Klasse 2 - transportable indendørs gasapparater

Denne vejledning er til dig, der køber og bruger transportable indendørs gasapparater på maksimalt 4,2 kW. Eksempelvis gasvarmeovne, gaslamper, gaskogeblus, mindre gasbrændere, der anvendes kortvarigt indendørs etc.
Vejledningen er også for dig, der køber eller skifter flaskegasslange og regulator på dit transportable flaskegasapparat til indendørs brug.
Gasapparaterne er forsynet med flaskegas, og gasdåser med butan eller propan betragtes som flaskegas.

Sikkerhedskrav

En gasinstallation må ikke medføre risiko for forgiftning, eksplosion, brand eller fare for personer, husdyr eller ejendom. Det er derfor vigtigt, at de gasapparater og komponenter, der anvendes i en gasinstallation, er egnet og beregnet til formålet og til den type gas, som installationen forsynes med. Det skal tydeligt fremgå, at gasapparatet er til indendørsbrug. Ved brug af en eller flere gasapparater i samme rum skal du ligeledes være opmærksom på, at overstiger den samlede tilslutningsværdi mere end 0,25kW pr. m3 rum, skal der sikres tilstrækkelig friskluftstilførsel. Du kan finde informationerne omkring kW-forbrug på apparatets typeskilt eller i installations- og brugsvejledning. Respekter fabrikantens anvisninger om rumstørrelse.

Det kan ikke anbefales, at der bruges transportable flaskegasapparater i soverum eller rum under terræn. Hvis der bruges transportable flaskegasapparater i et rum under terræn (kældre), skal der være kontinuerlig mekanisk rumudsugning, placeret ved gulvet.  Udsugningen skal være dimensioneret således, at der sikres tilstrækkelig udskiftning af luften.

Når du køber gasapparater

Alle gasapparater og komponenter, der anvendes i en gasinstallation, skal være i overensstemmelse med enten gasapparatforordningen eller bekendtgørelse om sikkerhed for gasmateriel. Du kan se eksempler på, hvilke regler der gælder for dit produkt her.

Gasapparatet skal leveres med advarselsmærkning, installations- og brugsanvisning på dansk, og det skal tydeligt fremgå, at apparatet kan anvendes med gas indendørs.

Et gasapparat må kun installeres og tages i brug, hvis det er beregnet til de gaskvaliteter og de gastryk, der anvendes i Danmark. Det gælder også apparater, der importeres privat eller bliver købt online eller via platforme på nettet.
Det betyder, at flaskegasapparater til brug i Danmark skal være mærket med en af disse apparatkategorier og tryk:

Gastype Apparatkategori Tryk
Flaskegas - lavtryk I3B/P 30 mbar
Flaskegas - mellemtryk I3B/P 0,5-2 bar

Visse transportable gasapparater til lavtryk kan bruges med flere forskellige gastyper og gastryk.
Men skal gasapparatet bruges til flaskegas (F-gas), skal der altid stå 3B/P og 30 mbar.
Gasapparater, der er mærket, som det er vist i tabellen nedenfor, kan bruges til flere forskellige gastyper og tryk. Men for at apparatet kan bruges sikkert, er det vigtigt, at gasapparatet er indstillet til den rigtige gastype og tryk. Skal apparatet for eksempel bruges på flaskegas, skal det fremgår tydeligt af mærkningen på apparatet, at det er indstillet til flaskegas. Hvis apparatet ikke er indstillet til flaskegas, skal apparatet konverteres af en autoriseret vvs-installatør. Tjek derfor med din forhandler eller installatør, hvad dit apparat er beregnet og indstillet til.

Du kan finde en liste over autoriserede installationsvirksomheder, der må arbejde med gas her.

Eksempler på mærkning, der viser, at apparater kan bruges på flere typer gas:

Gastype Apparatkategori Tryk
Flaskegas og naturgas II2H3B/P 20-30 mbar
Flaskegas, bygas og naturgas III1a2H3B/P 8-20-30 mbar
Flaskegas, bygas og naturgas III1e2H3B/P 8-20-30 mbar

Installation, reparation og vedligehold af gasapparater

Det må du IKKE selv

Du må ikke selv udføre eller reparere din gasinstallation.
Det er kun autoriserede vvs-installatørvirksomheder, der må lave en gasinstallation, reparere den eller servicere den. Det gælder, uanset om gasapparatet anvender bygas, naturgas eller flaskegas.

Man må som forbruger derfor heller ikke ændre et gasapparat, for eksempel ved at sætte andre dyser i, lukke af for luftindtag til apparatet, ændre på gasbrænderen eller lign.   

