Spørgsmål og svar om huseftersyn fra 1. oktober 2020

Her får du overblik over spørgsmål og svar i forbindelse med Husweb og nye tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter, der tages i brug 1. oktober 2020.

Husweb - generelt om inddateringssystemet

Hvordan bliver overgangen mellem sandkassen og det rigtige Husweb fra 1. oktober?

I har adgang til det endelige Husweb fra 21. september 2020. Vi vil gerne give jer tid til at blive oprettet derinde, så I kan få sælgeroplysninger og blive klar til 1. oktober.

Alt, hvad der er i sandkassemiljøet (virksomheder, brugere og rapporter), bliver slettet 1. oktober 2020.

Bliver der lavet en evt. hotline, så vi hurtigt kan komme i kontakt med jer, når Husweb tages i brug?

Der bliver sørget for, at I kan komme i kontakt med os, så der bliver en form for hotline.

Kan man begynde på en rapport, før man har fået sælgeroplysninger?

Nej, man skal have sælgeroplysningerne først, hvis sælger kan svare på spørgsmålene. Du kan ikke gå tilbage og svare på sælgeroplysninger, når du har lavet rapporten. Men der er mulighed for at udfylde oplysningerne sammen med sælgeren på stedet.

Kan man udfylde sælgeroplysninger under eller efter besigtigelsen, hvis sælger af en eller anden grund ikke har udfyldt dem?

Sælgeroplysningerne skal være på plads inden besigtigelsen. Men der bliver mulighed for at printe et sælgeroplysningsskema ud og udfylde det på stedet. Det er også muligt at indtaste sælgeroplysninger sammen med sælger – blot skal du åbne med et link fra Husweb.

Hvad gør jeg, hvis sælger ikke er til stede, fx ved dødsbo? Kan jeg så ikke lave rapporten?

Du har mulighed for at undtage sælgeroplysninger. Du skal blot skrive hvorfor. Det kan fx være i et dødsbo. Men hvis sælger har glemt det, så gensend spørgsmålene til sælger. Eller I kan tage det manuelt, fx pr. telefon.

Hvad gør man, hvis en kunde ikke har telefon eller email?

Oplysningerne skal tastes ind, men de kommer ikke med ud i pdf-rapporten. Hvis det ikke er muligt at skrive mailadresse, kan man lave en manuel registrering af sælgeroplysninger. Hvis der ikke er et telefonnummer, kan man være nødt til fx at skrive 1111 1111.

Kan en lejer i en bolig give sælgeroplysninger?

Nej, det skal være den juridiske ejer af ejendommen.

Er vi uvildige, hvis vi udfylder sælgeroplysninger sammen med sælger?

Ja, for sælger sidder ved siden af, så I udfylder på vegne af sælgeren. Vi har aldrig fået nogen spørgsmål omkring det.

Kan hele det nye registreringssystem køre offline?

Du kan bruge Husweb via en tablet, selv i områder med svagt eller intet wi-fi. På Sik.dk finder du vejledning til, hvad du skal gøre for at forberede et eftersyn, inden du går offline. Du skal blandt andet sørge for at oprette rapporten, og når du igen er online, skal du synkronisere rapporten, så dine indtastninger bliver gemt.

Kan jeg oprette et rum eller et hus, når jeg er offline?

Du kan godt oprette et rum, mens du arbejder offline. Men hvis du skal oprette en ejendom, kræver det, at du er online, fordi du skal have kontakt til BBR-registret.

Synkroniserer rapporten automatisk, når jeg afslutter den? Eller skal jeg synkronisere, uanset om jeg arbejder online eller offline?

Du skal altid synkronisere en rapport, inden du afslutter den. Ellers kan du ikke være sikker på, at dine indtastninger bliver gemt. Du kan kun synkronisere, når du er online.

Kan man fortryde indtastninger?

Det kan man, indtil man har betalt for rapporten. Derefter skal der laves en ny rapport, hvis man har fortrudt indtastninger.

Kan man rette dato og tid for besigtigelse af en ejendom i Husweb?

Nej. Der kan ikke rettes i oplysninger om besigtigelsesdato eller tidspunkt.

Datoer dannes automatisk, når rapporten oprettes. Når rapporten betales, kommer der startdato for gyldighed på.

Kan man angive firmaets sagsnummer i Husweb?

Nej. Sagsnumre er firmaernes egne oplysninger. Hver tilstandsrapport og elinstallationsrapport har et unikt løbenummer.

Kan man slette en rapport i Husweb?

Nej. Man kan slette kladder, men rapporter er låst, når de er afsluttede og betalte.

Hvis en fejlagtig rapport skal erstattes, skal der oprettes en ny rapport på samme ejendom.

