Information

Fra januar 2026 er Sikkerhedsstyrelsen en del af Erhvervsstyrelsen. Læs mere om fusionen.

 

Hvis du vil købe eller bruge engangs-e-cigaretter (puff bars)

Du skal være opmærksom på reglerne, hvis du vil købe engangs-e-cigaretter, også kaldet puff bars, eller hvis du vil tage dem med i byen eller hjem fra en ferie. Det er kun tilladt at besidde ti engangs-e-cigaretter, og kun hvis det er til eget brug.

Hvad må du have på dig

Ifølge dansk lovgivning må du højst medbringe ti engangs-e-cigaretter med en anden smag end mentol eller tobak, eller som har et nikotinindhold over 20 mg/ml, hvis du færdes i Danmark eller rejser ind over grænsen fra udlandet. Det skal derudover være engangs-e-cigaretter til eget brug.

Hvor meget og hvordan må du købe

Online er det ikke tilladt at købe engangs e-cigaretter med anden smag end mentol eller tobak eller som har et nikotinindhold over 20mg/ml. Heller ikke selvom man kan vælge Danmark som leveringsland, eller det er en europæisk hjemmeside. Det betragtes som indførsel, og at købe over nettet eller på anden måde online fra udlandet er ulovligt.

Hvis du er i udlandet, må du gerne købe engangs e-cigaretter, også hvis de har en anden smag end mentol eller tobak eller har et nikotinindhold på over 20mg/ml.Du må tage højst ti engangs-e-cigaretter med ind i Danmark. Det betragtes som rejsegods og er lovligt.

Hvad sker der hvis du overtræder reglerne

Flere danske myndigheder er involveret i at kontrollere, at reglerne om engangs-e-cigaretter bliver overholdt. Toldstyrelsen kontrollerer, at postpakker med ulovlige produkter ikke kommer ind over grænsen, og politiet fører kontrol med fx salg og besiddelse i Danmark. Ved overtrædelse af reglerne kan produkterne blive beslaglagt, og politiet har mulighed for at udstede bøder.

Hvorfor findes reglerne

Reglerne om engangs-e-cigaretter er et led i regeringens initiativer til at forebygge misbrug af alkohol, nikotin og tobak blandt børn og unge.

Her er det fastslået, at man hverken må indføre, købe, udlevere, modtage, fremstille, forarbejde eller besidde ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin, der overtræder reglerne for nikotinindhold og/eller kendetegnede aroma. Dog med undtagelsen omkring, at man må besidde højst ti engangs-e-cigaretter, når det er til eget brug.


6. marts 2026