Information om tilsyn
Hvordan får man besked om, at Sikkerhedsstyrelsen eller Miljøstyrelsen kommer på tilsyn?
Ved varslede tilsyn sendes der besked til virksomhedens digitale postkasse, fx e-boks.
I visse tilfælde gennemføres der også uvarslede tilsyn.
Tatovering af personer under 18 år
Kan forældrene give samtykke til, at der fx tatoveres øjenbryn på en 15-årig, hvis hun har tabt håret pga. sygdom?
Nej, ifølge tatoveringsloven er det ikke tilladt at tatovere på en person under 18 år, heller ikke med forældrenes samtykke.
Indretning af lokaler
Hvor stor afstand må der være fra tatoveringsstation til fx håndvask?
Kravet er, at der skal være let adgang. Som lovgivningen er nu, er der ikke nogle mål ved faste tatoveringssteder, men man skal kunne gå uhindret og nemt til vasken. Det vil derfor være en konkret vurdering, om den enkelte klinik er indrettet, så der er let og uhindret adgang fra tatoveringsstationen til håndvasken.
Må et behandlingslokale ligge i kælderniveau?
Der er ingen regler for, at et tatoveringssted ikke må være placeret i en kælder, hvis stedet opfylder kravene til indretning og hygiejne.
Må vi have et gardin som dør til et tatoveringslokale, eller er det i orden at have en åbning uden dør i?
Nej, tekstiler betragtes ikke som inventar med vaskbar overflade. Der må gerne være en åbning til lokalet uden dør, men det kræver dog stadig, at tatoveringsstedet skal sikre forsvarlige infektionshygiejniske forhold, så der f.eks. ikke kommer snavs eller andet ind fra det andet lokale.
Hvilket gulv vil være det optimale at vælge?
Der er ikke krav om en bestemt gulvbelægning. Kravet er, at gulvet skal være af et materiale, der er vaskbart og som bliver holdt rent.
Er det tilladt at anvende flytbare skillevægge på ca. 1 meter i højden mellem tatoveringsstationerne?
Alt inventar skal være vaskbart. Der er ingen krav til højde på skillevægge.
Hvilke krav er der til indretning af et lokale, der bruges til opbevaring af materialer, fx handsker?
I et opbevaringslokale skal gulve, vægge og døre samt alt inventar have vaskbare overflader, og der må ikke være dyr.
Må kunderne have fodtøj på i behandlerrummet?
Der er ikke regler for kundernes fodtøj. Kunderne må gerne have sko på, men det er et krav, at gulvet holdes rent.
Må en tatovør have en hund med på arbejde, hvis hunden ikke kommer ind i lokalet, hvor der tatoveres?
Det er ikke tilladt at medbringe dyr i lokalerne på tatoveringsstedet, med mindre det er tilladt efter anden lovgivning.
Bevis for hygiejnekursus
Hvad er kravene til at vise kunderne bevis for gennemført hygiejnekursus?
Man vælger selv, om man vil hænge hygiejnebeviset op, men man skal kunne fremvise beviset ved tilsyn, uanset om tilsynet er varslet eller ej.
Er det i orden at have et samlet bevis for hygiejnekursus og uddannelse i permanent makeup?
Der er ikke krav om, at beviserne ikke må være samlet, men beviset skal opfylde alle krav til dokumentation for både hygiejne og uddannelsen i permanent makeup. Beviset skal være udformet, så der ikke er tvivl om, at alle de kompetencer, der skal dokumenteres, er opnået.
Hvis du lovligt skal udføre erhvervsmæssig tatovering, skal du derfor kunne fremvise:
- Uddannelsesbevis eller
- Dispensation + fagkursus + hygiejnekursus eller
- Kompetencer svarende til ovenstående, som kan dokumenteres med et eller flere beviser
Mærkning og opbevaring af blæk
Hvad er kravene til at mærke blæk med datoer?
Anbrudte, dvs. åbnede flasker skal mærkes med den dato, hvor de er åbnet. Det er hver enkelt flaske, der skal mærkes, men der er ikke krav til, hvad man mærker flaskerne med. Det skal dog være muligt at rengøre flaskerne, uden at oplysningerne fjernes, og derudover må anbrudsdato ikke dække andre oplysninger på flasken.
