Sikkerhedsstyrelsen: Stadig alt for få bruger sikkerhedsbriller

Publiceret d. 2. januar 2021
Færre kom til skade med fyrværkeri nytårsaften, men antallet af alvorligt tilskadekomne faldt kun lidt.
”Det er beklageligt, at så mange stadig ikke bruger sikkerhedsbriller – og ikke er klar over, at de kan komme til skade som tilskuere,” siger direktør for Sikkerhedsstyrelsen Lone Saaby.
Dreng med beskyttelsesbriller
Dreng med beskyttelsesbriller
Indholdet er senest revideret 10. februar 2021

Selv om antallet af tilskadekomne ved fyrværkeriulykker ved årsskiftet faldt fra 227 til 165, kom 25 (rettet fra 24) af dem alvorligt til skade, hvilket kun er to færre end året før. Det viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital (OUH), som samtidig oplyser, at kun to ud af de 25 alvorligt tilskadekomne bar sikkerhedsbriller.

”Det er beklageligt, at så mange stadig ikke bruger sikkerhedsbriller. Selv om de er billige og lette både at få fat i og at bruge, så giver de en god beskyttelse. Derfor skal vi fortsat gøre en stor indsats for at få flere til at bære sikkerhedsbriller,” siger Lone Saaby, direktør i Sikkerhedsstyrelsen.

Opgørelsen fra OUH viser også, at 11 af de 25 alvorligt tilskadekomne var tilskuere.

”Det er ærgerligt, at der er så mange, som ikke tænker over, at de kan komme til skade som tilskuere. Man skal være klar over, at man på ingen måde er i sikkerhed for raketter og skud fra batterier, bare fordi man står i baggrunden,” siger Lone Saaby, som dog glæder sig over, at antallet af de mindre alvorlige skader er faldet fra 200 til 140.

”Faldet kan skyldes, at der har været færre mennesker forsamlet på pladser og i gaderne på grund af corona-restriktionerne,” siger direktør i Sikkerhedsstyrelsen Lone Saaby.

I løbet af 2020 testede Sikkerhedsstyrelsen 142 fyrværkeriartikler, hvilket førte til, at 52 af dem blev taget af markedet.

Flere af de testede fyrværkeriartikler blev udvalgt på baggrund af anmeldelser fra forbrugere, som i løbet af forrige fyrværkerisæson havde oplevet fejl på fyrværkeri, de havde købt.

Har man haft lignende oplevelser i denne sæson, er man velkommen til at henvende sig til Sikkerhedsstyrelsen med konkrete oplysninger om, hvilket fyrværkeri der fejlede, og evt. medsende fotos til sik@sik.dk.

Siden salget af fyrværkeri begyndte 15. december og frem til nytårsaften blev yderligere én rakettype samt to typer fyrværkeribatterier trukket tilbage.

I samme periode gennemførte Sikkerhedsstyrelsen kontrolbesøg på 242 salgssteder landet over for at tilse, at der kun blev solgt fyrværkeri, der var lovligt.

På flere end 50 salgssteder blev der konstateret mulige overtrædelser, men da virksomhederne har mulighed for at udtale sig, bliver der først senere taget stilling til, hvor mange sager der ender med en politianmeldelse.

Udover at føre kontrol med fyrværkeri og salgssteder gennemfører Sikkerhedsstyrelsen hvert år en massiv oplysningsindsats for at skabe opmærksomhed om sikker brug af fyrværkeri.

I år henvendte Sikkerhedsstyrelsen sig blandt andet til de 18-25-årige mænd via musikvideoen ’Nytår Igen’ med Jesu Brødre, som blev vist flere end 1.800.000 gange (rettet fra 1,3 mio.) på YouTube og 750.000 gange på Facebook og blev afspillet flere end 500.000 gange på Spotify.

Den detaljerede opgørelse fra UlykkesAnalyseGruppen (UAG) på Odense Universitetshospital, der dækker både 31. december 2020 og 1. januar 2021, kan ses her.