Risikovurdering af gasinstallationer og gasanlæg

En risikovurdering udføres for at identificere og analysere de risici, der er forbundet med etablering af en ny gasinstallation eller et nyt gasanlæg eller ændring af en eksisterende gasinstallation eller et gasanlæg. Risikovurderingen udføres for at fjerne, reducere eller kontrollere risici. Arbejdet med risikovurderingen bør allerede igangsættes samtidig med projekteringsarbejdet. På den måde kan risici findes og fjernes i projektfasen. Hvis der foretages ændringer i projektmaterialet, skal ændringerne behandles i risikovurderingen.

Projektfasen er ikke færdig, før der foreligger en fyldestgørende risikovurdering på det projekterede. Det er vigtigt, at risikovurderingen løbende opdateres ved ændringer. Bekendtgørelse om sikkerhed i gasinstallationer (BEK nr. 247 af 26/03/2018, § 106) stiller krav om risikovurdering i installationsklasse 7, og bekendtgørelse om sikkerhed for gasanlæg (BEK 1702 af 17/12/2025, § 15) stiller krav om risikovurdering af gasanlæg. De faste elementer i risikovurderingen er beskrevet nedenfor.

Der findes mange metoder til risikovurdering. Det overordnede krav til en risikovurdering er, at den skal være systematisk, så alle risici findes, behandles og håndteres. Gassikkerhedsloven stiller krav om risikovurdering, mens metoden, der anvendes, er valgfri. Selv om der er anvendt de korrekte tekniske principper i risikoidentifikationen, kan mennesker eller virksomheder agere uhensigtsmæssigt og bidrage med risici, som også skal identificeres sammen med de risici, som materiel og software kan forårsage. Processen i en risikovurdering skal gentages for alle fundne risici. Nedenfor beskrives de enkelte elementer i risikovurderingsprocessen, som er angivet i figur 1.

Det anvendte materiel i gasinstallationen eller -anlægget skal være egnet og beregnet til forhold som temperaturer, tryk og anvendte gastyper/gaskvaliteter i systemerne. Derfor skal der fastsættes mekaniske, fysiske og funktionelle begrænsninger for de enkelte dele af systemet. En betingelse kan fx være, at et rør eller en komponent skal være egnet og beregnet til det givne tryk og den givne temperatur samt være egnet og beregnet til gastypen.

Omgivelserne kan også tilføje risici til gasinstallationer eller -anlæg, og disse risici skal tages med i risikovurderingen. Herved sikres det, at hvis fx afstande til brandbart materiale, ventilation og udefrakommende temperatur- og trykpåvirkninger kan udgøre en risiko, bliver det behandlet i forbindelse med risikovurderingen.

Identificering af risici handler om at finde, genkende og registrere risici. Det skal beskrives, hvilke situationer der kan resultere i en uønsket hændelse og hvad den identificerede fare kan forårsage. Ved risikovurderingen er det vigtigt at tage hensyn til alle de driftstilstande, som anlægget eller installationen kan være i. Ellers kan der være risici, der ikke bliver identificeret og håndteret.

Processen inkluderer identifikation af årsagen og kilden til risici, som i den specifikke situation kan forårsage skade, der påvirker mennesker, dyr eller ejendom. Alvorligheden af skaden skal vurderes.

Når en risiko er identificeret, skal der findes en metode til at fjerne risikoen eller minimere den ved at opsætte barrierer mod hændelsen, fx ventil, tryktransmitter eller temperaturføler.

Den barriere, man anvender, skal vurderes for at identificere, om den fjerner risikoen for hændelsen og ikke tilfører en ny risiko.

Der skal så vidt muligt vælges passive beskyttelsesforanstaltninger.

En passiv beskyttelsesforanstaltning er en barriere, der ikke skal aktiveres, men virker, som den er. Dvs. at installationen eller anlægget er designet til at holde til anvendelsen og forholdene. Det er fx valg af gasrør, der skal være egnet og beregnet til anvendelsen, dvs. det skal kunne anvendes til gassens sammensætning og til temperatur- og trykudsving. Man kan anvende fabrikantens anvisninger om, hvad det forskellige materiel er egnet og beregnet til, som dokumentation.

Aktive beskyttelsesforanstaltninger virker ved, at de bliver aktiveret af en opstået afvigelse i installationen eller anlægget. Den aktive beskyttelsesforanstaltning griber så ind i forløbet og forhindrer hændelsen i at vokse sig så stor, at den udgør en fare. Det kan fx være en flammedetektering, som lukker for gassen, hvis flammen slukkes, eller det kan være sikkerhedsindretninger mod overtryk (SAL/SAV).