Hvorfor skal jeg vedhæfte billeder til en rapport? Og kan forsidebilledet til rapporten tages direkte?

Rapporterne har fået et nyt udseende, der er mere sælger- og købervenligt. Et billede af ejendommen på forsiden gør rapporten mere sigende, og det skal være et vellignende foto af ejendommen.
I skal levere et billede af huset. Der må ikke sættes fx et firmalogo ind. 
Billeder af skader og fejl kommer ind på sagen og er kun tilgængelige for den, der har udarbejdet rapporten.

Ja, hvis du bruger tablet, kan du tage billedet, så det kommer ind på det rigtige sted med det samme. Hvis du bruger pc, skal du tage billedet med kamera eller mobil og lægge det ind via pc’en bagefter.

Stiger gebyret for rapporter, eller er det stadig samme pris som før?

Gebyret er uændret i resten af 2020, men der kan forventes en begrænset stigning fra 1. januar 2021.

Kan jeg betale flere rapporter samtidigt?

Man betaler for én rapport ad gangen. Men man kan godt gemme rapporterne og lade en fagligt ansvarlig eller en kontormedarbejder kigge dem igennem, godkende og betale rapporterne enkeltvis.

Kan jeg give en sag i Husweb videre til en kollega?

Med virksomhedslogin eller sekretærlogin er det muligt at flytte en rapport fra én medarbejder til en anden.

Kan Husweb bruges med alle webbrowsere?

Husweb er afprøvet og fungerer som minimum med Chrome, Firefox og Safari.

Hvad gør jeg, hvis jeg har problemer med it-systemet?

Skriv en mail til sik@sik.dk. Så bliver du kontaktet af nogen, der kan hjælpe med at løse det.

Hvilken rettigheder skal en administration have, hvis de skal oprette sager og sende sælgeroplysninger til kunden?

Der findes en oversigt over roller og rettigheder. Man kan fx oprette en sekretær med sit eget login.

Se mere om roller og rettigheder her.

Jeg er enkeltmandsfirma - skal jeg både opgive firmamail og personlig mail?

Ja, der skal oplyses mailadresse to steder. Den personlige mailadresse skal være den, du er registreret med som bygningssagkyndig.

Betyder synkroniser det samme som gem?

På en del sider er der en ”Gem”-knap, som man skal huske at bruge for den enkelte side. Men med ”synkroniser”-ikonet nederst til højre gemmer man også og sætter hele rapporten sammen.

Håndbøger og vejledninger

Kommer der nye håndbøger til bygningseftersyn og eleftersyn?

Ja. De nye håndbøger, der gælder fra 1. oktober 2020, kan ses her.  
Bemærk, at der kan forekomme mindre ændringer i håndbøgerne frem til 1. oktober.

Hvad er nyt i elhåndbogen?

Der er ikke ændret meget på det tekniske, men der er tilføjet lidt, der er relevant, hvis et hus er bygget efter de nyeste regler. Til gengæld er der mere information om juridiske forhold. De generelle spørgsmål skal nu besvares for hvert enkelt rum.

Kommer der ændringer til håndbogen for bygningssagkyndige inden 1. oktober?

Vi er ved at lave nogle justeringer i øjeblikket. Der bliver lagt en ny udgave på Sik.dk, og den får en revisionsdato.

Adgang til gamle rapporter

Hvordan får jeg adgang til tidligere udarbejdede rapporter?

Fra 1. oktober 2020 vil det være muligt at hente tidligere udarbejdede rapporter som pdf’er i Husweb. Der skal søges på adressen. 

Har jeg adgang til HE-web efter 1. oktober 2020?

Der vil være adgang til HE-web for bygningssagkyndige frem til 31. marts 2021. Dermed er der mulighed for at lave allonger til tilstandsrapporter, der er udarbejdet frem til 1. oktober 2020 og som er gyldige i et halvt år. 

Har jeg adgang til EE-web efter 1. oktober 2020?

EE-web lukker pr. 1. oktober 2020. Der vil være adgang til ældre rapporter i pdf-udgave i Husweb.

 

Gyldighed og fornyelser

Er tidligere rapporter fortsat gyldige efter 1. oktober 2020?

En tilstandsrapport gælder i et halvt år og en elinstallationsrapport i ét år. Dermed er tilstandsrapporter, der er udarbejdet inden 1. oktober 2020 i den hidtidige udformning, fortsat gyldige frem til senest 30. april 2021, mens elinstallationsrapporter, der er udarbejdet inden 1. oktober 2020, er gyldige frem til senest 30. september 2021.

Hvad gør jeg, hvis en rapport skal fornyes efter 1. oktober 2020?

