Få en virksomhedsautorisation – el, vvs, kloak eller gas

Denne vejledning er til dig, der vil søge om autorisation eller allerede har autorisation inden for el, vvs, kloak eller gas.

Autorisation

Kravet om autorisation er med til at sikre, at installationer inden for el, vvs, kloak og gas bliver udført og serviceret korrekt.

Hvilke typer af autorisation findes der?

Der findes flere typer af autorisationer og godkendelser inden for el, vvs, kloak og gas. Vi har samlet de forskellige autorisationer og godkendelser i en liste.

Se liste over alle autorisationstyper og godkendelser.

Hvilke virksomhedsgodkendelser findes der på gasområdet?

Der findes tre særlige virksomhedsgodkendelser på gasområdet. De dækker over arbejde, der falder uden for autorisationsområdet:

  1. Store gasfyrede anlæg over 135 KW og gasinstallationer med procesudstyr
  2. Gasdrevne motoranlæg
  3. Gasdrevne turbiner

Hvis du arbejder inden for et af disse tre områder, skal du stadig godkendes af Sikkerhedsstyrelsen, og reglerne i denne vejledning omfatter derfor også dig.

Krav til autorisation

For at få eller opretholde en autorisation skal du som virksomhed opfylde to grundlæggende krav:

  1. Du skal have tilknyttet en godkendt fagligt ansvarlig i mindst 30 timer om ugen.
  2. Du skal have et godkendt kvalitetsledelsessystem (KLS)

Hvis den fagligt ansvarlige tidligere har været tilknyttet en anden autoriseret virksomhed, skal du være opmærksom på, at han skal afmeldes den virksomhed, inden han kan tilknyttes din virksomhed.

Når du søger om autorisation, skal du få en godkendt kontrolinstans til at forhåndsgodkende dit kvalitetsledelsessystem (KLS). Forhåndsgodkendelsen skal sendes ind sammen med din ansøgning.

Søg om autorisation

Hvis du vil søge om autorisation eller godkendelse på gasområdet, skal du sende en ansøgning til Sikkerhedsstyrelsen. Du skal betale et gebyr i forbindelse med ansøgningen. Se gebyrsatsen her.

Sådan søger du om autorisation til din virksomhed

  1. Forhåndsgodkendelse
    Kontakt en godkendt kontrolinstans med henblik på at få en forhåndsgodkendelse.
    Se listen over godkendte kontrolinstanser her.
     
  2. Fagligt ansvarlig
    Find ud af hvem der skal tilknyttes som fagligt ansvarlig i minimum 30 timer i ugen.
    Her kan du søge om at blive godkendt som fagligt ansvarlig.
    Hvis der sker ændringer med den fagligt ansvarlige, skal du informere os via denne blanket.
     
  3. Autorisationsansøgning
    Udfyld virksomhedens autorisationsansøgning via dette link.
    Her kan du læse, hvilke regler, du skal følge, for at beholde din autorisation.
     
  4. Afgørelse
    Hold øje med afgørelsen i virksomhedens digitale postkasse. 

Giv os besked, når der sker ændringer

Det er vigtigt, at Sikkerhedsstyrelsen får besked, hvis der sker ændringer, der har betydning for din autorisation. Du skal informere os, hvis:

  • En fagligt ansvarlig fratræder (oplysning skal ske inden fratrædelsesdatoen)
  • En ny fagligt ansvarlig tiltræder
  • Din virksomhed ophører
  • Din virksomhed ønsker at afmelde autorisationen
  • Din virksomhed ændrer navn eller adresse

Du skal være opmærksom på, at din autorisation bortfalder, hvis din virksomhed kommer under likvidation, konkurs eller helt ophører. Det betyder, at hvis virksomheden ikke længere er aktiv, kan den heller ikke være autoriseret.

Dispensation fra kravet om fagligt ansvarlig

Du kan få brug for at arbejde uden fagligt ansvarlig i en periode, fx fordi den fagligt ansvarlige i virksomheden stopper eller er væk i mere end 6 uger, uden at du har fundet en afløser. I sådanne tilfælde vil du typisk kunne opnå en dispensation i 3 måneder.

