Klasse 1 - om transportable udendørs gasvarmeovne

En transportabel gasvarmeovn kan anvendes til opvarmning indendørs eller udendørs – alt efter fabrikantens anvisning. Fabrikantens anvisninger for brug, placering og afstandskrav skal altid følges. Denne vejledning gælder kun for transportable gasvarmeovne til udendørs brug.

Lufttilførsel og opbevaring

Hvis du vil anvende din transportable gasvarmeovn, som er beregnet til udendørs brug, i et telt, i en pavillon, på en overdækket terrasse eller i en carport med mere end 75 pct. lukket sideareal, skal der være mindst 10 cm2 åbning pr. kW installeret effekt. Apparatets effekt kan ses på typeskiltet. Åbning til frisklufttilførsel skal være fordelt på mindst to åbninger.

Vær især opmærksom på frisklufttilførslen, hvis du har flere apparater i brug på samme tid.

Hvis gasvarmeovnen er til flaskegas eller gasdåse, så lad være med at placere den over en lyskasse eller kælderskakt, da flaskegas er tungere end luft og samles i fordybninger.

Mærkning

En gasvarmeovn skal være CE-godkendt og CE-mærket. CE-logoet skal være efterfulgt af et 4-cifret identifikationsnummer og et produktionsår. Af mærkningen skal det også kunne ses, hvilket gaskategori og tilslutningstryk apparatet er beregnet til.

Gasvarmeovne til flaskegas skal i Danmark være beregnet til et tilslutningstryk på 30 mbar, så man skal se efter mærkningen I3B/P og 30 mbar.

Eksempel på mærkning for et CE-godkendt flaskegasapparat. Af prikken nederst til højre fremgår det at apparatet er indreguleret til Danmark (+Finland og Sverige) til Kategori I3B/P og med tilslutningstryk 30 mbar. Apparatet må derfor gerne benyttes i Danmark.

Gasvarmeovne, der forsynes fra en gasdåse skal være beregnet til direkte flasketryk, så man skal se efter mærkningen direkte tryk - butan, direkte tryk - butan-propan mix eller direkte tryk - propan.

Det er vigtigt også at se efter hvilken type gasdåse, der skal anvendes til apparatet, og kun anvende gasdåser med den gastype, som fabrikanten angiver.

Installation og brug

Gasvarmeovne skal installeres i henhold til fabrikantens anvisninger og installationsvejledning. En varmeovn kan installeres enten med en gasdåse eller en gasflaske.

Hvis din gasvarmeovn skal tilsluttes en gasflaske og ikke har en slange og regulator med fra fabrikanten, skal du købe en regulator og en gasslange, der passer til ovnen og lever op til kravene beskrevet her. Hvis du senere skal udskifte din slange og/eller regulator, må du gerne selv gøre dette, men du skal sikre dig, at det er den korrekte regulator og slang,e du bruger. Husk at slangen skal være så kort som muligt.

Hvis din gasvarmeovn skal tilsluttes en gasdåse, skal du sikre dig, at du bruger de rigtige gasdåser. Læs derfor ALTID fabrikantens anvisninger og køb de rigtige gasdåser!

Gasslangen skal beskyttes mod mekanisk og termisk overlast eller andre påvirkninger, der kan beskadige slangen. Du skal være opmærksom på ikke at knække eller vride gasslangen, når du sætter gasflasken ind i apparatet og tager den ud.

Når du skal tilslutte din gasvarmeovn til gasflasken eller gasdåsen, skal du altid placere gasflasken eller gasdåsen, så den er oprejst. Kun hvis gasvarmeovn er designet til en speciel, liggende gasdåse, må gasdåsen ligge ned. Følg altid fabrikantens vejledning i manualen for, hvor flasken eller gasdåsen skal placeres.

Vær forsigtig, når du tilslutter gassen. Tjek, at afspærringsventilen på apparatet er lukket og sørg for, at regulatoren - eller gasdåsen - er korrekt monteret, før du tænder gasvarmeovnen.

Inden du tager din gasvarmeovn i brug, skal du kontrollere, at gasinstallationen er tæt. Det gør du sådan her:

  1. Luk for betjeningsknappen på ovnen.
  2. Tænd for gassen.
  3. Påfør sæbevand eller lækagespray på alle samlinger. Se link til hvordan det gøres her
  4. Tjek for bobler.
  5. Hvis der er bobler, så er installationen utæt. Luk straks for gassen!
  6. Afmonter gasdåsen fra gasvarmeovnen eller fjern regulatoren fra gasflasken.
    OBS: Vær opmærksom på, at hvis gasdåsen er af en type, der punkteres, når den monteres, må gasdåsen ikke fjernes, før den er tom. Følg fabrikantens anvisninger!
  7. Derefter udbedres fejlen: Undersøg, om gasdåse eller regulator er korrekt monteret, flaskegasslangen skal udskiftes eller et spændebånd eller et gevind skal strammes. Andet må du som privatperson ikke gøre.
  8. Kontroller igen alle samlinger med sæbevand. Hvis det lugter af gas, eller der stadig er bobler, er installationen stadig utæt.
  9. Luk for gassen og afmonter gasdåse eller regulator. En punkterbar gasdåse må dog ikke afmonteres, før den er tom.
  10. Er du i tvivl - få dit udstyr undersøgt og eventuelt repareret af en autoriseret vvs-installatørvirksomhed eller forhandleren.

Når du er færdig med at bruge gasvarmeovnen, så afmonter regulatoren eller gasdåsen. En punkterbar gasdåse må dog IKKE afmonteres, før den er tom.

Du skal som ejer af en gasvarmeovn sikre dig, at din gasinstallation bruges efter hensigten og betjenes, som fabrikanten anviser. Læs og følg derfor altid brugsanvisningen.
Vær opmærksom på jævnligt at tjekke, om din gasinstallation er tæt, ved at påføre sæbevand på alle samlinger og tjekke for bobler. Se link.

Lugter det af gas – så luk for gassen og afmonter gasdåse eller regulator.
OBS: Vær opmærksom på, at hvis gasdåsen er af en type, der punkteres, når den monteres, må gasdåsen ikke fjernes, før den er tom. Følg fabrikantens anvisninger.

Gasflasken står normalt inde i gasvarmeovnen. Fabrikantens anvisninger om flaskestørrelse og flaskeplacering skal altid følges. Det er vigtigt at vide, at gasregulatoren tæller med i maksimalhøjden på en gasflaske. Hvis flasken, inklusiv regulator, er for høj, bliver gasflasken for varm, og det tryk, der dannes, kan udløse en kraftig eksplosion.

Generelt skal gasflasker placeres efter fabrikantens anvisninger og Beredskabsstyrelsens forskrifter.