Robotplæneklippere: Få styr på apps, strømforsyning og mærkning

Publiceret d. 11. marts 2020
Kontrol af robotplæneklippere viste, at der var formelle og tekniske problemer med en række maskiner. De fleste problemer kunne afhjælpes, men Sikkerhedsstyrelsen beder fabrikanter og importører stramme op på sikkerheden.
Foto: PixaBay
Foto: PixaBay

Sikkerhedsstyrelsen har i en indsats kontrolleret 15 robotplæneklippere.

En af plæneklipperne blev vurderet så farlig, at den er blevet kaldt tilbage fra forbrugerne, mens 11 måtte stoppe salget eller afhjælpe fejl, før de kunne sælge plæneklipperne igen. Tre kom igennem kontrollen uden bemærkninger.

Kontrollen viste, at der særligt var problemer med strømforsyninger og app-styrede plæneklippere samt formelle fejl i advarselsmærkning og brugsanvisninger.

Det er blandt andet et sikkerhedskrav, at robotplæneklippere skal standse hurtigt, hvis de bliver løftet eller vælter. Nogle af de testede maskiner levede ikke op til dette krav. Særligt de app-styrede robotplæneklippere, hvor appen ikke altid var opdateret, havde problemer med, at de fortsatte med at bevæge rotorsaksene for længe, efter maskinen blev løftet eller væltet.

En anden udfordring ved maskinerne var, at de ikke var forsynet med en oplader beregnet til udendørs brug. Sikkerhedsstyrelsen mener, at dette er et problem, fordi det er forventelig brug, at forbrugerne vil forbinde ladestationen til et strømudtag udenfor.

Derudover var der formelle fejl i form af manglende advarselsmærkning på dansk og mangelfulde brugsanvisninger. En gennemgående, formel fejl i brugsanvisningerne var, at fabrikanten ikke angav, om anvisningen var original eller oversat. En anden fejl var, at det ikke var nævnt i brugsanvisningen, hvordan reservedele skulle skiftes, når delene kan have påvirkning på brugerens sikkerhed.

Gode råd til importører og fabrikanter

  • Sørg for, at strømforsyningen til robotplæneklipperen er beregnet til udendørs brug.
  • Hvis robotplæneklipperen bliver styret af en app på telefonen, skal appen være opdateret og sikker, så der ikke kan opstå farlige situationer.
  • Advarselsmærkning skal – hvis den består af tekst – være på dansk.
  • Brugsanvisningen skal leve op til kravene i maskindirektivet.