Beskyttelsesforanstaltningen skal nedsætte risikoen, og hvis det vurderes, at risikonedsættelsen er tilstrækkelig, kan man gå videre og vurdere den næste risiko. Hvis risikoen ikke er nedsat tilstrækkeligt, eller der er tilføjet en ny risiko sammen med barrieren, skal processen gentages.

For gasinstallationer og for gasanlæg gælder en række faste elementer, som der er krav om at behandle i risikovurderingen. Risikovurderingen er dog ikke begrænset til disse faste elementer, og hvis nogle af de faste elementer ikke er relevante i risikovurderingen, skal det for hvert ikke-relevant punkt beskrives, hvorfor det ikke er relevant.

Resultatet af risikovurderingen skal dokumenteres og opbevares i hele installationens eller anlæggets levetid. Risikovurderingen skal altid opdateres, når der foretages ændringer på installationen. Ved ændringer skal grænseflader ved ændringerne medtages og dokumenteres i risikovurderingen.

En grænseflade er fx sammenbygning af flere typer installationer - hvordan kan de påvirke hinanden? Kan temperaturen fra en installation fx påvirke trykket i et gasrør tæt på?

Før udførelsen af en gasinstallation i installationsklasse 7 eller et gasanlæg skal der foreligge en fyldestgørende risikovurdering, der tager højde for alle forudseelige risici ved den pågældende installation eller anlægget.

Der er metodefrihed i risikovurderingsprocessen, så længe alle forudseelige risici bliver behandlet. Her behandles to metoder, men andre metoder kan findes i standarder.

Der findes mange nationale og internationale standarder for risikovurdering, fx DS/EN 31010 – Risikoledelse og DS/ISO/TR 14121-2 – Risikovurdering. Standarderne kan købes hos Dansk Standard (www.ds.dk), hvor man også finder flere standarder om risikovurderingsprincipper og -metoder.

Metoden HAZOP er en struktureret og systematisk teknik, baseret på princippet om at finde risici ved produkter og systemer ud fra afvigelser i design- og driftsforhold. Afvigende driftsforhold identificeres ved at udforme en tjekliste over afvigelserne, hvad der forårsager dem (designforhold) og hvilke barrierer der enten allerede indgår eller som kan tilføjes for at forhindre, at en risiko udvikler sig til en skade.

En HAZOP består af 4 basissekvenser:

1. Indled risikovurderingen: Definering af scope og mål for HAZOP’en, dvs. der skal laves et dokument, som fastlægger rammerne og vilkårene for risikovurderingen. Derudover skal roller og ansvar hos deltagerne i HAZOP’en fastlægges.
2. Planlæg risikovurderingen: Til udførelse af en HAZOP skal der samles data og dokumentation på anlægget såsom fx P&ID og standarder eller principbeskrivelse, som anlægget er bygget efter. Der skal etableres guide words, se figur 3 og afvigelser, fx flow og no flow.
3. Udfør risikovurderingen: Strukturering af udførelsen, fx inddeling af P&ID i såkaldte noder, se figur 2 og opsætning af arbejdsdokument/skema, se figur 3.
4. Dokumentering og opfølgning: Der skal etableres en metode til at fastholde resultatet af risikovurdering. Informationerne skal fastholdes og resultatet skal godkendes. Der skal følges op på resultaterne og hvem der har ansvaret.

5. For at opnå en dybtgående forståelse for HAZOP anbefales det at læse standarden DS/EN 61882/2016, der kan købes hos Dansk Standard.

Hvad-nu-hvis-metoden er et systematisk værktøj, som anvendes i grupper af personer. En gruppeleder hjælper gruppen med at stille spørgsmål til installationen eller anlægget, så risici bliver identificeret. Der anvendes standard hvad-nu-hvis-spørgsmål for at undersøge, hvordan systemet vil reagere, hvis der indføres afvigelser fra normale driftsforhold. Ud fra de fundne risici bestemmes, hvilke barrierer der kan anvendes for at forhindre, at der opstår en skade.

Spørgsmål kan fx være:

• Hvad nu hvis trykket stiger?
• Hvad nu hvis temperaturen stiger?
• Hvad nu hvis ventilationen ikke er tilstrækkelig og der sker et gasudslip?

Dette værktøj kan også anvendes til at finde risici ved betjening. Det kan fx være spørgsmål som hvad sker der, hvis installationen eller anlægget idriftsættes i forkert rækkefølge? Hvad sker der, hvis der ikke sker skylning af installationen inden idriftsættelse?

Bekendtgørelsen for gasanlæg Kapitel 7 og bekendtgørelsen for gasinstallationer § 106 stiller krav om, at styring (SRO) er medtaget i risikovurderingen. Det betyder, at risici for styrings-, regulerings- og overvågningssystemet (SRO) for gasanlægget eller gasinstallationen også skal identificeres og behandles på lige fod med andre elementer, der indgår i en risikovurdering.

