Køb, brug og opladning af segboards og elektriske løbehjul

Fra januar 2019 er det lovligt at bruge segboards og elektriske løbehjul på områder, hvor færdselsloven gælder. Er du en af de mange, som er blevet bidt af de nye transportmidler, får du her gode råd til at tjekke produkterne, før du køber, og bruge og oplade dem sikkert.

Det er ikke nok at kunne stå på dit segboard eller elektriske løbehjul, uden at vælte omkuld.

De er transportmidler ligesom din cykel eller bil. Derfor er det vigtigt, at du behandler dem godt og husker at vedligeholde dem, så de ikke bliver farlige.

Sikkerhedsstyrelsen har samlet gode råd til dig, der gerne vil tjekke dit segboard eller elløbehjul, før du køber eller bruger det og oplader dem sikkert, når du har taget dem i brug.

Før du køber

Der er en tre ting, du skal være særligt opmærksom på, før du køber et segboard eller elektrisk løbehjul.

  1. Det skal være CE-mærket
  2. Det skal være mærket med fabrikantens navn, adresse og modelbetegnelse
  3. Der skal følge en dansk brugsvejledning med produktet

Før du bruger

Det er også en god idé at læse brugsvejledningen grundigt, før du tager elløbehjulet eller segboardet i brug.

Den kan indeholde vigtig information fra producenten om, hvordan du bruger segboardet eller løbehjulet på en sikker måde.

Når du lader op

Du skal være særligt opmærksom på at oplade produktet korrekt.

De elektriske transportmidler kører på strøm fra batterier. Batterier kan tage skade af slag og fald, og beskadigede batterier kan i værste fald bryde i brand.

Derfor er det vigtigt, at du er særligt opmærksom på dit segboard eller elektriske løbehjul, hvis du ved, at batteriet har været udsat for slag, fald og lignende.

Følg disse råd, når du lader segboardet eller dit elektriske løbehjul op:

6 gode råd til opladning af segboard og elløbehjul

  • Læg aldrig opladeren eller segboard/løbehjul på et brandbart underlag, når du lader op
  • Brug en oplader, som er beregnet til lige netop dit segboard eller løbehjul
  • Tjek at ledning og stik ikke har synlige skader
  • Hold øje med, at opladeren ikke bliver meget varm, når du lader op
  • Dæk ikke opladeren til, så den bliver overophedet
  • Det er en god ide kun at oplade, når du kan holde øje med opladningen.