Sikkerhedsstyrelsen dumper hvert tredje stykke legetøj solgt på nettet

Publiceret d. 20. november 2018
I en stor indsats, hvor Sikkerhedsstyrelsen har udtaget 106 stykker legetøj fra danske webshops, dumpede 35 på et eller flere områder. Indsatsen viser, at det er vigtigt, at forbrugerne husker deres kritiske sans – også når de handler på nettet.
Legetøj_nyhed_e-handelskampagne_20112018

Sikkerhedsstyrelsen kører i øjeblikket en indsats, hvor styrelsen foretager visuel kontrol af legetøj og dele af den tekniske dokumentation for produkternes sikkerhed, som forhandleren skal kunne stille til rådighed for myndighederne.

Halvdelen af produkterne bliver udtaget i fysiske butikker, og de resterende kommer fra danske webshops.

Mens indsatsen i de fysiske butikker endnu ikke er færdig, tegner der sig et billede af legetøj til salg online. Af 106 produkter fejlede 35 ved kontrollen.

Der er særlige krav til netop legetøj, fordi børn er en sårbar forbrugergruppe.

- Indsatsen viser, at der er brug for, at forhandlere, importører og fabrikanter strammer op, men også at forbrugerne skal huske at bruge deres kritiske sans, når de handler på nettet. Lyder et tilbud for godt til at være sandt, så er det det måske også, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Lone Brose.

Sikkerhedsstyrelsen har kigget på, om legetøjet var mærket korrekt med CE-mærkning og eventuelle brugsanvisninger og advarsler, og om forhandlerne har kunnet skaffe den nødvendige tekniske dokumentation for, at legetøjet var i orden.

Gode råd til nethandel

I forhold til legetøj er der en række ting, man som forælder kan være opmærksom på, når man køber legetøj online.

- Når man modtager pakken, kan man undersøge legetøjet, før man giver det til sit barn. Er barnet under tre år, er det særligt vigtigt at kigge på, om der kan falde smådele af. Smådele kan kvæle små børn. Man kan også vurdere, om barnet kan rive sig på produktet, få fingrene i klemme eller om der er lange snore, som barnet kan blive stranguleret i, uddyber kontorchefen.

Register over farlige produkter

Sikkerhedsstyrelsen offentliggør løbende farlige produkter, som bliver kaldt tilbage fra forbrugerne eller taget ud af salg. Se dem på www.sik.dk/farlige-produkter.

Fakta om indsatsen

  • Sikkerhedsstyrelsen kører i øjeblikket en stor indsats på legetøj, hvor i alt 212 produkter bliver udtaget til kontrol.
  • De 106 produkter er udtaget i danske webshops. 35 af de 106 produkter fejlede ved Sikkerhedsstyrelsens kontrol.
  • Legetøjet er udtaget tilfældigt.
  • Formålet med den tilfældige udtagning er, at styrelsen kan se på indsatsen statistisk og få et repræsentativt billede af, hvordan forhandlere, importører og fabrikanter lever op til reglerne for legetøj på det danske marked.

Krav til legetøj

I Danmark og EU er der blandt andet krav om, at legetøj skal CE-mærkes. CE-mærket er fabrikantens angivelse af, at legetøjet stemmer overens med de sikkerhedsmæssige krav.

Derudover skal legetøj have en brugsanvisning, når det er relevant.

For mange legetøjsprodukter er der også krav om advarselsmærkning. For eksempel at det ikke må bruges af børn under tre år.

Hvad er et farligt produkt?

Et produkt er farligt, hvis du kan komme til skade, når du bruger det til det, som det er beregnet til.

Få en uddybende forklaring på, hvad et farligt produkt er, hvem der har ansvaret for produkters sikkerhed og hvordan vi i Sikkerhedsstyrelsen behandler sager om farlige produkter i videoen nedenfor.