En tilstandsrapport er gyldig i et halvt år og en elinstallationsrapport i ét år. Rapporterne kan fornyes, når de udløber, men efter 1. oktober 2020 vil en fornyelse af en rapport ske i det ny it-system, og rapporten får nyt udseende. De nærmere vilkår omkring fornyelsen skal aftales med den, der udarbejder rapporten.

Hvordan reviderer jeg en tilstandsrapport efter 1. oktober 2020?

Hvis en tilstandsrapport skal revideres efter 1. oktober 2020, kræver det, at der udarbejdes en rapport i den ny udformning. De nærmere vilkår omkring fornyelsen skal aftales med den, der skal revidere rapporten.
Tidligere kunne der udarbejdes en allonge (tilføjelse) til en tilstandsrapport. Der kan fortsat laves allonger til de rapporter, der er udarbejdet inden 1. oktober 2020. Det kan ske frem til 31. marts 2021 i HE-web.

Kan jeg lave allonger til en tilstandsrapport efter 1. oktober 2020?

Ja, der kan fortsat laves allonger til de tilstandsrapporter, der er udarbejdet inden 1. oktober 2020. Det kan ske frem til 31. marts 2021 i HE-web.

Hvordan laver jeg en fornyelse af en rapport, jeg selv tidligere har udført i EEweb?

Efter 1. oktober 2020 er du nødt til at oprette en ny rapport i Husweb, da gamle rapporter fra EEweb ikke kan overføres til det ny system. Rapporter, der bliver udarbejdet i Husweb, vil kunne bruges som udgangspunkt for fornyelser.

Husweb - særligt for tilstandsrapporter

Forsvinder den information, vi har på huseftersynsinfo.dk, fra 1. oktober?

Den hjemmeside, du kender som huseftersynsinfo.dk, bliver lukket. Men på Sik.dk vil du kunne finde tilsvarende information, blot opdateret ud fra moderniseringen af huseftersynsordningen. Så du vil fortsat have adgang til håndbøger, vejledninger og andet materiale, du skal bruge i dit arbejde. Og du vil også fortsat kunne bruge adressen Huseftersynsinfo.dk. Den vil fra oktober blot lede ind på den rigtige del af Sik.dk.

Hvad er forskellen på allonger og revisioner?

Revisioner svarer til allonger. Det er sælgers ansvar, at han bruger den rigtige udgave af rapporten. Det kommer til at fremgå af forsiden på rapporten, hvis den er revideret.

Hvis jeg skal revidere en rapport fra det gamle system efter 1. oktober, er jeg så nødt til at oprette en ny rapport i Husweb?

Nej, det er muligt at lave allonger til gældende tilstandsrapporter (de gamle rapporter) i det gamle program HEweb, i hele rapportens løbetid – altså et halvt år frem fra den 1. oktober 2020. Hvis en gammel rapport skal fornyes efter 1. oktober, skal du begynde forfra med en ny rapport i Husweb.

Hvad betyder det at oprette en sag? Er det at sende sælgeroplysninger ud på link inden besigtigelsen?

I dag skal man også oprette en sag i HEweb med ejendomsoplysninger, inden man kan begynde at indtaste skader. Det er vigtigt, at man gør det, når man er online i Husweb for at kunne hente oplysninger ind og sende forespørgsel om sælgeroplysninger ud.

Hvordan får jeg et link til sælgeroplysninger?

Når du opretter tilstandsrapporten, har du to muligheder for at sende et link til sælger.

Det er muligt at afsende linket til sælger direkte gennem Husweb. Den mail, sælger modtager, indeholder også informationer om tidspunkt for eftersynet og lidt om, hvad sælger skal forberede, inden du som bygningssagkyndig kommer for at udarbejde tilstandsrapporten.

Du kan også kopiere et link over i din egen mail og sende mailen til sælger gennem din egen mailboks.

 

Hvad gør jeg, hvis en sælger ikke kan udfylde sælgeroplysningsskemaet online?

En bygningssagkyndig kan hjælpe med at udfylde skemaet online sammen med sælger, inden huset gennemgås. Men der bliver også et sælgeroplysningsskema, der kan printes ud og udfyldes på papir, så det kan tastes ind bagefter.

Hvad sker der, hvis en kunde ikke vil udfylde kontaktoplysninger?

For at kunne oprette en tilstandsrapport, skal kundens telefonnummer og mail-adresse indtastes. Oplysningerne skal bruges til at fremskaffe sælgeroplysninger, men også i en potentiel efterfølgende teknisk revision af den bygningssagkyndige. Oplysningerne om email og telefon bliver ikke vist i tilstandsrapporten.

Kan jeg udarbejde en kladde, selv om sælgeroplysninger ikke er udfyldt?

Hvis sælger ikke har svaret på spørgsmålene inden eftersynet, kan du notere dine observationer på papir og inddatere dem i Husweb, når sælger har svaret på spørgsmålene.

