Myndigheder med ansvar for tilsyn med tilgængelighed

Tilgængelighedsloven sikrer, at udvalgte produkter og tjenester er tilgængelige for personer med handicap og andre funktionsbegrænsninger. Flere myndigheder har ansvar for at føre tilsyn med, om reglerne overholdes – alt efter hvilket område der er tale om.

Overordnet princip

Tilsynet med tilgængelighed sker som udgangspunkt af den myndighed, der i forvejen har ansvar for området. I tilfælde, hvor der ikke findes en ressortansvarlig myndighed, har Sikkerhedsstyrelsen ansvaret som opsamlende instans.

Fordeling af ansvar – myndighed for myndighed

Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med:

  • Computere, smartphones og lignende produkter
  • Betalings- og selvbetjeningsterminaler
  • Routere og modemmer
  • E-læsere
  • TV- og streamingtjenester
  • E-bøger

På vegne af andre myndigheder kontrollerer Sikkerhedsstyrelsen også:

  • E-handelstjenester (på vegne af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)
  • Banktjenester og pengeautomater (på vegne af Finanstilsynet)
  • Smart-TV (på vegne af Klimadatastyrelsen)

Trafikstyrelsen

Trafikstyrelsen er ansvarlig for tilgængelighed af digitale tjenester i forbindelse med persontransport:

  • Fly
  • Bus
  • Tog

Tilsynet omfatter især hjemmesider, apps og selvbetjeningsløsninger. For skibe dækker Trafikstyrelsen kun forhold på land (havneområdet).

Se Trafikstyrelsens vejledning om tilgængelighedsloven her.

Søfartsstyrelsen

Søfartsstyrelsen fører tilsyn med tilgængelighed i forbindelse med persontransport med skib – herunder digitale løsninger og informationstjenester, der udbydes af transportører og rederier, som står for befordringen.

Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med elektroniske kommunikationstjenester (fx internet og telefoni).

Se Digitaliseringsstyrelsens vejledning om tilgængelighedsloven her

Rigspolitiet

Rigspolitiet har ansvar for tilgængeligheden af alarmtjenesten 1-1-2.

Kontakt

Hvis du er i tvivl om, hvilken myndighed der har ansvar for dit produkt eller din tjeneste, er du velkommen til at kontakte Sikkerhedsstyrelsen på telefonnummer 33 73 20 00 eller via e-mail på sik@sik.dk.