Udklædningstøj til børn skal opfylde samme krav som legetøj

Publiceret d. 11. oktober 2021
Når en forhandler sælger kostumer, så børn kan fejre halloween som hekse, spøgelser eller skeletter, skal udklædningstøjet leve op til de samme regler som for legetøj. Det vil sige, at tøjet skal være CE-mærket, og derudover skal det have advarselsmærkning på dansk, hvis der er brug for advarsler, for eksempel på produkter til børn under tre år. Ligeledes skal der være en overensstemmelseserklæring og dokumentation for, at produktet er sikkert.
Udklædningstøj til børn
Udklædningstøj til børn

Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret mærkning og dokumentation for 30 sæt udklædningstøj, der er til salg i Danmark, og hvert andet produkt havde ikke advarselsmærkning på dansk, som det skal. For hvert tredje produkt var der en mangelfuld eller slet ingen overensstemmelseserklæring som forudsætning for CE-mærkningen.

- Mærkningen og dokumentationen skal være i orden. Forældrene skal kunne stole på, at deres børn ikke kommer til skade med udklædningstøjet, og det er fabrikantens og forhandlerens ansvar, siger kontorchef Kirstine Gottlieb fra Sikkerhedsstyrelsen.  

Foreløbigt er sagerne afsluttet for 28 af de i alt 30 produkter, og blandt de 28 sæt udklædningstøj var seks produkter helt i orden, mens der var 15 produkter, hvor forhandlerne fik påbud om at rette op på fejl og mangler. For yderligere syv produkter er forhandlerne blevet vejledt om korrekt mærkning og dokumentation.