Hvorfor skal jeg ikke spørge sælger om, hvordan vandinstallationen fungerer?

Sælger spørges i sælgeroplysningsskemaet, om vvs-installationer fungerer. Så det er her, du finder oplysningerne. Er sælger hjemme, kan du spørge yderligere, men det er ikke et krav.

Skal tilstandsrapporten færdiggøres på stedet, eller kan den gennemlæses og indberettes senere?

Det er muligt at afslutte og betale en rapport, mens man er på stedet. Men man kan også vente med at afslutte og betale til senere, når man har kigget rapporten igennem.

Fungerer farve-karaktererne som den ”trappe” mht. alvorlighed, som mange tidligere troede, at K-karaktererne gjorde?

Man kan betragte den røde skade som værre end den gule, men kun i forhold til tidspunktet for, hvornår skaden vurderes at medføre svigt og risiko for følgeskade.

Hvor præcist skal jeg vurdere, om en skade fx er gul eller rød?

Som i dag er det vigtigste, at I finder skaderne og får dem beskrevet i tilstandsrapporten. Beskrivelsen skal indeholde jeres vurdering og observationer af både skade, risiko og eventuelt årsag til skaden. Hvis det er beskrevet på en måde, så forbrugeren forstår det, er farven ikke så vigtig.

Påvirker en grå skade andre bygningsdele, som fx en gul skade kan gøre?

En grå skade har ingen indflydelse på bygningsdelens funktion, og den kan derfor ikke påvirke andre bygningsdele.

Hvis jeg vurderer en skade som gul og der så kommer en følgeskade 2 år og 1 måned efter, fritager det så mig for ansvar?

Du har altid ansvar for de skader, du registrerer i tilstandsrapporten. I både den gule og den røde vurdering er der risiko for svigt og følgeskader. Du skal under eftersynet vurdere, om svigtet sker inden for kort eller længere sigt.

Kan jeg gemme mine egne standardtekster?

Nej. Der ligger vejledende standardtekster i systemet, som du kan vælge imellem. Du kan ikke oprette og gemme dine egne standardtekster, men du kan altid skrive din egen skades- eller risikotekst, hvis teksterne i Husweb ikke er dækkende.

Kan der komme flere ord ind i tekststrengene?

Det er noget, vi selv kan tilføje. Giv os besked, hvis det mangler nogle steder.

Der er fire rumtyper i programmet: Vådrum, værelse, tagrum og krybekælder. Der er nogle standardtekster til hver rumtype, fx kan undertag kun findes i tagrum. Men det er også noget, vi kan tilpasse, hvis der er behov for det.

Hvordan angiver jeg en generel kommentar om bygningens tilstand?

Det er oplysninger, der ikke længere skal registreres. Tilstandsrapporten er en skadesrapport, og derfor skal den ikke indeholde vurderinger af ejendommens stand, forslag til forbedringer eller råd og vejledning om vedligeholdelse.

Hvor noterer jeg, at der ikke er nogen bemærkninger?

Hvis der ingen bemærkninger er, skal det ikke noteres nogen steder. Dette skyldes, at du kun skal oprette de rum, hvor der er skader. Et rum skal ikke oprettes, hvis du kun vil notere, at der ”ingen bemærkning” er.

Er et opmærksomhedspunkt altid en skade?

Nej. Det kan godt være en skade, hvis det drejer sig om et forhold, der er anderledes, end det normalt skulle være i samme type hus. Men OBS-punkter bruges til at forklare, hvad der er almindeligt for et ”brugt” hus af samme type og alder som ejendommen.

Hvilken farve eller karakter får en skade med risiko for personskade?

En risiko for personskade er ikke en skade i sig selv. Skaden på bygningen skal vurderes, som I plejer, og hvis der en risiko for personskade, skal I angive det som en risiko. Er der tale om risiko for personskade, er vurderingen rød.

Hvordan registrerer jeg en kælder?

Under stamoplysninger skal du angive, hvor mange etager der er i huset. Den nederste etage vil så være kælderen. Alt indvendigt registreres derefter på rumniveau, og derfor skal du oprette rummene i kælderetagen.

Hvordan identificerer man fx 3 børneværelser i tilstandsrapporten?

Døb rummene med en beskrivelse, så forbrugerne kan identificere det enkelte rum. Det kan være med betegnelser som det midterste værelse, værelset mod køkkenet eller værelset mod soveværelset.

Hvad betyder det for tagets restlevetid i tilstandsrapporten, hvis taget er nyere end huset?

Ingenting. Restlevetiden bliver beregnet ud fra det oplægningstidspunkt, uanset hvornår huset er bygget. Som bygningssagkyndig skal du angive oplægningstidspunktet for taget, hvis du kan.

