Designprincipper
Når der etableres et gasanlæg eller en rørledning til gas der anvendes til transport af gas, skal ejeren udarbejde et detaljeret design for netop anlægget eller denne rørledning til gas. Dette design skal grundigt og udførligt dokumenteres i en designrapport, som skal indeholde alle relevante oplysninger om projektet.
Når det er muligt, bør designet baseres på relevante og anerkendte normer og standarder. De valgte standarder skal dække både den aktuelle gastype og anvendelsesområde, herunder materialer og driftsparametre. For eksempel kræver en rørledning eller et gasanlæg beregnet til brint, at der anvendes standarder og materialer, der er godkendt til brint, mens naturgas har sine egne specifikke krav.
Der nævnes i bekendtgørelserne normer og standarder, der anerkendes som et basis sikkerhedsniveau. I nogle bestemmelser stilles der yderligere krav om anvendelse af specifikke standarder.
Hvis det ikke fremgår, at en specifik standard skal anvendes, er der en vis frihed ved valg af designmetoder. Der kan anvendes andre normer og standarder end dem, der fremgår af bekendtgørelserne, hvis der kan dokumenteres et sikkerhedsniveau, der svarer til bekendtgørelsernes krav.
Metodefriheden i designfasen giver mulighed for innovation og udvikling på området. Ejeren skal til stadighed opretholde et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau og sikkerhedsmæssige principper, som kendetegner gasområdet. Det er ejers og gasinstallatørs ansvar at sikre, at alle valg og beslutninger under projekteringen af gasanlægget eller rørledningen træffes med respekt for branchens høje krav til sikkerhed og integritet, og at både drift og design afspejler den enkelte anvendelse og de konkrete forhold.
Hvis der benyttes alternative eller innovative metoder, som fraviger gængse normer og standarder, skal det i designrapporten dokumenteres, at sikkerhedsniveauet svarer til det, anerkendte normer og standarder foreskriver. Dette kan blandt andet ske via beregninger, testresultater eller anden relevant faglig dokumentation.
Konstruktion
Ligesom i designfasen skal der også under konstruktionen af et gasanlæg og en rørledning til gas tages udgangspunkt i den konkrete situation og anvendelse af gasanlægget og af rørledningen til gas, når der vælges konstruktionsmetoder. Den konkrete metode skal overholde de valgte designstandarder og kriterier under konstruktion af gasanlægget eller rørledningen til gas.
Hvad er egnet og beregnet?
Ved design og konstruktion af gasanlæg og rørledninger til gas er det afgørende, at både valg af materialer og komponenter samt den samlede konstruktion lever op til designkrav om egnethed og holdbarhed gennem hele rørledningens forventede levetid.
Alle materialer og komponenter, der indgår i gasanlægget og i rørledninger til gas, skal vælges ud fra både formålet med anlægget og rørledningen og den gas, som indgår i anlægget og rørledningen. Det betyder, at anlæg, rør, ventiler, pakninger, samlinger mv. skal kunne modstå den planlagte eller divergerende gassammensætning og eventuelle kemiske reaktioner, denne måtte forårsage – fx korrosion eller nedbrydning.
Gasanlæg og rørledninger til gas skal konstrueres og installeres, så de bevarer deres nødvendige styrke og integritet i hele deres tilsigtede levetid – uanset hvilke påvirkninger de udsættes for. Dette omfatter både indre påvirkninger (som tryk, temperatur, kemisk påvirkning fra gassen) og ydre påvirkninger (som mekaniske belastninger fra omgivelser, jordtryk, trafik, klimaforhold og risiko for korrosion eller skader udefra). Statiske og dynamiske belastninger, herunder trykforøgelse og vibrationer, skal indgå i dimensioneringen.
I planlægningen bør der indgå vurdering og dokumentation af, at de valgte materialers styrke er tilstrækkelig i forhold til designtryk og under alle driftsscenarier.
Anvendelse af standarder
Standarder der henvises til
Når gasanlæg og rørledninger til gas designes, konstrueres og driftes i overensstemmelse med de normer og standarder, der nævnes i bekendtgørelserne, anses det som en opfyldelse af sikkerhedskravene i gassikkerhedsloven.
Delvis anvendelse af standarder
Ved delvis anvendelse af de i bekendtgørelsen nævnte normer og standarder, skal ejeren sikre og dokumentere, at gasanlægget eller rørledningen til gas har et sikkerhedsniveau, der er tilsvarende de normer og standarder, der er anerkendt i bekendtgørelsen.
Dokumentation for efterlevelse af sikkerhedsniveau ved fravær af standarder
Ejeren skal sikre og dokumentere, at design, konstruktion og drift giver overensstemmelse med gassikkerhedslovens § 3 og at kravene i bekendtgørelser er opfyldt.
LINK TIL RETSINFORMATION
11. februar 2026