Campingpladser skal stramme op på elsikkerheden

Publiceret d. 4. marts 2019
Sikkerhedsstyrelsen fører i foråret 2019 kontrol med elsikkerheden på campingpladser. De er udvalgt som en del af et risikobaseret tilsyn, fordi styrelsen sidste år fandt for mange fejl med installationerne på pladserne. Der bliver blandt andet kigget på, om der er blevet fulgt op på påbud.
Campingplads_campingvogn_04032019
Campingplads

Mens mange familier med børn og andre campister så småt begynder at tage campingvognene i brug, får pladserne også andre gæster.

Sikkerhedsstyrelsen fører nemlig i foråret tilsyn med, at elinstallationerne på campingpladser rundt i hele landet er i orden.

Tilsynet er en del af styrelsens risikobaserede kontrol. Campingpladserne er udvalgt, fordi der ved en indsats sidste år desværre blev fundet for mange fejl.

Kun 19 ud af de 176 pladser, styrelsen førte tilsyn med i 2018, havde styr på elinstallationerne.

109 fik vejledning. 47 fik påbud og en campingplads fik strakspåbud. Et strakspåbud betyder, at styrelsens tilsynsførende ikke forlader pladsen, før problemet er bragt i orden.

Særligt var der problemer med de strømstandere, som forsyner campingvognene med el.

Fejlene var blandt andet defekte RCD’ere (som også er kendt som HFI- eller HPFI-relæ eller fejlstrømsafbrydere). Særligt disse fejl er farlige, fordi RCD'en skal slå strømmen fra i en nødsituation.

Derudover var der materiel, som var slået itu. Begge typer af fejl giver risiko for elektrisk stød.

- Det er særlig problematisk, hvis der ikke er styr på elinstallationerne på campingpladser. For det første er det områder, hvor mange børn og voksne kommer igennem i sæsonen. Derudover er elmateriel, som befinder sig udendørs, særligt udsat for vind og vejr. Derfor skal ejerne af campingpladserne sikre, at elinstallationerne er i orden, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff.

Campingpladsejerne har ansvaret for, at installationerne på pladsen er i orden.

Det er til gengæld ejerne af campingvognene, som har ansvaret for, at installationerne inde i vognene er forsvarlige.

De fleste af tilsynene er genbesøg på pladser fra sidste år. Sikkerhedsstyrelsen tjekker, om campingpladserne har fulgt op på påbuddene.

Hvis der ikke er blevet fulgt op på påbud fra sidste år, risikerer pladserne at blive politianmeldt.

- Men én ting er at følge op på påbud. Det er mindst lige så vigtigt, at campingpladserne generelt er deres ansvar bevidst og sørger for, at elinstallationerne bliver tjekket. Ikke kun når vi har været der og sagt, at det skal ordnes. I sidste ende er det campisternes sikkerhed, man sætter på spil, hvis der ikke er styr på elinstallationerne, uddyber kontorchefen.

Sådan foregår et tilsyn

I videoen nedenfor kan du se, hvordan et tilsyn på en campingplads foregår. 

Her er elinspektør Thomas Slot Christiansen fra Sikkerhedsstyrelsen på tilsyn på Vejers Strand Camping.

 

Om tilsynet

Ved tilsynet vil Sikkerhedsstyrelsen kontrollere, om eventuelle fejl, der sidste år gav anledning til påbud, er blevet udbedret.

Er fejlene ikke blevet rettet, kan det ende med en politianmeldelse.

Sikkerhedsstyrelsens tilsynsførende vil blandt andet kigge på fejlstrømsafbrydere og dele af installationerne.