Er det vigtigt, at vi oplyser, hvis det er en bevaringsværdig eller fredet ejendom?

Nej. Det er ikke altid, det bliver oplyst i BBR. Forskellen er, at en fredet ejendom kan der fx ikke stilles krav til redningsåbninger, rumhøjder m.v. En bevaringsværdig ejendom skal i en tilstandsrapport behandles på samme måde som almindelige huse.

Skal en overdækket terrasse ikke altid have et selvstændigt bogstav?

Nej, den må gerne registreres sammen med boligen, hvis den er bygget som en del af huset, så taget over terrassen fx er det samme som på huset. Hvis overdækningen fremstår som en selvstændig bygning, selv om den er sammenbygget med huset, skal den normalt have sin egen betegnelse.

En hævet terrasse af træ skal kun medtages i tilstandsrapporten, såfremt den:

  • Er hævet så meget, at der er rum under terrassen (fx til haveredskaber),
  • Er bygget på samme bjælkelag som huset, eller
  • Den er den eneste adgang, der er ind til huset
Skal en køber kunne vurdere prisen på at udbedre skader ud fra vores skadestekster?

Ja. Den grundlæggende tanke i huseftersynsordningen er, at skader skal indgå som en del af grundlaget for at foretage en handel. Det er et værktøj for køberen til at være med til at sætte prisen, og sælger får et værktøj til evt. at udbedre noget. Men priser skal hentes hos andre, fx en håndværker.

Kan vi hente en tidligere tilstandsrapport ind i Husweb?

Man kan altid skrive i feltet ”Følgende materiale forelå”, hvis man ikke kan finde en tilstandsrapport inde i systemet.
De gamle tilstandsrapporter bliver tilgængelige som pdf’er i Husweb fra 1. oktober.

Skal en bygning opdeles i to, hvis en tilbygning er en udvidelse af stuen, der kun kan ses udefra?

Nej, det skal ikke deles op i de nye rapporter eller have forskellige litreringer. 
Tilbygningen bliver betragtet som bolig, uanset konstruktion eller byggestil. 
Forbrugerne går rundt inde i huset med tilstandsrapporten, og der betyder det ikke noget, om de er i oprindelige bygning eller tilbygningen.
I materialelisten skal I gøre opmærksom på, hvilke materialer der er brugt, og I skal beskrive de skader, der er.
Skader registreres i det rum, hvor I finder dem.

Hvornår startes der med tekniske revisioner af de nye rapporter?

Det bliver ikke 1. oktober, men først 1-2 måneder senere. I skal have mulighed for at lære Husweb at kende først. Og I vil også opleve, at de første gange får I god rådgivning fra de tekniske revisorer. 
Kontrolrapporterne kommer visuelt til at ligne de nye tilstandsrapporter, og kommunikationen i forbindelse med tekniske revisioner vil foregå via jeres e-Boks.

Hvad er erfaringerne med, om det nye system er langsommere at arbejde i?

Man skal lige lære programmet at kende, og det tager måske tre-fire-fem rapporter, før man har helt styr på det. Systemet er ikke langsomt i sig selv. Ved udfyldelse på stedet vil der givet bruges mere tid, som så er sparet senere. Der vil være tid tilovers med det nye Husweb.

Får vi mulighed for at vælge ”ukendt” som restlevetid?

Ja, denne mulighed er med fra 21. september.

Valget af kommunerne til markedsføringsoplysninger fungerer ikke?

Det er en vigtig del af jeres markedsføringsoplysninger på Boligejer.dk, og det skal fungere, så vi giver besked videre.

HDI/Ensure mangler i forsikringsvalg?

Det er de forsikringsselskaber, I får opgaver fra, der skal være med på listen, ikke selskaber, hvor I har jeres ansvarsforsikring.

Hvordan skal vi vurdere fuger ved træ/alu-vinduer, der ikke er trukket tilbage bag alu-kanten?

Vi præciserer emnet i guiden om fuger. Der må ikke kunne trænge vand ned mellem alu-beklædningen og træet.

Hvor skal nedbrydning i stolper i jord indtastes?

Det skal oprettes under fundamenter. Men det kan også tages med under facaden. Det vigtigste er, at skaden kommer med.

Kommer der guide på vådrum og pladebeklædning?

Ja, der kommer noget med vedhæftninger, noget med gulvafløb og en tredje. Der er en del flere guider på vej, og der kommer nok 4-5 mere inden 1. oktober.

Fortsætter proceduren med teknisk revision og hvordan?

Ja. Der kommer et nyt program, hvor rapporten udarbejdes. Ved siden af kommer der et dialogsystem. Det nye system kommer til at fungere fra starten af 2021, og der bliver en indkøringsfase.