I helt særlige tilfælde kan din dispensation blive forlænget, dog højest i op til 1 år. Det kræver dog, at du får en anden virksomhed med autorisation inden for samme fagområde til at føre tilsyn med det udførte arbejde.

Den tilsynsførende virksomhed skal udfylde en oplysningsblanket, som du skal vedhæfte din ansøgning om dispensation.

Kan jeg være fagligt ansvarlig i to virksomheder?

Nej, du kan som udgangspunkt kun være fagligt ansvarlig i én virksomhed.

Du skal være tilknyttet den samme virksomhed i mindst 30 timer om ugen. Derfor vil du få en meget lang arbejdsuge, hvis du skal være fagligt ansvarlig i to virksomheder.

Dispensation til at være fagligt ansvarlig i to virksomheder, er noget der kun tildeles i helt særlige tilfælde.

Du kan sende e-mail til sik@sik.dk, hvis du alligevel vil søge om dispensation. Det er en forudsætning, at begge virksomheder allerede er autoriseret, eller vi som minimum har modtaget en ansøgning på det tidspunkt, du søger om dispensation.

I mailen skal du lave en kort beskrivelse af, hvorfor du har brug for at være tilknyttet to virksomheder. Derudover skal begge virksomheder besvare følgende 5 spørgsmål:

1. Hvornår arbejder de udførende medarbejdere (virksomhedens forretningstid)?
2. Hvornår arbejder den fagligt ansvarlige?
3. Hvor mange medarbejdere skal den fagligt ansvarlige tage ansvar for?
4. Hvor stor er virksomhedens omsætning?
5. Hvor stor en procentdel af omsætningen udgør autorisationskrævende arbejde?

Når vi har modtaget din e-mail, vil vi vurdere din ansøgning.

Kan jeg være fagligt ansvarlig i mindre end 30 timer om ugen?

Nej, du kan som udgangspunkt ikke arbejde som fagligt ansvarlig, hvis du arbejder mindre end 30 timer om ugen.

I enkelte særlige tilfælde er det dog muligt at opnå en dispensation fra kravet om 30 timer. Det kan ske, hvis vi vurderer det sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Når en ny virksomhed starter op, er det ikke altid, der er kunder nok til 30 timers autorisationskrævende arbejde lige i starten. I den forbindelse kan vi oplyse, at 30 timers kravet gælder alle timer lagt i virksomheden, også selv om noget af tiden foregår med markedsføring eller regnskab. Så længe den fagligt ansvarlige sørger for at opfylde sine forpligtelser med bemanding, instruktion og tilsyn i forhold til det autorisationskrævende arbejde.

En ansøgning om dispensation fra 30 timers kravet behandles sammen med din ansøgning om autorisation eller i forbindelse med tilknytning af en ny fagligt ansvarlig til en allerede eksisterende autorisation. I blanketterne vil du støde på følgende 5 spørgsmål, hvis du svarer nej til, at den fagligt ansvarlige er tilstede mindst 30 timer om ugen:

1. Hvornår arbejder de udførende medarbejdere (virksomhedens forretningstid)?
2. Hvornår arbejder den fagligt ansvarlige?
3. Hvor mange medarbejdere skal den fagligt ansvarlige tage ansvar for?
4. Hvor stor er virksomhedens omsætning?
5. Hvor stor en procentdel af omsætningen udgør autorisationskrævende arbejde?

Vi kan derfor ikke tage stilling til en konkret forespørgsel, før der er indsendt en ansøgning om autorisation, eller der allerede foreligger en autorisation.

Hvis der er tale om en fagligt ansvarlig, der allerede er tilknyttet virksomheden, men som af en helt særlig årsag har brug for nedsat tid, kan virksomheden kontakte Sikkerhedsstyrelsen direkte for en drøftelse af situationen.

Følg reglerne og behold din autorisation

Som virksomhed har du pligt til at efterleve reglerne på området. Hvis ikke du gør det, risikerer du at miste din autorisation.

Du kan læse mere i bekendtgørelse nr. 1414 om autorisation og drift af virksomhed på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet.