Retningslinjer for kontrol af elinstallationer i forsamlingslokaler

Du skal følge punkterne nedenfor, når du som medarbejder i en autoriseret elinstallatørvirksomhed skal kontrollere elinstallationen i et forsamlingslokale, for eksempel en idrætshal, et diskotek, en skole, et hotel eller et forsamlingshus.

1. Tavler

1.1 Tilgængelighed/fri plads (§ 29)

Tavler skal være tilgængelige for betjening.

Foran tavler, hvis bredde eller højde overstiger 1 m, skal der være en fri plads på mindst 0,7 m i hele tavlens bredde og fra gulv til dens overkant, dog mindst 2 m over gulv.

Foran tavler med en bredde eller højde over 1 meter, der er installeret efter installationsbekendtgørelsen (efter 1. juli 2019), skal der være en fri plads på mindst 1 meter i hele tavlens bredde og fra gulv til tavlens overkant, dog mindst 2 meter over gulv.

For mindre tavler bør der almindeligvis være 0,7 meter fri plads foran tavlen i hele tavlens bredde og fra gulv til tavlens overkant. Beskyttelsesudstyret i tavlen skal kunne betjenes uhindret, og brugeren skal let kunne ind- og udkoble beskyttelsesudstyret og evt. udskifte sikringer. Tavlen skal være anbragt, så eftersyn, servicering og vedligeholdelse kan foregå så let som muligt.

1.2 Er grundbeskyttelsen intakt (§ 6)

Låger, afdækninger og tavlekapslinger skal være fastsiddende og ubeskadigede, og ubenyttede åbninger for DIN-skinnemateriel skal være forsynet med dæksler.

Udskæringer og åbninger for ledningsindføring skal være tilpasset omkring ledninger/kabler, så kravet til tavlens kapslingsklasse overholdes.

Tavler skal mindst have kapslingsklasse IP2X eller en kapslingsklasse der er i overensstemmelse med mærkningen på tavlen.

1.3 Mærkning med tilhørsforhold samt max. sikringsstørrelse (§§ 30-31)

Koblings- og betjeningsudstyr, herunder beskyttelsesudstyr i tavlen (fx gruppeafbrydere, RCD'er/fejlstrømsafbrydere, ure, omskiftere), skal være forsynet med en mærkning, der angiver hvilke dele af installationen, det pågældende udstyr betjener.

Yderligere skal der ved overstrømsbeskyttelsesudstyr, OCPD (gruppeafbrydere/ sikringsholdere, maksimalafbrydere/ kredsbrydere og automatsikringer/ minikredsbrydere) findes en mærkning, der angiver størst tilladt mærkestrøm for overstrømsbeskyttelsen.

For installationer udført efter installationsbekendtgørelsen skal koblings- og betjeningsudstyr i tavlen forsynes med en entydig mærkning, der angiver, hvilke dele af den elektriske installation det betjener. Hvor der ikke er mulighed for forveksling af udstyret, kan der ses bort fra kravet om mærkning med tilhørsforhold.

1.4 Overstrømsbeskyttelse (§ 9)

Det skal undersøges:

- om der i sikringsholdere findes andet end dertil bestemte sikringer

- om mærkestrømmen for de anvendte automatsikringer/minikredsbrydere eller sikringer med tilhørende pasringe/bundkontakter er større end anført på mærkningen om max. sikringsstørrelse, eller om mærkestrømmen svarer til det anvendte ledertværsnit

- om der er tegn på overbelastning (misfarvning af lederisolation/afdækninger, mange "brugte" sikringer o.l.).

2. Fast 230/400V installation

2.1 Opdeling af lysinstallationen på flere grupper (§ 17, HD 60364-7-718, 718.559.101)

Lysinstallationen skal være opdelt på to eller flere grupper, der ikke forsynes gennem samme RCD (fejlstrømsafbryder). I forsamlingslokaler, i fælles adgangsveje og i flugtveje skal lysinstallationen fordeles på mindst to grupper, der kun omfatter den pågældende belysning.

Disse grupper må ikke være beskyttet af samme fejlstrømsafbryder eller andet udstyr til fejlbeskyttelse ved automatisk afbrydelse af forsyningen. Dette krav har vært gældende siden 1. januar 1979.

For installationer udført efter installationsbekendtgørelsen stiller bekendtgørelsen krav om, at der skal opretholdes et tilstrækkeligt belysningsniveau. Det defineres ud fra, hvilket område der er tale om og hvilke evakueringsforhold der er for området. Det har også betydning, hvor mange og hvilke personer der opholder sig i områderne.

2.2 Fastgørelse af ledninger, monteringsmateriel m.m. samt låg på dåser og rosetter (elsikkerhedsloven § 10)

Synlige ledninger herunder ledninger over nedtagelige lofter og i tilgængelige loftsrum skal være fastgjort eller understøttet i fornødent omfang. Monteringsmateriel herunder samledåser skal være fastgjort.

Dåser, rosetter m.m. skal være forsynet med låg.

Samlinger må ikke være udført med fritsiddende muffer.

2.3 Antal tilslutningssteder for at undgå for lange tilledninger (§ 51)

Antallet af tilslutningssteder i den faste elektriske installation skal være tilpasset det forventede antal brugsgenstande og være anbragt i et sådant omfang og på sådanne steder, at anvendelse af tilledninger af unødvendig længde undgås.

2.4 Anvendelse af bøjelig ledning som fast installation (§ 17, HD 60364-5-52, 521.9)

Bøjelige ledninger må være anvendt som fast installation, når kravene i HD 60364 serien er overholdt. Mindste tværsnit for bøjelige ledninger til fast installation er 1,5 mm2.

Man skal være særlig opmærksomhed på installationer ved barer, musikanlæg, mikserpulte o.l. samt over nedhængte lofter.

2.5 Beskadigelser af installationsmateriel (§ 17, elsikkerhedsloven § 10)

Synlige ledninger og monteringsmateriel må ikke vise tegn på fysisk overlast eller anden form for beskadigelse, der forringer elsikkerheden.

3. Brugsgenstande

3.1 Fastgørelse af brugsgenstand (§ 18)

Brugsgenstande for fast montering skal være solidt fastgjort til bygningsdele eller andet fast underlag.

3.2 Kapsling, korrekt kapslingsklasse, afdækning af spændingsførende dele (§ 6 og § 17)

Brugsgenstande skal have den rigtige kapslingsklasse. Kapslinger/afdækning af spændingsførende dele skal være intakte og fastsiddende.

3.3 Er der korrekt fejlbeskyttelse (§ 7, § 35, § 49, § 61 og § 73)

Fejlbeskyttelse skal være udført som krævet for eksisterende og nye installationer. Vær opmærksom på kravet om supplerende beskyttelse med RCD med mærkeudløsestrøm på højst 30 mA (HFI-/HPFI-afbryder) i eksisterende installationer (§ 61).

Klasse I brugsgenstande skal være tilsluttet en virksom beskyttelsesleder enten via beskyttelseslederen i tilslutningsstedet eller via en stikprop/stikkontakt kombination, hvor beskyttelseslederen overføres. Dog kan klasse I brugsgenstande tilsluttes uden, at der er en virksom beskyttelsesleder i installationen forudsat, at installationen er beskyttet ved RCD med mærkeudløsestrøm på højst 30 mA.

Installerede RCD’er skal afprøves ved måling af udkoblingstid (max 300 ms) og udkoblingsstrøm (RCD’en skal udkoble ved en teststrøm på mellem 0,5 – 1 x IΔn). For at undgå påvirkninger fra installationen skal RCD'er testes ubelastet, hvor dette er muligt, dvs. med alle efterfølgende grupper afbrudt.

3.4 Beskadigelser af brugsgenstande (elsikkerhedsloven § 10)

Brugsgenstande må ikke vise tegn på fysisk overlast eller anden form for beskadigelse, der forringer elsikkerheden.

4. Tilslutningsledninger

4.1 Aflastning af tilledninger (§ 51)

Tilledninger skal være aflastet og sikret mod vridning ved hjælp af en aflastningsindretning, der udgør en del af det elektriske materiel i den faste elektriske installation, som tilledningen tilsluttes.

4.2 Ulovlige samlinger (§ 37)

Tilledninger må ikke være samlet med fritsiddende muffer eller ved sammensnoning eller lignende.

4.3 Beskadigelse og anbringelse af tilledninger (§ 51, elsikkerhedsloven § 10)

Tilledninger må ikke anvendes eller være anbragt på måder, som gør dem særlig udsat for beskadigelse fx på gulv eller under møbler. De må ikke vise tegn på fysisk overlast eller anden form for beskadigelse, der forringer elsikkerheden.

5. Lavvoltinstallationer

Lampesæt, der er leveret som en samlet enhed og CE-mærket, skal være monteret efter fabrikantens anvisning.

5.1 Placering og mærkning af beskyttelsesudstyr (§ 23, § 30 og § 31, HD 60364-7-715, 715.530.3.104)

Beskyttelsesudstyr skal være let tilgængelig og forsynet med en mærkning, der angiver hvilken del det betjener, hvis det ikke er umiddelbart ondlysende.

Beskyttelsesudstyr kan være placeret over nedtagelige lofter, forudsat at der er oplysning om udstyret placering.

Ved overstrømsbeskyttelsesudstyr skal der findes en holdbar mærkning som størst tilladte mærkestrøm eller indstillingsstrøm.

5.2 Montering (§ 8, § 17 og § 18, HD 60364-7-715, 715.530.3.104)

Transformere, der er monteret over hængelofter e.l., skal være:

- fast forbundet

- installeret så mekaniske påvirkninger undgås

- tilstrækkeligt understøttet

- installeret så overophedning af materiellet på grund af termiske isolering undgås. 

5.3 Ledningssystemer (§ 9, § 17 og § 37, HD 60364-7-715, 715.52)

Ledningssystemet skal være egnet og beregnet til den pågældende anvendelse.

Spændingsfaldet i lavvoltinstallationer (ELV-installationer) må mellem transformeren og det fjerneste belysningsarmatur ikke oversigt 5 % af ELV-installationens nominelle spænding.  

Ledningsmateriel skal være korrekt valgt og installeret under hensyn til strømværdi, spændingsfald og ydre forhold. Det mindste tværsnitsareal for ELV-ledere i lysinstallationer udført efter installationsbekendtgørelsen skal være valgt/dimensioneret ud fra belastningsstrømmen og beskyttet mod overstrøm.

Ledningssamlinger skal være udført på en solid og holdbar måde.

For installationer udført efter 1. januar 2000 gælder, at samlinger i den faste lavvoltinstallation skal være udført i egnede kapslinger eller i lukket forbindelsesrum i fast monterede armaturer.

5.4 Korrekt placering og anvendelse af belysningsarmaturer (§ 8 og § 18)

Armaturer skal være sikret fornødne afkølingsforhold og overholde tilstrækkelige afstande til brandbare del (se HD 60364-5-559, 559.4).

5.5 Beskadigelser af lavvoltinstallationen (elsikkerhedsloven § 10)

Lavvoltinstallationer inklusive armaturer og transformere må ikke vise tegn på fysisk overlast eller anden form for beskadigelse, der forringer elsikkerheden.

Brandtekniske installationer

Bygningsreglementet 2018 stiller i § 141 krav om, at den løbende funktionsafprøvning og kontrol af varslingsanlæg og flugtvejs- og panikbelysningsanlæg i bygningsafsnit i risikoklasse 2-4 foretages af en virksomhed, der er akkrediteret i henhold til DS/EN ISO/IEC 17020. Kravet gælder for installationer, hvor der er meldt ibrugtagningstilladelse i medfør af Bygningsreglementet 2018 (fra 5. juli 2019).

6. Nødbelysning

Det skal kontrolleres, at flugtvejs- og panikbelysning er i driftsklar stand, herunder at det giver en tilstrækkelig belysningsstyrke på gulvarealer i flugtveje, samt at udgangs- og henvisningsskilte er funktionsdygtige.

Flugtvejs- og panikbelysning omfatter jf. Bygningsreglementet også belysning af udgangs- og henvisningsskilte. Flugtvejs- og panikbelysning skal opretholdes i så lang tid, som det tager at evakuere en bygning, dog minimum 30 min. Baseret på den aktuelle evakueringsstrategi kan denne tid øges, og i dette tilfælde skal denne tid angives i den brandtekniske dokumentation.

Yderligere oplysninger se Bygningsreglementets vejledninger om brandtekniske installationer.

Flugtvejs- og panikbelysning skal, ifølge standarden DS/EN 1838:2013, 5.4 kunne opretholdes i mindst 1 time.

Nødbelysning skal være sluttet til en eller flere strømkilder, der i elektrisk henseende er uafhængige af den normale forsyning, dette krav har været gældende siden 1. oktober 1978.

6.1 Flugtvejsbelysning (escape route lighting)

Flugtvejsbelysning skal sikre, at personer kan orientere sig i/om flugtvejene. Dette kan normalt opnås ved, at flugtvejsbelysning giver mindst 1 lux på gulvarealer i flugtveje og på flugtvejsarealer i det fri (se evt. EN 1838:2013 afsnit 4.2, Bygningsreglementets vejledning om brandtekniske installationer eller Eksempelsamling om brandsikring af byggeri 4.1.7).

6.2 Panikbelysning (open area lighting)

Panikbelysning skal ved strømsvigt tænde og give en minimum belysning, således at personer kan orientere sig. Dette kan normalt opnås ved, at panikbelysningen giver mindst 0,5 lux i gulvniveau, dog 1 lux ifølge Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand. (se EN 1838:2013 afsnit 4.3, Bygningsreglementets vejledninger om brandtekniske installationer eller Eksempelsamling om brandsikring af byggeri 4.1.7).

6.3 Belysning af udgangsskilte/henvisningsskilt

Udgangs- og henvisningsskilte skal være belyste, gennemlyste eller fluorescerende (selvlysende). Selvlysende skilte kan dog kun anvendes, hvor der er sikret lys til den nødvendige opladning (se evt. EN 1838:2013 kapitel 5, Bygningsreglementets vejledning om brandtekniske installationer eller Eksempelsamling om brandsikring af byggeri 4.1.7).

7. Automatisk branddørlukningsanlæg (ABDL)

Der skal foretages kontrol af, om branddørlukningsanlæg er funktionsdygtige.

Se Bygningsreglementets vejledninger om brandtekniske installationer og Eksempelsamling om brandsikring af byggeri.

8. Varslingsanlæg

Der skal foretages kontrol af, om varslingsanlæg er i driftsklar stand.

Se Bygningsreglementets vejledninger om brandtekniske installationer og Eksempelsamling om brandsikring af byggeri.