Autoriserede vvs-installatører, der må arbejde med gas, kan findes i autorisationsregistret.

Det må du selv

Du må som ejer eller bruger gerne selv samle et transportabelt gasapparat, hvis fabrikantens vejledning følges.

Som forbruger må du også gerne selv:

  • tilslutte og frakoble et transportabelt gasapparat, der forsynes med gas via en lynkobling fra en fast gasinstallation.
  • tilslutte eller skifte gasdåser på et transportabelt gasapparat, der forsynes med gas fra enten punkterbare gasdåser eller gasdåser med ventil, så længe man følger fabrikantens anvisninger, når man gør det.
  • tilslutte eller skifte gasflaske på et gasapparat, så længe du følger fabrikantens anvisninger, når man gør det.
  • gennemgå din installation for lækage ved at påføre sæbevand på samlinger. Ved utæthed vil der kunne ses sæbebobler.

Man må også bruge og vedligeholde sit apparat efter fabrikantens anvisninger, men ikke lave indgreb, der kræver brug af værktøj. Undtagelsen er montering og udskiftning af en regulator og gasslange på din gasvarmeovn.. Er man i tvivl, om man selv kan udskifte og montere korrekt, så er det en god idé at få en autoriseret installationsvirksomhed til at udføre opgaven.

Regulator og installationstryk

En flaskegasregulator, der skal anvendes til montering direkte på gasflasken, skal enten være

  • CE-mærket i overensstemmelse med gasapparatforordningen,
  • DG-godkendt efter den tidligere, nationale godkendelsesordning, eller
  • være mærket som beregnet til flaskegas (LPG). 

Installationstrykket efter en flaskegasregulator, der bruges til CE-godkendte apparater, skal være 30 mbar. En flaskegasregulator skal derfor som udgangspunkt være mærket med 30 mbar, men der findes regulatorer på det danske marked, der er mærket med 28-30 mbar, eller med et nominelt tryk på 29 mbar. Det er også tilladt at anvende disse.

Regulatorer af click-on-typen er de mest anvendte. Hvis gasapparatet leveres med en regulator, skal denne som udgangspunkt anvendes, men det er altid fabrikantens anvisning om regulatortype og -tryk, der skal følges.

En flaskegasregulator har enten et gevind eller en slangestuds, hvor slangen monteres. Gevindet skal være 1/4 ” links gevind eller med en slangestuds af typen DS 24. Hvis slangen monteres på en slangestuds, skal slangen sikres med spændebånd. 

Gasslanger

Gasslanger skal passe til gasapparatet og det tilslutningstryk, apparatet skal forsynes med. Slanger skal som udgangspunkt have fabriksmonteret omløber.                    

Gasslanger til transportable flaskegasgasapparater skal være orange.

F-gasslanger

Til flaskegasapparater sal der bruges en lavtryksslange med en indre diameter på 10-11 mm med fabriksmonterede omløbere med 1/4” links gevind, eller også skal slangen monteres på apparatets DS 24 slangestuds (se nedenstående billede) med spændebånd.


Der kan ses flaskegasslanger med en længde kortere end 75 cm, der har en indre diameter på 6–7 millimeter. Disse slanger må anvendes, hvis de har fabriksmonterede omløbere med 1/4” links gevind.

Gasslangen skal være så kort som muligt og skal overholde fabrikantens anvisninger. Den skal også være tilgængelig for eftersyn i hele sin længde og skal kunne udskiftes.

 

Flaskeplacering og størrelser

Flasker og flaskebatterier skal placeres og opstilles i henhold til Beredskabsstyrelsens forskrifter. Du kan finde reglerne på Retsinformation.dk. Beredskabsstyrelsen har også en vejledning til regelsættet. Den kan findes på www.brs.dk - se link nedenfor.

Anmeldelse af farlige hændelser og ulykker

Den, der har en gasinstallation eller gasapparat, skal sikre, at ulykker og farlige eller sikkerhedskritiske hændelser på gasinstallationen indberettes til Sikkerhedsstyrelsen.
Virksomheder skal indberette via en blanket på erhvervsportalen Virk, og private kan oplyse Sikkerhedsstyrelsen om hændelsen, enten via e-mail til Sikkerhedsstyrelsen (sik@sik.dk) eller ved at ringe til Sikkerhedsstyrelsen på 3373 2000.

Hvis den, der bruger gasinstallationen ikke er den samme som ejeren, skal ejeren også informeres om hændelsen.