Sikkerhedsstyrelsen vinder Innovationsprisen ved Digitaliseringsprisen 2018

Publiceret d. 14. marts 2018
Ved overrækkelsen af Digitaliseringsprisen 2018 i Aarhus Musikhus løb Sikkerhedsstyrelsen med prisen i kategorien innovation.

NYHED: ”Og vinderen er… Sikkerhedsstyrelsen!”

Til formiddag, den 14. marts, blev sløret løftet for vinderne af Digitaliseringsprisen 2018 i Aarhus Musikhus. Sikkerhedsstyrelsen var nomineret i kategorien innovation og endte med at kunne tage prisen med hjem til Esbjerg.

- Vi var rigtig stolte af at være nominerede, fordi de seneste halvandet års arbejde med digitalisering i styrelsen har været omfattende. At vi nu også ender med at vinde, er rigtig stort. Jeg glæder mig til at kunne dele glæden med medarbejderne. Vi har arbejdet meget integreret med hele organisationen, og de har knoklet, så de fortjener virkelig det skulderklap, siger direktør i Sikkerhedsstyrelsen Lone Saaby.

Innovationsprisen bliver givet til en offentlig institution eller myndighed, som ved at udnytte digitaliseringens potentialer markant har transformeret måden, opgaver tænkes og løses på.

Presse_Innovationsprisen_081018

Juryen lægger vægt på, at innovationen har skabt konkrete resultater, og at innovationens ”produkter” er i drift.

- Sikkerhedsstyrelsen har gennemført en reel og gennemgribende transformation af organisationen. Man har turdet tage de store skridt, der skulle til, og gennem anvendelse af automatisering, selvbetjening, agile metoder, dyb medarbejderinvolvering og et klart kundefokus er styrelsen lykkedes med denne transformation på kort tid og med relativt små investeringer, lyder begrundelsen blandt andet fra juryen.

Effekten af digitaliseringen har ikke blot været kortere sagsbehandlingstid og flere straksafgørelser til glæde for kunderne, men også et mere effektivt tilsyn og en transformeret organisation.

- Vores arbejde er kun lige begyndt. Ved udgangen af 2020 vil vi etablere vores digitale tvilling, og vi arbejder hele tiden på at inddrage nye områder af vores kerneforretning i vores digitale omstilling, uddyber Lone Saaby.

Se en video fra overrækkelsen her

For pressehenvendelser kontakt venligst pressekonsulent Ninna Andreasen på telefonnummer 25 43 16 78.