Om forordningen
Forordning (EU) 2023/988 af 10. maj 2023 om produktsikkerhed i almindelighed dækker alle de forbrugerprodukter, hvor der ikke gælder anden specifik EU-regulering. Derudover gælder visse dele af forordningen for produkter, som også er reguleret af anden EU-regulering. Den erstatter direktivet om produktsikkerhed i almindelighed fra 2001.
Se hvornår et produkt skal følge GPSR-reglerne
Nye krav til erhvervsdrivende
Med den ny forordning bliver det mere klart, hvilke forpligtelser fabrikanter, importører og distributører har. Fremover skal erhvervsdrivende have interne procedurer, guidelines eller andre konkrete processer for produktsikkerhed. Ligesom for områder, der er omfattet af markedsovervågningsforordningen, skal der desuden være en ansvarlig person i EU til at sikre, at produkternes tekniske dokumentation og sikkerhedsinformation er tilgængelig for myndighederne.
Den ansvarlige person i EU skal kontrollere, at produkterne lever op til den tekniske dokumentation.
Derudover kommer der krav om flere oplysninger, der skal anføres på produkterne, som vi kender det fra de harmoniserede områder, og derudover skal der også anføres en elektronisk adresse på den erhvervsdrivende (fabrikant/importør).
Krav til onlinemarkedspladser
Fra 13. december 2024 vil der være krav om, at onlinemarkedspladser har interne processer for produktsikkerhed, så kravene i produktsikkerhedsforordningen efterleves. Desuden forpligtes onlinemarkedspladserne til at samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne, hvis de finder et farligt produkt på deres platform, og markedsovervågningsmyndighederne vil kunne kræve, at onlinemarkedspladserne fjerner farlige produkter fra deres platforme.
Flere oplysningskrav ved fjernsalg
Hvis et produkt sælges online eller ved en anden form for fjernsalg, bliver der flere krav til sælgeren om information. Blandt andet skal produktet have tydelig mærkning med evt. advarsler og anden form for sikkerhedsinformation, og oplysningerne skal også være tilgængelige på onlinekanalen, hvor produktet markedsføres.
Informer myndighederne om farlige produkter
Producenter og distributører af produkter, som ikke er fødevarer, skal underrette myndighederne, hvis de har markedsført et farligt produkt. Det er lovpligtigt. Du kan indrapportere et farligt produkt via Safety Business Gateway på EU-Kommissionens hjemmeside.
Fra 13. december 2024 bliver det et krav, at fabrikanter, importører og distributører indrapporterer farlige produkter på de områder, som forordningen dækker, via Safety Business Gateway.
På andre produktområder, hvor lovgivningen er harmoniseret i EU, kan Safety Business Gateway også anvendes, men her er det kun et krav, hvis det fremgår af den specifikke lovgivning for produktet.
Giv myndighederne besked om ulykker
Sker der en ulykke som følge af fejl eller mangler ved et produkt, skal fabrikanten fremover orientere myndighederne om det. Underretning skal ske gennem Safety Business Gateway, hvor farlige produkter også skal indberettes.
Link til Safety Business Gateway
Forbrugere skal kompenseres ved tilbagekaldelser
Hvis et produkt bliver tilbagekaldt på grund af fejl, skal forbrugere, som har anskaffet produktet, tilbydes afhjælpning i form af reparation, et nyt produkt eller tilbagebetaling af udgiften ved anskaffelse af produktet. Forbrugeren skal tilbydes mindst to forskellige former for afhjælpning, medmindre dette ikke er muligt eller vil være forbundet med væsentlig ulempe for forbrugeren eller den erhvervsdrivende.
Forbrugere skal kunne klage
Fabrikanter og importører har pligt til at stille klageadgang til rådighed for kunder og til at etablere et internt register over klager og tilbagekaldelser af produkter.