Der vil fortsat være kontrol i HErev på gamle rapporter i oktober-november. De tekniske revisorer vil samtidig være i stand til at svare på en del spørgsmål om det nye system.

Husweb - særligt for elinstallationsrapporter

Bliver firmaoplysninger overført fra EEweb til Husweb?

Nej, vi kan ikke overføre oplysningerne. Du skal oprette dit firma og brugerne på ny i Husweb.

Kommer der ikke flere fejl i den nye elinstallationsrapport?

Nej, du skal registrere de samme fejl som tidligere. Men vi vil gerne have, at du registrerer fejlene hver for sig, hvis der fx er flere fejl, når du adskiller et lampeudtag. Det er til gavn for forbrugerne.

Hvorfor får vi ikke besked i Husweb, hvis vi mangler at indtaste noget, ligesom vi gjorde i det gamle system?

Du får først adgang til knappen ”afslut rum,” når alle spørgsmål er besvaret. Dermed ved du, at der ikke mangler noget.

Kan jeg indhente rapporter fra andre elinstallatører?

Nej, rapporten er sælgerens ejendom.

Kan jeg sende ekstra spørgsmål til sælgeren, fx hvornår halogenspot er installeret?

Sælgeren skal svare på de fem spørgsmål i Husweb. Men I må gerne sende flere spørgsmål ud til jeres kunder.

Hvis man åbner en tidligere rapport igen, husker den så alle adskillelser osv., eller husker den kun opbygningen med rum?

Hvis det er en rapport, der er lavet i Husweb, får du husets etager mv. med, når du henter en kopi. Men de fejl, du har registreret tidligere, er væk, så du skal gennemgå installationen igen.

Skal jeg starte forfra med en ny rapport, hvis en sælger har fået lov at udbedre fejl, inden jeg besigtiger igen?

Hvis den tidligere rapport er udarbejdet i EEweb, må du starte forfra med en ny rapport.

Hvis den tidligere rapport er udarbejdet i Husweb, kan du bruge en kopi som udgangspunkt for at udarbejde en ny rapport. Dermed får du rumopdelingen og øvrige oplysninger om ejendommen med, men du skal gennemgå huset og registrere fejl igen.

Hvordan retter man bygninger, arealer eller byggeår?

Ved indtastning af oplysninger i elinstallationsrapporten kan man redigere oplysningerne under den enkelte bygning.

Det er ikke muligt at tilføje arealer på bygninger i elrapporten. 

Der kan defineres kvadratmeter og årstal under stamoplysninger i tilstandsrapporten, hvor den enkelte bygnings data kan redigeres.

Hvad gør jeg, hvis oplysningerne i BBR om ejendommen ikke svarer til de faktiske forhold?

Hvis der fx er et skur, der ikke er registreret, kan du tilføje det.

Hvordan ændrer jeg adresse på en ejendom, hvis fx husnummeret er indtastet forkert?

Adressen kan ikke ændres, når du først har oprettet en rapport i systemet. Rapporten skal slettes og du skal oprette en ny rapport.

Kommer årstal fx for rum, der er renoveret, med i rapporterne?

Nej, årstallene bliver ikke synlige, men de danner baggrund for de spørgsmål, der skal besvares i Husweb.

Kan jeg tage billeder til brug i Husweb, mens jeg er offline?

Du kan ikke lægge andre billeder i rapporten end forsidebilledet af ejendommen. Og for at uploade det billede, skal du være online.

Hvorfor er der ingen advarsel i systemet, hvis jeg vil slette en hel bygning? Jeg skal bekræfte det, før jeg kan slette et enkelt rum?

Det er et spørgsmål, vi vil holde øje med i systemet. Bliver der behov for det, når Husweb har været i brug en tid, kan systemet eventuelt justeres.

Hvorfor kan man ikke længere undtage en bygning i eleftersynet?

Elinstallationerne vurderes på rumniveau, og du kan undtage rum, hvor der ikke er el. Men det skal vurderes i alle bygninger, om der skal laves kontrol af elinstallationerne.

Hvorfor er der fjernet krav om fx oversigtstegning?

Når der kommer lempelser i lovgivningen, gælder det også bagud, dvs. lempelserne gælder også den tid, hvor der var nogle krav. Hvis der kommer skærpelser af lovgivningen, gælder det kun fremad.

Hvorfor kan jeg kun slette eller omdøbe ét rum ad gangen?

Dermed er der mindre risiko for, at man laver fejl, der får konsekvenser for rapporten. Det er lettere på en tablet end på en pc.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke er enig i de nye symboler i en rapport?

Det bør være retvisende i systemet, at hvis der fx er varmeudvikling, er der brandfare. Så symbolerne bruges fra 1. oktober på den måde, de er lagt ind i systemet.

Skal der laves stikprøver i alle rum?

