Hvad er et farligt produkt?

Et produkt er farligt, hvis man kan komme til skade, når man bruger det til det, som produktet er beregnet til. Det kan eksempelvis være en mobiloplader, som kan give stød eller bryde i brand.

Hvad gør et produkt farligt?

Et farligt produkt kan være mange ting.

Det kan være et stykke legetøj, hvor smådele kan rive sig løs og udgøre risiko for kvælning hos småbørn. En fejlkonstruktion i et elektrisk produkt kan få apparatet til at bryde i brand eller give brugeren stød.

I Sikkerhedsstyrelsen fører vi kontrol med produkters tekniske sikkerhed.

Et produkt kan også blive farligt, hvis det mangler eller har vildledende oplysninger i mærkning eller brugsvejledninger, når det har væsentlig sikkerhedsmæssig betydning.

Hvornår er et produkt farligt?

Hør en af vores kontorchefer for produkter fortælle om:

  • Hvad er et farligt produkt?
  • Hvem har ansvaret for, at et produkt er sikkert?
  • Hvad gør Sikkerhedsstyrelsen ved farlige produkter?
  • Hvad skal man gøre, hvis man har opdaget et farligt produkt?

Kontakt Sikkerhedsstyrelsen om farlige produkter

Hvis du har mistanke om, at du har solgt et farligt produkt, har du som producent, importør eller forhandler pligt til at kontakte Sikkerhedsstyrelsen.

Derefter vil vi behandle sagen. Hvis produktet viser sig at være farligt, vurderer vi, om produktet skal tilbagetrækkes eller tilbagekaldes.

Register over farlige produkter

Sikkerhedsstyrelsen offentliggør lister over farlige produkter, som er blevet tilbagekaldt. Dem kan du se i vores register over farlige produkter.

Listen dækker produkter, som ikke lever op til kravene om teknisk sikkerhed. Den dækker eksempelvis legetøj, elprodukter, gasprodukter, interiør eller fyrværkeri.

Når en sag er afsluttet, eller når vi vurderer, at der er opnået tilfredsstillende resultater, bliver dele af indholdet anonymiseret.

Som forbrugerinformation er produktet fortsat tilgængeligt i registret over farlige produkter.