Covid-19 gjorde Finn til specialist på værnemidler

Det er ved at være et år siden, at Covid-19 for alvor vendte verden på hovedet. Og dermed har Finn også 1 års jubilæum med en opgave, han aldrig havde forudset.
Finn er ekspert på personlige værnemidler
Finn er ekspert på personlige værnemidler

Finn er 49 år, uddannet Teknisk Manager off-shore og kom til Sikkerhedsstyrelsen fra Mærsk Oil for knapt fire år siden. Hos os fik Finn ansvar for blandt andet gasprodukter og maskiner. Men mandag i uge 6 ringer en alarmklokke i form af en telefonsamtale: Finn bliver spurgt om status på personlige værnemidler. Europa er nemlig blevet bedt om at levere værnemidler til Kina. Personlige værnemidler er et område, som Finn har overtaget fra Arbejdstilsynet et års tid forinden, og det fylder mildest talt ikke alverden i hans bevidsthed:

”Jeg havde haft et par reaktive sager på redningsveste og sikkerhedssko, og det var vel noget, jeg i gennemsnit brugte et par timer på om ugen”, fortæller Finn.

”Men nu kunne jeg godt fornemme, at der var noget under opsejling. Efter vinterferien rørte det stadig lidt på sig, og så i uge 9 brød det for alvor løs”.

Samarbejde
I slutningen af februar begyndte kampagnen ’Danmark hjælper Danmark’, hvor organisationer, myndigheder, institutioner, private virksomheder og andre relevante kunne melde ind med både overskydende udstyr og idéer til at skaffe ekstra værnemidler.

”Sammen med Lægemiddelstyrelsen startede vi stort set fra scratch – og vi arbejdede nærmest i døgndrift. Der kom flere og flere folk til, og da vi toppede, var der 15-20 medarbejdere på opgaven. Der var bare knald på”, fortsætter Finn.

Da Danmark lukkede ned den 11. marts, hentede Finn alt sit udstyr og sad – som det meste af Danmark - derefter og arbejdede hjemmefra. Og det var nogle ret store og vigtige opgaver, der lå på hans skrivebord: ”Vi skulle medvirke til, at det danske sundhedsvæsen var sikret forsyning af værnemidler. Vi skulle hjælpe forbrugerne i forhold til, hvad værnemidler skal opfylde af krav. Vi markedsovervågede, og vi sad med dispensationer for produkter, der i situationen ikke behøvede at overholde visse mærkningskrav”.

En af de helt store opgaver lå i tolden, hvor Sikkerhedsstyrelsen sammen med Toldstyrelsen kontrollerede især regionernes kæmpe lagre af indkøbte værnemidler: ”Der var lagre rundt om i Danmark – fra Padborg til Kastrup. I starten havde vi nok at gøre med overhovedet selv at danne os et overblik, men i løbet af året blev vores opgave i højere grad at hjælpe tolderne til at se på produkterne med vores sikkerhedsøjne”.

Den samarbejdsform kendetegnede i det hele taget perioden: ”Det har i sandhed været en fornøjelse at opleve det fantastiske samarbejde, vi har haft med både andre myndigheder, ministerier og danske ambassader i hele verden. Det var fedt at være med til”.

Værnemidler fylder stadig
Der står stadig værnemidler i Finns kalender, men der er ro på en helt anden måde, end for et år siden:
”Jeg synes, at vi har rigtig godt styr på det. Vi kan følge med nu, fordi vi er blevet meget klogere på hele området. Jeg har altid syntes, at noget af det bedste ved at arbejde i Sikkerhedsstyrelsen er, at man aldrig helt ved, hvad man møder ind til om morgenen. Opgaverne er omskiftelige. Og det skal jeg love for, at jeg fik lov til at afprøve i den helt store skala for et år siden”, slutter Finn med et smil.