Krav til fabrikant og importør af gasapparater og -udstyr

Der er en række krav, du skal overholde, hvis du er fabrikant eller importør af gasmateriel, der ikke er omfattet af gasapparatforordningen

Hvornår er du fabrikant eller importør?

Du betragtes som fabrikant af gruppe C-materiel, når du fremstiller eller får fremstillet gasmateriel, der ikke er omfattet af gasapparatforordningen. Du har ansvaret for, at materiellet og din virksomhed opfylder de krav, der stilles i bekendtgørelse om sikkerhed for gasmateriel

Hvis du importerer gasmateriel i gruppe C til Danmark, skal du være opmærksom på, at du har de samme forpligtelser, som en fabrikant har. Det er uden betydning, om importen af gruppe C-materiel sker fra lande inden for eller uden for EU.

Hvis du ændrer gasmateriel i gruppe C, der allerede er bragt i omsætning på det danske marked, så det får betydning for, om kravene i bekendtgørelsen overholdes, anses du for fabrikant af gasmateriellet og får alle fabrikantens forpligtelser.

Risikovurdering, undersøgelser og test af gasmateriel kan udføres og dokumenteres af en anden end fabrikanten selv, men så skal du som fabrikant kunne fremvise dokumentationen, hvis du bliver bedt om det.

Risici og risikovurdering

Du skal som fabrikant af gasmateriel lave en fyldestgørende risikovurdering. Det betyder, at du skal identificere de risici, der er forbundet med gasmateriellet og at du skal tage højde for disse risici, når du konstruerer og fremstiller dit gasmateriel.

Ved fremstilling skal du følge disse tre principper i den nævnte rækkefølge:

  1. Så vidt muligt fjerne eller mindske risiciene ved bygge sikkerheden ind i produktet.
  2. Træffe nødvendige beskyttelsesforanstaltninger over for de risici, som ikke kan fjernes.
  3. Oplyse brugerne om risici som følge af, at der ikke kan træffes fuldstændige beskyttelsesforanstaltninger og oplyse, om særlige forholdsregler er påkrævet.

Du skal ved risikovurderingen tage højde for gasmateriellets tilsigtede brug og den anvendelse af det, som med rimelighed kan forventes.

Opbygning, test og dokumentationskrav

Du skal som fabrikant sikre og kunne påvise, at de materialer, du har valgt at bruge i dit gasmateriel, kan fungere sikkert i hele materiellets levetid.

Det vil sige, at det skal være modstandsdygtigt over for de gaskvaliteter og det gastryk, du erklærer materiellet egnet til.

Samtidig skal materiellet være holdbart og kunne tåle de påvirkninger, som det kan forudsiges at blive udsat for, når det installeres og efterfølgende bruges. Det kan for eksempel være vind og vejr, temperatur, uv-stråling, rystelser og andre ydre påvirkninger.

Retningslinjer for påvirkninger

  • I Danmark anses temperaturområdet normalt for mellem -20 grader C og +50 grader C.
  • Kravet gælder alle materialer, også pakningsmaterialer, membraner og lignende.

Test

Som fabrikant af gasmateriel af type C skal du have gennemført en fyldestgørende typetest. Den skal vise, at gasmateriellet lever op til sikkerhedskravene i gasmaterielbekendtgørelsen, så det er sikkert og egnet til det formål, du anfører i din installationsvejledning. Typetesten skal ske, før gasmateriellet markedsføres.

Du skal som fabrikant også have planlagt en løbende kontrol af produktionen, så du sikrer, at dine produkter altid er sikre og i overensstemmelse med den gennemførte typetest. Dette vil typisk ske ved en systematisk egenkontrol.

Du har mulighed for selv at udføre typetest og egenkontrol internt i virksomheden, eller du kan vælge at lade andre udføre opgaven.

Dokumentationskrav

Du skal som fabrikant dokumentere, at du overholder de sikkerhedskrav, der fremgår af gasmaterielbekendtgørelsen

Krav til dokumentation i bekendtgørelsen er blandt andet

  • Oplysninger om, hvem der har fremstillet gasmateriellet.
  • Beskrivelse af gasmateriellet, som entydigt identificerer det ved angivelse af typebetegnelse, produktionsnummer, serienummer eller lignende.
  • Generel beskrivelse af gasmateriellet.
  • Den udførte risikovurdering og håndteringen af risiciene.
  • Dokumentation for udførte undersøgelser og tests.
  • Dokumentation for udført egenkontrol.