Må man selv sætte dansk label på en pigmentflaske, hvis der ikke er dansk tekst fra leverandøren?
Som udgangspunkt skal produktet være lovligt ved import, og altså skal mærkning være på dansk. Hvis man modtager en tatoveringsfarve, der ikke er i overensstemmelse med loven, skal produktet lovliggøres inden anvendelse eller markedsføring, fx ved at påføre produktet mærkning, der er i overensstemmelse med gældende regler.
Hvilke farver kan vi bruge til permanent makeup?
De farver, der anvendes til permanent makeup, skal være i overensstemmelse med REACH-forordningens Bilag XVII indgang 75. Denne restriktion indeholder en række stoffer, der ikke må være i en farve til tatovering eller permanent makeup over specifikke grænseværdier (stoffer og grænseværdier er listet i tillæg 13).
Derudover skal mærkningen følge de krav, der er angivet i restriktionen. Produkter, der er ulovlige, offentliggøres fx på Safety Gate eller Miljøstyrelsens hjemmeside.
Hvordan skal uåbnede og åbnede blækflasker opbevares?
Uåbnet tatoveringsblæk skal opbevares i lukkede skabe.
Åbnede og uåbnede flasker må gerne opbevares i samme skab, men det anbefales, at flaskerne ikke placeres på samme hylde.
Rengøring og nåle
Hvilke krav er der til de rengøringsmidler, vi bruger?
Til huden anbefales det at bruge et desinfektionsmiddel, der indeholder 70-85 % ethanol og er egnet til formålet.
Bliver sterilt vand fortsat anset som sterilt, selv om flasken er åbnet og der er brugt lidt af vandet?
Nej, så er vandet ikke sterilt længere.
Skal vi som traditionelle tatovører have dokumentation for vores nåle?
Nåle skal være sterile og mærket med holdbarhedsdato.
Informationsark til kosmetiske tatovører
Informationsarket til kunder egner sig ikke til kosmetiske tatovører. Der er brug for et informationsark uden tiger-grafik?
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har udarbejdet informationsarket. Vi vil gøre dem opmærksom på, at der er et stort ønske i branchen om en informationsfolder, der er målrettet kosmetisk tatovering.
Registrering af tatoveringer
Skal vi gemme et billede af en tatovering, når vi registrerer, hvilke farver vi har brugt?
Billeder er ikke et krav, men det er et krav, at der er oplysninger om navn og adresse på det seneste afsætningsled for de anvendte farver samt hvilke farver, der er anvendt til den enkelte tatovering. Oplysningerne skal registreres på en sådan måde, at man op til 5 år efter tatovering med sikkerhed kan genfinde en tatovering eller en del af en tatovering, hvor en bestemt farve er anvendt.
Kan vi ikke få en nem registreringsform for farver, som kan downloades fra Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside?
Det er op til det enkelte tatoveringssted at finde den registrering, der passer bedst til stedets ønsker. Sikkerhedsstyrelsen stiller minimumskrav til registreringen, men det er op til tatoveringsstedet, hvordan kravene opfyldes.
Tatoveringsfarver og kemi
Hvilken kontrol bliver der ført med ulovlig import og brug af pigmenter?
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion er ansvarlig for kontrol af tatoveringsfarver, for så vidt angår reglerne i REACH-forordningen.
Kontrollen er en kombination af fysiske tilsyn hos tatovører og grænsekontrol i samarbejde med tolden af importerede tatoveringsfarver.
Derudover behandler Kemikalieinspektionen også indberetninger vedrørende ulovlige tatoveringsfarver.
Hvis du er bekendt med et produkt, der ikke lever op til reglerne i forordningen, kan du sende en indberetning til Kemikalieinspektionen via https://mst.dk/erhverv/tilskud-miljoeviden-og-data/ansoeg-og-indberet/anmeld-ulovlige-produkter-borgere-og-virksomheder.
Sikkerhedsdatablade
Hvilke krav er der til sikkerhedsdatablade på blækflasker? Skal databladene være på dansk, og er det tilstrækkeligt, at de er tilgængelige digitalt?
Det er vigtigt at skelne mellem sikkerhedsdatablad, brugsanvisning og mærkningskrav.
