Sikkerhedsstyrelsen fordobler kontrollen af tilstandsrapporter

Publiceret d. 3. februar 2022
Erhvervsministeren har bedt Sikkerhedsstyrelsen skrue op for kontrollen af tilstandsrapporter til gavn for boligkøberne. I år vil tekniske revisorer derfor gennemgå 600 tilstandsrapporter sammen med den bygningssagkyndige som en kontrol af den bygningssagkyndiges arbejde.
Dobbelt op på kontrol af tilstandsrapporter
Dobbelt op på kontrol af tilstandsrapporter

I år vil flere bygningssagkyndige opleve en teknisk revision af deres tilstandsrapporter udarbejdet til kommende boligkøbere.

Erhvervsminister Simon Kollerup har besluttet, at den tekniske revision af tilstandsrapporter skal fordobles i år, og det vil ske risikobaseret. Det betyder, at jo flere tilstandsrapporter, som den bygningssagkyndige udfører for boligsælgere, desto større sandsynlighed for at Sikkerhedsstyrelsens tekniske revisorer kommer forbi for at kontrollere en tilstandsrapport.

- Boligkøb er en kæmpe investering og ikke et køb, som mange har stor erfaring med. Det er derfor meget vigtigt, at huskøberne kan forstå og regne med tilstandsrapporterne. Vi har ikke dokumentation for, at der skulle være flere fejl hos de meget travle bygningssagkyndige, men det er naturligt, at kontrollen afspejler omfanget af den bygningssagkyndiges virksomhed, siger kontorchef Kirstine Gottlieb, Sikkerhedsstyrelsen.

Tidligere år har antallet af tekniske revisioner ligget på omkring 300 årlige revisioner. Formålet med revisionerne er, at fejl mindskes, og at der opnås en faglig udvikling hos de bygningssagkyndige, så det styrker kvaliteten i tilstandsrapporterne.  Tekniske revisioner foregår ved, at en teknisk revisor, som er en udpeget og uvildig bygningssagkyndig, gennemgår et hus og husets tilstandsrapport sammen med den bygningssagkyndige, som har udarbejdet tilstandsrapporten.

- Vi oplever, at mange bygningssagkyndige er glade for at få faglig sparring omkring udarbejdelsen af tilstandsrapporter. Kontrollen medvirker også til, at tilstandsrapporternes kvalitet er ensartet landet over, siger Kirstine Gottlieb.

Sikkerhedsstyrelsen vil også skrue op for den administrative kontrol af tilstandsrapporter. I 2021 gennemgik styrelsen ca. 2.000 rapporter for fejl og kvalitet. I år er målet, at 2.500 tilstandsrapporter blive gennemgået. Sammenlagt betyder det, at 3.100 tilstandsrapporter i år vil blive kigget efter i sømmene

Hvis forbrugere er utilfredse med en bygningsgennemgang har de i en række situationer mulighed for at klage over tilstandsrapporter eller bygningssagkyndige til Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige.

Yderligere oplysninger:
Sikkerhedsstyrelsens pressevagt tlf. 22 38 44 51