Hvad er min rolle, når jeg arbejder med e-cigaretter?

Kravene til dig, der arbejder professionelt med elektroniske cigaretter, afhænger af, om du er fabrikant, importør, distributør eller detailforhandler. Her kan du finde mere information om rollerne og de pligter, de medfører. Du kan godt have flere roller samtidig, fx som distributør og detailforhandler.

Fire grupper af aktører

I lov om elektroniske cigaretter findes der fire grupper af aktører:

  1. Fabrikanter
  2. Importører
  3. Distributører
  4. Detailforhandlere

Du er fabrikant

Du er efter reglerne fabrikant:

  • Hvis du blander e-væsker med- og uden nikotin, uanset om du gør det i en produktionsvirksomhed eller i en detailbutik.
  • Hvis du køber færdige produkter og markedsfører dem under dit eget navn eller varemærke.
  • Hvis du indgår kontrakt med en virksomhed om at producere elektroniske cigaretter for dig, så du kan sælge dem under dit eget varemærke.

Du er importør

Du er efter reglerne importør:

  • Hvis du importerer e-cigaretprodukter fra en virksomhed uden for EU for at videresælge dem inden for EU til grossister eller detailforhandlere.

Du er distributør

Du er efter reglerne distributør:

  • Hvis du køber e-cigaret-produkter i et andet EU-land og importerer dem til Danmark, hvor produkterne markedsføres til forhandlere under fabrikantens navn og varemærke. En distributør markedsfører ikke til forbrugere.

Du er detailforhandler

Du er efter reglerne detailforhandler:

  • Hvis du fra en butik eller webbutik til danske forbrugere sælger elektroniske cigaretter, der er købt inden for EU, med fabrikantens navn og varemærke.

Fabrikanter og importører skal registreres og anmelde produkter

Som fabrikant eller importør har du pligt til at anmelde de produkter, du er fabrikant eller importør af, til Sikkerhedsstyrelsen. Produkterne skal anmeldes i det fælleseuropæiske system EU-CEG, og du skal muligvis betale et gebyr for produktet. Hvis du ikke anmelder dem, kan du ikke lovligt markedsføre produkterne i Danmark.

Hvis du fremstiller eller oplagrer elektroniske cigaretter eller genopfyldningsbeholdere i Danmark, skal du lade dig registrere hos Sikkerhedsstyrelsen.

Distributører og detailforhandlere skal registreres

Hvis du oplagrer eller markedsfører elektroniske cigaretter eller genopfyldningsbeholdere, skal du lade dig registrere hos Sikkerhedsstyrelsen.

Download dokumenter

Har du spørgsmål?

Kontakt Sikkerhedsstyrelsen på e-mail til tobaksvaredirektivet@sik.dk eller sik@sik.dk.