Brexit nærmer sig – tag dine forholdsregler nu
Vi nærmer os med hastige skridt 31. oktober, hvor Storbritannien med stor sandsynlighed forlader EU. Det er i skrivende stund stadig ikke klart, hvorvidt det bliver uden en aftale – et såkaldt ’hard Brexit’, men det er vigtigt, at du forbereder dig på, at handel med Storbritannien efter Brexit vil ske på andre vilkår end i dag.
Hvis du ikke allerede har forberedt dig, bør du hurtigst muligt undersøge, hvordan din virksomhed kan blive påvirket. Til det formål udgav Erhvervsministeriet allerede for et år siden ’Brexit-tjeklisten’ – et onlineværktøj, der kan hjælpe virksomheder med at identificere de forhold og den viden, der over en bred kam er relevant for dem.
Certificering
For en række særlige produktgrupper er akkrediterede overensstemmelseserklæringer obligatoriske. Hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, skal du være opmærksom på, at alle markedsføringstilladelser, certifikater, licenser og autorisationer, der er udstedt til din virksomhed af britiske myndigheder, bemyndigede organer eller akkrediterede certificeringsorganer som udgangspunkt ikke vil være gældende ved salg af varer i EU.
Du bør derfor forberede dig på, at for eksempel britisk udstedte certifikater, som bruges til at demonstrere overensstemmelse med lovgivningen, skal overføres til eller genudstedes af tilsvarende organer i EU – ellers kan du risikere, at varen ikke længere kan sælges i EU.
”Vi har fået en del henvendelser om britisk udstedte certifikater for eksempelvis trykbærende udstyr”, fortæller kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Stine Pedersen. ”Og her kan vi ikke understrege nok, at virksomhederne skal tage deres forholdsregler hurtigst muligt. Hvis det ender med et ’hard Brexit’ er et certifikat, der er udstedt i Storbritannien, intet værd efter 31. oktober”.
Links
Find Brexit-tjeklisten
Vejledning fra EU-Kommissionen
EU-Kommissionen har udarbejdet en vejledning til medlemsstater og virksomheder, der skal gøre sig klar til Brexit.
Siden er opdateret 12. august 2020