Installationer i eksplosionsfarlige områder

Eksplosionsfarlige områder skal klassificeres i zoner. En omhyggelig klassificering i korrekte zoner er væsentlig for såvel elsikkerhed som økonomi. Det går ikke længere at strø om sig med unødvendigt strenge zoner, da det vil medføre kostbare sikkerhedskrav til materiellet.

Denne artikel er udarbejdet med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da artiklen blev offentliggjort. Vær opmærksom på, at reglerne kan være ændret senere.


ARTIKEL FRA ELECTRA 2005:

Krav om arbejdspladsvurdering

Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen. Denne pligt er indført med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF, der med gyldighed fra 30. juni 2003 er indført i dansk lovgivning ved bekendtgørelser fra Arbejdstilsynet og Boligministeriet. Arbejdspladsvurderingen skal blandt andet indeholde en klassificering af de områder, hvor der kan forekomme eksplosiv atmosfære i zoner under hensyntagen til

  • sandsynligheden for, at eksplosiv atmosfære vil forekomme samt varigheden heraf
  • sandsynligheden for, at antændelseskilder, herunder elektrostatiske udladninger, vil være til stede og vil kunne blive aktive og fungere som tændkilde
  • anlæggene, de anvendte stoffer, processerne og deres mulige vekselvirkning
  • de forventede konsekvenser heraf.

Eksplosionsrisici skal vurderes som en helhed. Som en del af arbejdspladsvurderingen kan der med fordel udarbejdes et eksplosionssikringsdokument, som løbende ajourføres. Der er ikke krav om, at eksisterende elektriske installationer, der var lovlige på udførelsestidspunktet, skal bringes i overensstemmelse med nye standarder, så længe sikkerheden er opretholdt med eksisterende materiel.

Anvend standarder og vejledninger til klassificering

Standarden DS/EN 60079-10:2003 Elektrisk materiel for eksplosive gasatmosfærer – Del 10 kan anvendes til områdeklassificering, når der er tale om eksplosive gasatmosfærer.

En tilsvarende standard DS/EN 61241-10:2004 Materiel til anvendelse ved tilstedeværelsen af brændbart støv – Del 10 kan anvendes til klassificering, når det drejer sig om ex-områder med støv.

Brandteknisk vejledning nr. 19, 3. udgave, udgivet af Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, er udarbejdet med ovennævnte standarder som grundlag. Det er også tilfældet med hensyn til Beredskabsstyrelsens vejledning af 30. juni 2003 om klassifikation af eksplosionsfarlige områder.

Zoneinddeling

Der er tre zoner, når der er tale om eksplosive gasatmosfærer.

  Zone 0: Områder, hvor der uafbrudt eller i længere perioder forekommer eksplosiv atmosfære.
  Zone 1: Områder, hvor der lejlighedsvis under normale driftsforhold forekommer eksplosiv atmosfære.
  Zone 2: Områder, hvor der kun undtagelsesvis forekommer eksplosiv atmosfære.

Drejer det sig om brændbart støv, er der nu også tre zoner.

  Zone 20: Områder, hvor der konstant, gennem længere tid eller hyppigt forekommer en eksplosiv atmosfære i form af en sky af brændbart støv i luft.
  Zone 21: Områder, hvor det er sandsynligt, at der lejlighedsvis under normale driftsforhold forekommer en eksplosiv atmosfære i form af en sky af brændbart støv i luft.
  Zone 22: Områder, hvor det ikke er sandsynligt, at der under normale driftsforhold forekommer en eksplosiv atmosfære i form af en sky af brændbart støv i luft, men hvis den forekommer, da kun vil bestå kortvarigt.

Slut med undtagelser til ATEX-direktivet (ATEXD)

Der eksisterer ikke mere undtagelser til ATEXD, hvilket betyder, at nye elektriske installationer, ud over at skulle leve op til stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6, elektriske installationer, skal tilgodese de grundlæggende sundheds- og sikkerhedskrav i ATEXD.

Brug standarderne

Når et område er klassificeret, tilgodeses de særlige sikkerhedskrav i ATEXD nemmest ved anvendelse af følgende standarder:

DS/EN 50014
Elektrisk materiel til eksplosionsfarlige atmosfærer – Almindelige bestemmelser.

DS/EN 60079-14
Elektrisk materiel for eksplosive gasatmosfærer. Del 14: Elektriske installationer i farlige områder (bortset fra miner).

DS/EN 50281-1-1 og 50281-1-2
Elektrisk materiel til brug i områder med brændbart støv.

Del 1-1: Elektrisk materiel beskyttet af kapslinger. Konstruktion og prøvning.
Del 1-2: Elektrisk materiel beskyttet af kapslinger. Valg, installation og vedligeholdelse.

Mærkning af eksplosionsfarlige områder

Indgange til eksplosionsfarlige områder skal markeres med advarselsskilt:

Mrk_eks_EX

Udover ovennævnte advarselskilte, skal der opsættes tydelige og holdbare advarselsskilte udvendigt ved indgangen til områder og lokaler, der klassificeres som zone 0, 1, 20 og 21 med forbud mod tobaksrygning og brug af åben ild.
For at opnå det rigtige resultat, er det afgørende, at arbejdet på forhånd planlægges omhyggeligt.

Aktuelle virksomhedskategorier med områder med eksplosive gasatmosfærer

Benzin- og olielagre
Biogasanlæg
Deponeringsanlæg
Gasforsyningsanlæg
Kemisk industri
Kloakpumpestationer
Lakereanlæg
Levnedsmiddelindustri
Lægemiddelindustri
Raffinaderier
Servicestationer

Aktuelle virksomheder med områder med brændbart støv

Korn- og foderstofvirksomheder
Landbrugsbedrifter
Levnedsmiddelindustri
Plastforarbejdningsindustri
Tekstilindustri
Træbearbejdningsvirksomheder