Oplad din el-bil sikkert

Husk sikkerheden, når du skal oplade din elbil. Vær særligt opmærksom på, om din stikkontakt kan klare belastning over lang tid, som det kræver at få strøm på en elbil.

Krav ved installation af ladestandere

Se videoen om forskellige muligheder for installation af ladestandere. 
Se også, hvad du selv må udføre og hvad der kræver autorisation som elinstallatørvirksomhed. 

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

Opladning fra almindelig stikkontakt

Hvis du har et kabel af typen Mode-2, kan det tilsluttes en almindelig stikkontakt i boligen. Da en husholdnings-stikkontakt  ikke er konstrueret til en længerevarende høj belastning, anbefaler vi, at en husholdnings-stikkontakt ikke bliver belastet med mere end 6 A over længere tid.

Lade-stikkontakt

Du skal have installeret en særlig stikkontakt, der er beregnet til længerevarende høj belastning, hvis du forventer, at du skal lade din elbil op i mere end to timer ad gangen. Du bør også få installeret en særlig sikringsgruppe, som er egnet til den belastning, som opladning af en elbil giver. Sikringsgruppen skal have sin egen RCD (fejlstrømsafbryder).

Ingen forlængerledning

Sørg for, at elbilens ladekabel er tilstrækkeligt langt til at nå fra bilen til den stikkontakt, der oplades fra. Det er ikke tilladt at anvende en forlængerledning mellem el-bilen og stikkontakten. 

Krav om autoriseret installatør

Hvis du har brug for at få ændret på elinstallationen, for eksempel for at få sat en særlig ladestikkontakt op eller få en ekstra sikringsgruppe i eltavlen, skal du have en autoriseret elinstallatørvirksomhed til at lave arbejdet. Det er ikke arbejde, du selv må udføre uden autorisation.