Ny advarsel: Farlig ukrudtsbrænder også solgt i jem og fix

Publiceret d. 3. juni 2017
Sikkerhedsstyrelsen advarer mod en farlig ukrudtsbrænder af mærket Garden, som er blevet solgt i jem og fix i hele landet. Ukrudtsbrænderen er identisk med en brænder af mærket Ignite Nordic, som er solgt i Bauhaus, og som blev tilbagekaldt fra forbrugerne i går eftermiddags.

NYHED: Brænderen har været årsag til et alvorligt uheld i en have på Københavns Vestegn. Importøren har straks stoppet salget af brænderne og tilbagekalder nu alle solgte.

Forbrugere, som har købt en ukrudtsbrænder med vogn af mærket Garden i jem og fix i maj og juni, skal straks stoppe brugen og levere den tilbage til butikken. Så klart er budskabet fra Sikkerhedsstyrelsen.

Brænderen er den samme som den brænder af mærket Ignite Nordic, der i går blev tilbagekaldt fra Bauhaus, fordi den har været årsag til en eksplosionsagtig-brand. Gasflasken fløj 10 meter, da en kvinden på Københavns vestegn i sidste uge ville fjerne ukrudt i haven med en ny ukrudtsbrænder.

Sikkerhedsstyrelsen advarer andre købere af produktet mod at bruge det. Det drejer sig altså både om ukrudtsbrændere med vogne af mærket Ignite Nordic solgt i Bauhaus og ukrudtsbrændere med vogne af mærket Garden. For Garden-brænderne drejer sig udelukkende om produkter solgt i maj og juni. Brænderne har varenummer 52753 og EAN-nummer: 5706245527535. Slangen er mærket med DG-4021.

- Ukrudtsbrænderen er farlig. Har man købt den, skal den straks leveres tilbage til butikken, og man skal under ingen omstændigheder bruge den, siger chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen Arne Hosbond og fortsætter.

Importøren af ukrudtsbrænderen stoppede fredag eftermiddag salget af Ignite Nordic brænderen fra Bauhaus og tilbagekaldte alle brændere fra forbrugerne. Nu viser det sig, at samme type brænder også er solgt i jem og fix butikker under navnet Garden i maj og juni måned. Og derfor stoppes salget af disse i jem og fix, og brænderne kaldes også tilbage fra forbrugerne.

- Importøren kontakter os, da de bliver klar over, at det er samme type ukrudtsbrænder, der er solgt til jem og fix. Vi arbejder nu sammen med jem og fix, som har forhandlet produktet og straks har taget det af hylderne, forklarer Arne Hosbond.

Gjorde som der stod i manualen 

Det, der gør ukrudtsbrænderen farlig, er, at der siver gas ud af den, selvom man har samlet den, som der står i brugsanvisningen.

Det var også tilfældet i forbindelse med uheldet på den københavnske vestegn.

Mens kvinden fjernede ukrudt, blev hun pludselig opmærksom på 20 centimeter høje flammer, der stod op fra gasflaskens top.

Hun hentede et tæppe og forsøgte at slukke ilden ved at lægge det over flasken. Det resulterede i, at der gik ild i tæppet. Derefter ringede kvinden 112. Brandvæsnet kom inden for fem minutter. Kvinden blev ført i sikkerhed. Cirka to minutter senere eksploderede gasflasken. Den fløj 10 meter på tværs af haven.

Undersøgelsen af den eksploderede flaske og ukrudtsbrænder viser, at uheldet sandsynligvis skyldes utæthed mellem gevind og gasflaske og gevind og brænderen. Sikkerhedsstyrelsen har efterfølgende testet ubrugte eksemplarer af produkter. De har samme fejl.

- Vores undersøgelser har vist, at selv med værktøj er det nærmest umuligt at spænde gevindet hård nok fast til, at det er tæt. Utætheder medfører risiko for brandfare og i sidste ende eksplosion. I værste fald kan det her koste menneskeliv, siger Arne Hosbond.

For yderligere kommentarer kontakt kommunikationschef hos Sikkerhedsstyrelsen Mette Cramon på telefonnummer 2543 1653.

Fakta

  • Ukrudtsbrændere af mærket Garden med varenummer 52753 solgt i maj og juni og brændere af mærket Ignite Nordic tilbagekaldes straks og må ikke længere sælges i Danmark.
  • Brænderne er solgt i jem og fix samt Bauhaus-butikker over hele landet.
  • Sikkerhedsstyrelsen undersøgelse viser, at det er umuligt at skrue gevind hårdt nok fast på regulator og brænder til, at den er sikker at bruge.
  • Der er desuden fejl i mærkningen af ukrudtsbrænderen.
  • Har man købt denne ukrudtsbrænder, skal den leveres tilbage til butikken og bør ikke anvendes.