Et sikkerhedsdatablad er et dokument, der følger et kemisk stof eller blanding, der skal leve op til helt specifikke formalia fastsat af EU. Sikkerhedsdatabladet indeholder en række informationer om stoffet eller blandingen, herunder oplysninger om producenten, produktets tiltænkte anvendelse, de fysisk-kemisk egenskaber og sikkerhedsforanstaltninger. Det er et krav, at sikkerhedsdatablad findes på dansk, og desuden på et sprog, der er forstås af evt. ansatte, der ikke måtte tale dansk. Det er Arbejdstilsynet, der håndhæver reglerne omkring sikkerhedsdatablade.
Der kan findes mere information om sikkerhedsdatablade på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/erhverv/sikker-kemi/kemikalier/reach-og-clp/faa-overblik-over-reach/sikkerhedsdatablade-og-eksponeringsscenarier
Uregistrerede tatovører
Kan der ikke stilles krav om, at alle, der tatoverer, skal registrere sig, uanset om det er som erhverv eller hobby?
Kravet er i dag, at enhver der udfører erhvervsmæssig tatovering, skal være registreret.
Kan der ikke laves begrænsning for, hvem der må købe tatoveringsfarver for at undgå ikke registrerede hjemmetatovører?
Lovgivningen hører under Sundhedsministeriet, så vi videregiver synspunktet til dem.
Er det lovligt at tatovere som hobby?
Ifølge tatoveringsloven bliver enhver, der udfører erhvervsmæssig tatovering, anset som et tatoveringssted, der skal leve op til gældende lovgivning. Det er en konkret vurdering, om der er tale om erhvervsmæssig tatovering. Fx kan man lægge vægt på, om der opkræves betaling eller en anden modydelse for tatoveringen.
Vurderingen af, om der er tale om erhvervsmæssig tatovering, er uafhængig af, om tatoveringen udføres i en tatoveringsforretning, på en messe eller i privat beboelse.
Hvad sker der, hvis nogen anmelder ulovlig tatovering til Sikkerhedsstyrelsen?
Hvis Sikkerhedsstyrelsen får anmeldelser om forhold vedrørende tatoveringssteder, vurderer vi, om det er anmeldelser, vi kan behandle, eller om vi skal videregive anmeldelserne til andre myndigheder, fx politiet. En anmelder bliver ikke orienteret om sagens videre forløb, men man får en bekræftelse på, at vi har modtaget anmeldelsen.
Alle borgere kan anmelde strafbare forhold til politiet.
Hvis politiet har brug for det, inddrager de selv relevante myndigheder, fx Sikkerhedsstyrelsen. Anmeldelse kan se ved personlig eller telefonisk henvendelse til politiet, eller via www.politi.dk.
Udenlandske tatovører
Stilles der de samme krav til gæstetatovører fra udlandet som til danske tatovører?
Ja, alle der vil tatovere i Danmark, skal overholde de samme krav til hygiejne, lokalernes indretning osv. Dvs. en udenlandsk tatovør skal have bevis for, at han eller hun har det krævede kendskab til hygiejneregler og evt. uddannelse i permanent makeup.
Der er ikke krav om, at det er beviser fra et dansk kursussted, men for forbrugeren er det afgørende, at den person, der tatoverer dem, har samme høje faglige niveau, som der kræves af en dansk tatovør, der udfører erhvervsmæssig tatovering. Derfor skal tatovøren være undervist i dansk lovgivning om hygiejne mv.
Dispensationer
Hvornår vil en kosmetisk tatovør under uddannelse kunne få dispensation til at udføre tatoveringer?
Det er ikke længere muligt for brancheforeningerne at udstede dispensationer.
For at man lovligt kan udføre kosmetisk tatovering i Danmark, skal man derfor have en dispensation udstedt af en brancheforening senest 1. juli 2022, have gennemført uddannelsen i kosmetisk tatovering eller kunne fremvise dokumentation for kompetencer svarende til kravene i bekendtgørelsen.
Kan man ikke fremvise dokumentation for en af de tre muligheder, kan man ikke lovligt udføre kosmetisk tatovering i Danmark.
Har du andre spørgsmål?
Har du yderligere spørgsmål om tatoveringsreglerne, som du endnu ikke har fået svar på her på siden, er du velkommen til at kontakte Sikkerhedsstyrelsen på sik@sik.dk eller Miljøstyrelsen på tatovering@mst.dk.
Du kan også læse mere her: www.tjekfarverne.dk