Hvis du ikke bruger harmoniserede standarder til at sikre, at dit gasmateriel lever op til kravene, eller hvis du kun bruger dele af dem, skal du som fabrikant stille mere dokumentation for dit gasmateriel til rådighed for myndighederne til at vise overensstemmelse.

Du skal ud over det, der er angivet ovenfor, også kunne fremvise:

  • Konstruktions- og produktionstegninger.
  • Beskrivelser og forklaringer, som er nødvendige for forståelse af dokumentationen efter punkt 1) samt en beskrivelse af, hvordan gasmateriellet fungerer.
  • Beskrivelse af løsninger, som er valgt for at opfylde sikkerhedskravene.
  • En risikovurdering, der beskriver, hvilke farer der kan opstå ved opbevaring, transport, installation, ibrugtagning og drift af gasmateriellet
  • Vurderingen skal både gælde, når gasmateriellet anvendes som foreskrevet og ved den anvendelse af det, som med rimelighed kan forventes, så gasmateriellet er sikkert i hele dets levetid.

Krav til sporbarhed og mærkning

Du skal som fabrikant sikre sporbarhed af gasmateriellet. Det kan gøres med et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, der entydigt identificerer gasmateriellet.

Vær opmærksom på, at hvis du bruger produktionsdato som entydig identifikation af gasmateriellet, skal produktionsdatoen være før i tid end salgsdatoen.

Derudover skal du forsyne gasmateriellet med følgende oplysninger:

  • Fabrikantens navn eller varemærke.
  • Kontaktoplysninger på fabrikanten.
  • Gasmateriellets anvendelsesområde og gaskategori, gastryk og tilslutningstryk, hvor det er relevant
  • Relevante oplysninger for gasmateriellets installation og anvendelse.

Hvis gasmateriellets størrelse gør, at det ikke er muligt at placere oplysningerne på materiellet, skal oplysningerne fremgå af produktets emballage eller den medfølgende dokumentation.

Advarselsmærkninger

Gasmateriel skal være mærket med relevante advarsler på dansk, og de skal også fremgå af emballagen.

Oplysningerne skal på en entydig måde angive den gastype, der skal anvendes, tilslutningstrykket, apparatkategorien og eventuelle indskrænkninger i anvendelsen, herunder hvis apparatet kun må installeres i områder med tilstrækkelig ventilation.

Der kan ikke udstedes nye DG-certifikater efter 21. april 2018, hvor bekendtgørelse om sikkerhed for gasmateriel træder i kraft. Gasmateriel, der har en typegodkendelse udstedt inden 21. april 2018, må dog fortsat mærkes og sælges, hvis der ikke er foretaget ændringer af materiellet og  DG-certifikatet og testrapporten kan fremvises.

Installations- og brugsvejledning

Du er som fabrikant ansvarlig for at udarbejde fyldestgørende installationsvejledning på dansk til brug for den, der skal installere gasmateriellet.

    Vejledningen skal indeholde

    • Alle installations-, indbygnings-, justerings- og vedligeholdelsesanvisninger, der er nødvendige for korrekt installation og justering og sikker anvendelse.
    • Oplysninger, der er nødvendige for, at apparatet kan tilsluttes korrekt til gasforsyning, strømforsyning og aftræk og for, at der sikres tilstrækkelig ventilation.

    Som fabrikant skal du også udarbejde en brugs- og vedligeholdelsesanvisning på dansk til brugeren.

    Brugs- og vedligeholdelsesanvisningen skal indeholde

    • Alle nødvendige oplysninger for en sikker anvendelse
    • Oplysninger om tilfælde, hvor der er behov for særlig vedligeholdelse, eller hvor det tilrådes, at eftersyn udføres af en autoriseret vvs-virksomhed eller virksomhed med virksomhedsgodkendelse på gasområdet
    • Alle nødvendige oplysninger om materiellets justering, drift og vedligeholdelse som del af den færdige installation.