I skal ind i alle rum og vurdere, om der er noget, der skal skilles ad. For at kunne vurdere installationen og få reelle svar i rapporten, er det nødvendigt at skille en afbryder, et lampeudtag eller andet ad. Det er jeres faglige vurdering, der afgør, hvad der skal adskilles, og nogle gange kan det være klogt at adskille flere ting.

Hvor meget skal jeg adskille i hvert rum, og hvis ansvar er det, hvis en ny ejer finder ud af, at der er noget ulovligt et andet sted end det, jeg har adskilt?

Det er op til den udførendes faglige vurdering, hvor meget der skal adskilles for at kunne besvare spørgsmålene i de enkelt rum. Det er den udførendes virksomhed, som er ansvarlig for det, den udførende har valgt at adskille.

Hvor meget ekstra tid skal der bruges i det ny system i forhold til det gamle, når der bliver flere oprettelser og spørgsmål i hvert rum?

Vi forventer ikke, at der skal bruges mere tid i det ny system, når du har lært det at kende. Husweb er meget intuitivt og hurtigt, når man bruger programmet på en tablet-computer.
Du skal stadig gennemgå den samme installation og adskille de samme dele, og Husweb er hurtigt at indtaste oplysningerne i.

Er skadesteksterne endelige? Der kommer fx symbol for brandfare på, at kabel ikke er korrekt indført i dåse bag stikkontakt og afbryder. Men hvis dåsen sidder bag lampeudtag, er der ikke brandfare?

Vi har rettigheder til at ændre i skadesteksterne. De er dynamiske og kan altid ændres på. Kom gerne med jeres forslag til forbedringer. Dem vil vi bruge til evt. at revidere teksterne, når Husweb har været i brug et stykke tid.

Hvis der er fejl på alle 12 V-installationer, kan jeg så oprette dem på én gang som et ”rum”?

Nej, vi har valgt, at fejl skal registreres for hvert rum. Det giver en mere retvisende rapport for en køber.

Hvad gør jeg med en gård med et stuehus fra 2006, der er registreret i BBR. Der er gamle udbygninger, men jeg kan pt. ikke ændre byggeår?

Vi arbejder på, at I får adgang til at kunne rette årstal, hvis der er ældre installationer.

Må montøren komme med på de første kontrolbesøg fra Sikkerhedsstyrelsen? Med et nyt system er det god læring og vidensdeling?

Vi vil rigtigt gerne have installatøren med, men det er sælgeren, der beslutter, hvem der må deltage.

Vi trækker et antal rapporter ud hvert år til kontrolbesøg. Hvis ejeren accepterer, bliver installatøren også indbudt.

Kommer der nyt karaktersystem til kontrollen af eleftersyn, eller bliver der vurderinger fra 1 til 6 som i dag?

Karaktersystemet ved kontrollen af elrapporter vil være det samme som i dag, og brevene er der heller ikke ændret på.

Hvem har ansvaret for sælgeroplysningerne, hvis elektrikeren laver en tastefejl? Kan man rette en rapport?

Så længe der ikke er betalt for rapporten, kan du rette i den. Hvis rapporten er sendt ud og du opdager en fejl, vil vi anbefale, at I laver en ny rapport.

Spørgsmål til bygningseftersyn

Hvordan forholder jeg mig til manglende redningsåbninger?

Vi arbejder på en guide vedr. redningsåbninger, som bliver offentliggjort omkring den 1. oktober.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan vurdere præcist, hvornår taget er lagt?

I materialelisten kan du vælge, at oplægningstidspunktet er ukendt, hvis du ikke ved, hvornår taget er lagt. Så kommer der ikke en illustration af tagets restlevetid i tilstandsrapporten, men der vil stå, at oplægningstidspunktet for taget er ukendt og at restlevetiden derfor ikke kan beregnes.

Skal skader på vinduer registreres under facade eller i et rum?

Det afhænger af, hvor du observerer skaden. Er det udvendigt, skal det registreres som udvendigt. Og er det indvendigt, skal det registreres i rummet.

Hvor noterer jeg en skade, som er generel for hele huset, fx løs puds på vægge eller defekte fuger i flere værelser?

Skader skal helst registreres i det rum, hvor du finder dem. Men hvis noget er generelt for hele huset, kan du evt. oprette det som et ”rum” og omdøbe det til ”Generelt for stueetagen”.
Det er den bygningssagkyndiges ansvar, at alle synlige skader bliver fundet og registreret korrekt og at der hverken er for mange eller få skader registreret.

Revner i tagflader var tidligere K3. Er det en gul eller rød skade nu?

