Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) er endvidere bemyndiget til at udstede Nationale DG-godkendelser på installationskomponenter og gasforbrugende udstyr uden for direktivets gyldighedsområde baseret på bestemmelser i gasreglementet.
Dansk Gasteknisk Center (DGC) er, af Erhvervs- og Byggestyrelsen, bemyndiget til at udstede CE-godkendelser for overensstemmelse med kravene til virkningsgrad på olie- og gaskedler, omfattet af nyttevirkningsdirektivet 92/42/EØF.
CE- og DG-godkendelser er normalt baseret på en typegodkendelse af gasmateriellet, men kan også bestå af en enhedsverifikation af enkelteksemplarer.
Godkendelse af gasmateriel i form af installationskomponenter og gasforbrugende udstyr udstedes på grundlag af bestemmelser i gasreglementets afsnit C-1 om "Overensstemmelsesvurdering, salg, markedsføring og ibrugtagning af gasmateriel" og gasreglementets afsnit C-2, "Bestemmelser om konstruktion, funktion og mærkning af gasmateriel". Disse bestemmelser implementerer gasapparatdirektiv 90/396/EEC, og den rent nationale DG-godkendelsesordning bygger på samme filosofi som gasapparatdirektivet.
En godkendelse af gasmateriel indebærer:
- Udstedelse af et CE- eller DG-typeafprøvningscertifikat på basis af laboratorieafprøvning af et eksemplar af materiellet på baggrund af de væsentlige krav i gasreglementets afsnit C-1 og de relevante harmoniserede standarder.
- Godkendelse af fabrikantens produktionskontrolsystem for det gasmateriel, der omfattes af typeafprøvningscertifikaterne baseret på de overensstemmelsesmoduler, der er anført i gasreglementets afsnit C-1, hvilket primært indebærer krav til kvalitetsstyring.
- Løbende overvågning af fabrikantens produktionskontrolsystem, primært ved efterprøvning af kvalitetsstyringssystemet og dets evne til at sikre produktion i overensstemmelse med typeafprøvningscertifikaterne. Kontrol og afprøvning af udtagne eksemplarer af gasmateriel kan dog også forekomme.