CE-mærkning af fyrværkeri

Lovligt fyrværkeri skal være CE-mærket. Her kan du læse mere om reglerne for mærkning af fyrværkeri.

CE-mærket

Alle fyrværkeriartikler og andre pyrotekniske artikler skal være CE-mærkede for at være lovlige.

CE-mærkningen vil altid have følgende format:

XXXX-YY-ZZZZ…

Her vil XXXX være et nummer på det bemyndigede organ, der har godkendt artiklen, YY vil være kategorien af artiklen, og ZZZZ… vil være et løbenummer på artiklen.

Hvad omfatter de forskellige kategorier af fyrværkeri?

Kategori 1: Fyrværkeri forbundet med lav risiko og minimalt støjniveau, som er beregnet til anvendelse i fysisk afgrænsede områder, herunder fyrværkeri til indendørs brug i boliger.

Kategori 2: Fyrværkeri forbundet med lav risiko og lavt støjniveau, som er beregnet til udendørs anvendelse i fysisk afgrænsede områder.

Kategori 3: Fyrværkeri forbundet med mellemhøj risiko, som er beregnet til udendørs anvendelse i større, fysisk åbne områder. Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt.

Kategori 4: Fyrværkeri forbundet med høj risiko, som er beregnet til kun at blive anvendt af festfyrværkere. Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt.

Kategori T1: Scenefyrværkeri med lav risiko.

Kategori T2: Scenefyrværkeri, som er beregnet til kun at blive anvendt af personer, der er godkendt som scene- eller festfyrværkere.

Kategori P1: Andre pyrotekniske artikler, som er forbundet med lav risiko

Kategori P2: Andre pyrotekniske artikler, som er beregnet til kun at blive anvendt eller håndteret af personer med særlig viden om de pågældende artikler

Krav til CE-mærket fyrværkeri

Før fyrværkeriartikler kan gøres tilgængelige for forbrugeren, skal artiklerne CE-mærkes. Før artiklerne bringes i omsætning, er fabrikanten forpligtet til at dokumentere, at produkterne er i overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav, som angivet i bekendtgørelsen på området. (Gælder fra 4. juli 2017)

Det formodes, at produktet opfylder de væsentligste sikkerhedskrav, hvis produktet er i overensstemmelse med de danske standarder for området.

Overensstemmelsesvurdering

For at få overensstemmelsesvurderet fyrværkeri skal fabrikanten indlevere det pågældende produkt til et bemyndiget organ, altså en virksomhed, der er særligt godkendt af et europæisk land til at vurdere fyrværkeri.

Det bemyndigede organ vurderer om produktet overholder en række relevante sikkerhedskrav.

Overensstemmelsesvurderingen, der dokumenterer, at produktet overholder de væsentligste sikkerhedskrav, er en forudsætning for at produktet må sælges.

De bemyndigede organer, der er udpeget, kan findes i NANDO-databasen på EU’s hjemmeside.

CE-mærkning

Fabrikanten er ligeledes forpligtet til at sørge for, at fyrværkeriartiklerne er mærket korrekt.

Når fyrværkeriartiklen er overensstemmelsesvurderet og opfylder de relevante krav, skal fabrikanten CE-mærke produktet.

Med CE-mærkningen angiver fabrikanten, at fyrværkeriet overholder de væsentlige sikkerhedskrav.

Ud over CE-mærkningen er der krav til mærkning af fyrværkeri med sporbarhedsoplysninger og sikkerhedsinformationer.

Vær opmærksom på at mærkning og brugsanvisning skal være på dansk og ikke mindst tydelig, letlæselig og anbragt sådan, at den ikke kan slettes.

Yderligere information om mærkning og overgangsbestemmelser vedrørende mærkning kan findes i bekendtgørelse 1423.