Vurderingen svarer til i dag. Hvis det kun er overfladerevner, men du vurderer, at taget holder tæt, er det en grå skade. Hvis du vurderer, at taget vil være ok de næste ti år, er det en gul skade. Og hvis du kan se indvendigt, at der trænger fugt igennem, er det måske en rød skade.

Er det en rød skade, når der mangler et gelænder ved en trappe?

Hvis der mangler et gelænder på en indvendig trappe, er der ikke tale om en skade, da det ikke er et krav i bygningsreglementet.
Hvis et gelænder er i stykker, skal det vurderes som en skade.

Er det rigtigt, at jeg ikke længere skal besigtige overdækkede terrasser?

Overdækkede terrasser skal altid besigtiges, hvis de ikke er så ringe, at de blot skal registreres og så skrives ud af tilstandsrapporten igen.

Der er en guide til Husweb på vej om overdækkede terrasser. 

Hvordan afgør jeg, om der er asbest i tagbelægningen, hvis jeg ikke har en alder på taget?

Det kan være svært at vurdere ud fra udseende. Derfor skal du bruge årstallet for oplægningen af taget. 1986 er sidste år, hvor der er oplagt asbestholdige tagmaterialer.

Har jeg et ansvar, hvis jeg ikke har skrevet i rapporten, at der er asbest i et tag eller at taget trænger til udskiftning?

Du skal skrive de skader, du ser, uanset om det er tag med eller uden asbest. I materialeoversigten kan du skrive, at det er et tagmateriale med asbest. Så kommer der et opmærksomhedspunkt i rapporten.

Forventes det, at jeg som bygningssagkyndig besigtiger krybekældre helt ned til 50 cm højde?

En bygningssagkyndig er på inspektion, og det betragtes af Arbejdstilsynet ikke som ”arbejde”. I vores vejledninger skriver vi, at et rum skal besigtiges, hvis der en højde på ca. 60 cm. Lokalt - fx under fx en bjælke - kan der være ned til ca. 50 cm.

Hvad gør jeg med tagets restlevetid, hvis tilbygningens tag er ældst og størst?

Det nye er, at vi ikke skal skelne mellem oprindeligt hus og tilbygning. Det er altid det med kortest levetid, man vælger, hvis det har det største areal. 
Se vejledning om hustypebeskrivelse.  

Hvis der er afvigelser fra BBR, skal jeg så også medtage, hvis der fx er to badeværelser i stedet for ét?

Nej, der skal ikke kommenteres på det, der er forkert i BBR. Vi skal kun bemærke, såfremt der er forkerte oplysninger om antallet af bygninger, deres arealer eller anvendelsen.

Er det en rød eller gul skade, hvis klinkerne i brusenichen i et helt nyt badeværelse har mangelfuld vedhæftning?

Der, hvor man tager bad og der er daglig vandbelastning, vil skaden normalt være rød. Vi arbejder på en guide til ”løse” fliser eller klinker og gulvafløb. Begge vil være i systemet inden 1. oktober.
Skaderne håndteres ens, uanset om der er vådrumsmembran. Membranen opfattes som en ”forsikring”, der skal være der, hvis uheldet er ude.

Spørgsmål til eleftersyn

Er der faste tekster til beskrivelse af skader i elinstallationsrapporterne?

Ja, der er færdige fejltekster mht. el, som man vælger ud fra hvert enkelt rum. Der kan skrives noter som supplement.

Hvorfor beskrives der flere skader, hvis en dåse fx er revnet og kabler ikke er ført korrekt ind i dåsen?

Det er en hjælp til forbrugerne, at symboler viser hver skade for sig.

I den samme adskillelse i en elinstallation kan der være flere fejl med forskellige konsekvenser, og det er vigtigt for forbrugerne at få et overblik over, hvad der er galt.

Der bliver ikke registreret flere fejl end tidligere, de bliver bare beskrevet i flere punkter.

Hvis der fx er fejl på alle 12 V-installationer, kan jeg så oprette dem på én gang som et ”rum”?

Nej, vi har valgt, at fejl skal registreres for hvert rum. Det er et krav, at fejl registreres korrekt, og da du kun laver en stikprøvevis gennemgang af installationerne, kan du ikke angive noget som generelt, medmindre du undersøger og adskiller alle installationer.

Desuden giver en registrering for hvert rum en mere oplysende og retvisende rapport for køber og sælger.

Kan man kopiere beskrivelse af en fejl fra ét rum til et andet?

Nej. Det er ikke muligt at kopiere tekster. De forud definerede tekster findes under hvert spørgsmål, så man kan vælge den samme tekst ved det næste rum.

Hvordan registrerer jeg et nedsænket loft, hvor jeg ikke ved, hvad der er lavet med installationen?

Du skal registrere synlige fejl og mangler og de fejl og mangler, du kan se ved din stikprøveadskillelse.


Siden er opdateret 18. september 2020