fra a-å. Begyndelsesbogstavet kan dog være stort.
  • Teksten må indeholde tallene 0-9.
  • Teksten skal være i skrifttypen Helvetica.
  • Teksten må indeholde parentes (-), aigu (´), apostrof (’) og-tegnet (&).
  • Teksten skal have farven mat Pantone Cool Gray 2 C.
  • Skriftstørrelsen må højst være 10 punkt.
  • Teksten skal være parallel med sundhedsadvarslen.

Varemærket må kun fylde én linje.

Produktnavnet må kun fylde én linje og skal anbringes direkte under varemærket.

Angivelse af aroma

Hvis produktet har mentol- eller tobakssmag, må aromaen angives som:

  • ”Med mentolsmag”
  • ”Med tobakssmag”

Aromaen skal angives neutralt og må kun fremgå én gang, hvis den er relevant for produktet.

Der må ikke anvendes andre beskrivelser, billeder, farver eller grafiske elementer, der markedsfører eller fremhæver produktets smag.

Oplysninger om produkt, antal og indhold

Produkt-ID, antal og indhold skal fremgå tydeligt af emballagen.

Oplysningerne skal stemme overens med produktet og dets indhold.

Oplysningerne skal være udformet og placeret i overensstemmelse med kravene til standardiseret design.

Sundhedsadvarsel

Emballagen skal være forsynet med den lovpligtige sundhedsadvarsel:
”Dette produkt indeholder nikotin, som er et yderst afhængighedsskabende stof”.

Sundhedsadvarslen skal være:

  • På dansk
  • Trykt med sort, fed Helvetica
  • Placeret på hvid baggrund
  • Tydelig og let læselig
  • Placeret på de to største overflader
  • Udformet, så den dækker 30 procent af overfladen.

Sundhedsadvarslen må ikke skjules, dækkes eller gøres vanskelig at læse gennem andre designelementer eller oplysninger.

Oplysninger, der ikke må fremgå af emballagen

Emballagen må kun indeholde lovpligtige oplysninger og andre oplysninger eller elementer, der er tilladt efter reglerne.                     

Der må derfor ikke være:

  • Markedsføring, herunder oplysninger eller elementer, der fremhæver produktet eller giver emballagen et unikt eller opmærksomhedsskabende udtryk
  • QR-koder
  • “Scratch-me”-mærker

Virksomheden skal sikre, at alle oplysninger og elementer på emballagen er i overensstemmelse med kravene til et standardiseret design.

Afrivningsbånd

Hvis indpakningsmaterialet er forsynet med et bånd, der bruges til at åbne indpakningsmaterialet, skal båndet opfylde følgende krav:

  • Det skal være gennemsigtigt eller sort.
  • Det må højst være 3 mm bredt.
  • Det skal være parallelt med pakningens øverste kant.
  • Båndet må have en maksimalt 15 mm lang, sammenhængende gennemsigtig eller sort linje, der markerer, hvor båndet begynder.
  • Et sort bånd må ikke dække eller skjule sundhedsadvarsler eller anden lovpligtig mærkning.

Regler om mærkning

Kravene til mærkning og emballage fremgår blandt andet af bekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2025 om kvalitet, mærkning og alderskontrolsystem m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere m.v. samt bekendtgørelse nr. 699 af 19. april 2021 om standardisering af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.

Det er fabrikantens eller importørens ansvar at sikre, at produktet og emballagen opfylder de gældende krav, inden produktet gøres tilgængeligt på det danske marked.

Reglerne kan ændre sig. Virksomheder bør derfor altid kontrollere den gældende lovgivning og aktuelle myndighedsvejledninger, inden nye produkter eller ny emballage gøres tilgængelige på det danske marked.