Der kan anvendes programmerbart sikkerhedsudstyr som alternativ til fastfortrådet sikkerhedsudstyr. Hvis gasanlægget eller gasinstallationen er inden for anvendelsesområdet af EN/DS 13577-2:2023, kan standarden anvendes for at sikre overensstemmelse.

Hvis sikkerheden behandles elektronisk i programmerbart udstyr sammen med fx SRO-systemet (styresystemet), skal det sikres, at fejl ikke fører til en farlig situation. Derfor skal det dokumenteres, at sikkerhedsfunktionen udfører det, der forventes af den på det forventede tidspunkt, og at anlægget eller installationen falder ud (shutdown), hvis ikke sikkerhedsfunktionen virker. Hvis en sikkerhedsanordning fejler, skal hele systemet bringes i en tilstand, hvor der ikke er risiko for, at en farlig situation kan opstå.

Alle sikkerhedskritiske komponenter på en gasinstallation i installationsklasse 7 eller et gasanlæg kan have indflydelse på styringens funktion, når komponenternes tilbagemeldinger bliver behandlet i det programmerbare sikkerhedsudstyr. Sørg for, at fx undertryksvagter, rotationsvagter, gnistfangere, overophedninger, ventilationsvagter, purging, spjældkontakter og lignende komponenter bliver behandlet i risikovurderingen, så det sikres, at en fejl et sted i styresystemet eller de tilhørende komponenter ikke skaber en farlig situation.

De krav, der skal stilles til den programmerbare sikkerhedsfunktion, skal fastlægges ud fra de identificerede risici og hvordan styringen skal agere ud fra vurderingen af risici.
Risikovurderingen skal sikre, at de sikkerhedsrelaterede dele i styresystemet kan udvælges, kombineres, fungere og samles ud fra grundlæggende sikkerhedsprincipper, så de forudseelige påvirkninger kan modstås. Dokumentationen ikke fyldestgørende, før der foreligger brugs- og vedligeholdelsesanvisninger.

Standarder i DS/EN 61508-serien, som omhandler funktionssikkerheden i programmerbare elektroniske systemer, kan anvendes for at opnå overensstemmelse med funktionssikkerhed for SRO-systemer.

Tjekliste for gasinstallationer og gasanlæg

Bekendtgørelserne stiller krav om risikovurdering for gasinstallationsklasse 7, gasmotorer, gasturbiner, procesinstallationer og gasanlæg.

Elementer, som bør behandles i en risikovurdering findes i nedenstående liste. Den er vejledende som hjælp til, at de relevante punkter i en risikovurdering bliver belyst.

Punkter, der ikke er relevante i risikovurderingen, kan udelades, eller det kan beskrives, hvorfor det ikke er relevant. Der kan også være punkter, som ikke er på listen, men som er vigtige for den konkrete installation eller anlæg.

1. Dimensionering og materialevalg
2. Information om anvendte standarder og/eller afvigelser fra standarderne.
3. Brand, eksplosion og forgiftning
4. Tilbagebrænding
5. Gasudslip
6. Afvist gas og anlæg til dette
7. Forholdet til omgivelserne
8. Mærkning af rør og materialer
9. Ventilation
10. Gaskvalitet, gassens egenskaber og risici, herunder også gas, fx afvist gas med højere metan indhold, til fakkel, gasbrænder eller gasmotor
11. Behov for gasdetektering, reaktionstid og automatisk nedlukning
12. Filtrering
13. Gastryk
14. Udstød (vekslere). Fornøden overvågning af udstødssystem og udstødsvarmevekslere
15. Eksplosion i aftrækssystemet (skylning, purging og gasventilation)
16. Afstand til brændbare materialer
17. Vibration
18. Eventuel kapsling og ventilation af denne
19. Styring og SRO
20. Behov for nødstrømanlæg
21. Sikkerhedsafstande til offentligheden (se rørbekendtgørelsen)
22. Luftindtrængning
23. Adgangen til anlægget
24. Støjforhold
25. Nedlukning (planlagt eller uplanlagt)
26. Temperaturindvirkninger på anlægget (internt og eksternt, fx frost)
27. Øvrige installations- eller anlægsspecifikke risici
28. Behovet for særlige kompetencer i forhold til installationens anvendelse og drift

Ved risikoanalyser lavet i sammenhæng med brint skal der også indgå tændkildeanalyse ved anlæg, der producerer eller forbruger brint

I bekendtgørelserne henvises der til, at standarden DS/EN 13577-2:2023 kan anvendes for styrings-, regulerings- og overvågningsudstyr, hvis dele af anlægget er dækket af anvendelsesområdet beskrevet i standarden.

11. februar 2026