Farer ved legetøj
Tøj og legetøj kan være farlige for børn. For de helt små er det især smådele, som kan udgøre en risiko. Kan små dele rive sig fri af legetøjet, kan børn under tre år - som kommer mange ting i munden - blive kvalt i dem.
Lange snore er også en risiko, fordi de kan hænge fast i andre ting, når barnet leger, og de kan vikle sig rundt om barnets hals. Snore skal være kortere end 22 cm.
Hvis legetøjet har skarpe kanter er der risiko for at barnet kan rive sig.
Risikoen for at dit barn kan få fingrene i klemme opstår, hvis der bevægelige dele i legetøjet, som kan klappe sammen om barnets fingre.
Batterier kan også skabe farlige situationer. Du kan sikre dit barn ved at tjekke, om batteriklappen sidder ordenligt fast. Der er krav til, at man skal bruge skrutrækker eller andet værktøj til at fjerne batteriklappen på legetøj. Det er særligt små knapcellebatterier, der er farlige, fordi barnet nemt kan tage dem i munden og sluge dem.
Brug din sunde fornuft - også på nettet
Når du køber legetøj i en butik, tager du formentlig fat i produkterne og vurderer dem, før du køber. Det er sværere, når du køber legetøj over nettet, hvor du ikke kan vurdere produkterne på forhånd. Derfor er det blandt andet vigtigt, at du kigger kritisk på legetøj købt online, før du giver det til dit barn.
På nettet er grænserne mellem lande også mere flydende. Det betyder, at du ikke nødvendigvis opdager, at du handler på en webshop fra et andet land, hvis du ikke undersøger det nærmere.
I Danmark og EU er der særlige regler for produktsikkerhed - også i forhold til legetøj. Når du handler inden for EU, har myndighederne bedre mulighed for at føre kontrol med produkter og sanktionere over for virksomheder, hvis de har solgt produkter, som ikke er sikre.
Produkter købt uden for EU er ikke nødvendigvis dårligere eller farligere. Men myndighederne har ikke de samme muligheder for at gribe ind, hvis uheldet er ude.
Derfor har vi samlet nogle gode råd til dig, når du shopper legetøj til ungerne på nettet.
Fire gode råd til nethandel
- Ligger den butik du handler med uden for EU?
- Er der risiko for kortslutning, stød eller brand?
- Kan dit barn blive kvalt, rive sig eller få fingrene i klemme?
- Sælger du produkter videre, som er købt uden for EU? Så er det dit ansvar, hvis produktet er farligt.
Tjek med legetøjstesteren
Kvælningsfare opstår, hvis dit barn kan tage smådele af legetøjet. Smådele kan sætte sig fast i halsrøret, hvis barnet tager dem i munden. Du kan teste for smådele med vores legetøjstester