Sådan handler du sikre elektriske produkter på nettet

Der kan være penge at spare ved at købe nye eller brugte elprodukter på internettet, men hvis du ikke står i en butik med produktet i hånden, kan det være svært at vurdere, om elapparatet er sikkert og forsvarligt. Du får her en række gode råd til, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du køber elprodukter på internettet.

Handel på nettet

Med internettet er handlen ikke længere lokal. Det betyder, at vi med et par klik kan købe et elapparat på en udenlandsk hjemmeside. Som forbruger bør du være opmærksom på en række ting, når du køber elektriske produkter.

Sikkerhedsstyrelsen overvåger løbende den elektroniske handel med elapparater, også på internettet, og vi opdaterer løbende vores liste med gode råd til sikker handel på internettet.

Det er vigtigt at have et apparats elektriske sikkerhed for øje, når du vil købe et elprodukt – uanset om det er på internettet eller i en almindelig butik.

Generelt er standarden for elapparater høj, men der kan være produkter på markedet, som ikke lever op til sikkerhedskravene og dermed udgør en risiko for forbrugernes sikkerhed. Man kan få stød, eller apparatet kan starte en brand.

Det betyder, at når du køber et elapparat på internettet, skal du være ekstra opmærksom og kontrollere produktet, inden du tager det i brug. Denne guide giver råd om, hvordan du kan gøre det.

6 gode råd, når du handler elprodukter på nettet

  • Find informationer om virksomheden
  • Produktet skal være CE-mærket
  • Tjek, at elproduktet kan bruges til dansk netspænding på 230 volt.
  • Produktet skal være forsynet med producentens og leverandørens navn og lignende informationer
  • Der skal medfølge en dansk brugsanvisning
  • Sikkerheden omkring elapparatet skal være i orden.

Hvilke regler gælder, når du handler på danske hjemmesider?

Hvis du køber et elapparat på en dansk hjemmeside, som henvender sig til danske forbrugere, gælder den danske købelov. Find derfor altid ud af, om firmaet har en adresse i Danmark.

Hvis du opdager mangler ved det elektriske apparat, skal virksomheden dække alle de omkostninger, der er ved udbedring af problemet. Hvis manglen ikke bliver udbedret, kan du ophæve købet.

Hvilke regler gælder, når du handler på udenlandske hjemmesider?

Du bør være ekstra opmærksom, når du handler på udenlandske hjemmesider. Når du køber et elprodukt inden for EU, er du som udgangspunkt bedre hjulpet, end hvis du køber et elprodukt uden for EU.

I EU har vi et fælles niveau for elektrisk spænding, vi har fælles standarder for de fleste produkter, og vi har et klagenævn.

Hvad bør du tjekke, inden du bestiller et elapparat på internettet?

Inden du bestiller et elapparat, bør du sikre dig, at firmaet har oplyst navn, adresse, telefonnummer, e-mail med mere.

Desuden bør du finde ud af, om firmaet har et registreringsnummer, eller om navnet på indehaveren er oplyst. Hvis du ikke kan finde disse oplysninger, så køb varen et andet sted.

Hvis du aldrig har hørt om producenten før, bør du være ekstra opmærksom. Det er som regel også et godt signal, hvis du kan komme i kontakt med en servicemedarbejder via hjemmesiden

Få så mange oplysninger om produktet som overhovedet muligt. Det er altid en god ide at tjekke, om produktet har CE-mærkning. Alle elprodukter, der markedsføres i EU, skal have denne mærkning.

Mærkningen betyder, at importøren eller fabrikanten har udfyldt en såkaldt overensstemmelseserklæring, der beskriver, hvilke tekniske standarder elapparatet følger. Hermed tilkendegiver importøren eller fabrikanten, at apparatet lever op til sikkerhedskravene. Du kan læse mere om CE-mærkning her på hjemmesiden.

Du bør også altid sikre dig, at elproduktet kan anvendes til den danske netspænding på 230 volt.

Hvad skal du være opmærksom på, når du modtager elapparatet?

  • Er elapparatet forsynet med et CE-mærke?
  • Har apparatet en mærkning, som blandt andet angiver, hvilken elektrisk spænding det bruger?
  • Er elapparatet forsynet med producentens og importørens navn og komplette postadresse? Denne mærkning skal være på apparatet, eksempelvis i bunden af produktet eller på emballagen.
  • Der skal medfølge en brugsanvisning på dansk.
  • Er der skarpe kanter, hvor ledningen går ind i apparatet?
  • Ser det ud til, at du kan komme i nærheden af skarpe dele, når du tager elproduktet i brug?
  • Kan du se elapparatets spændingsførende dele?
  • Er elapparatet solidtlavet?
  • Har elapparatet tynde ledninger? Du kan sammenligne tykkelsen med ledningen på et tilsvarende produkt.

Hvad skal du være opmærksom på, når du køber lamper?

Lamper er en produktgruppe, hvor Sikkerhedsstyrelsen jævnligt opdager sikkerhedsmæssige fejl.

Vær opmærksom på:

  • Har lampen en mærkning, som angiver den elektriske spænding og effekt (watt)? Desuden skal lampen være mærket med importørens og fabrikantens registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadresse, hvor de kan kontaktes.
  • Er lampens ledninger aflastet, det vil sige, kan du trække i ledningen, uden at du hiver den ud?
  • Er der skarpe kanter i nærheden af ledningerne?
  • Står lampen sikkert på gulvet eller bordet?
  • Kan lyskilden udskiftes med en alternativ lyskilde?

Anmeld farlige elprodukter til Sikkerhedsstyrelsen

Hvis du opdager mangler ved et elapparat, vil vi i Sikkerhedsstyrelsen gerne høre om det, så vi kan advare andre forbrugere. Du bør ikke bruge elapparatet, hvis du er i tvivl om dets sikkerhed.

Du kan anmelde et farlig produkt her.