Bemyndigelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) og Dansk Gasteknisk Center (DGC) er af Sikkerhedsstyrelsen bemyndiget til at udstede CE-godkendelser, herunder CE-enhedsverifikationer, på gasforbrugende apparater, omfattet af gasapparatdirektiv 90/396/EØF.
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) er endvidere bemyndiget til at udstede nationale DG-godkendelser, herunder DG-enhedsverifikationer, på installationskomponenter og gasforbrugende udstyr uden for direktivets gyldighedsområde baseret på bestemmelser i gasreglementet.
Hvad dækker CE- og DG-godkendelser?
CE- og DG-godkendelser er normalt baseret på en typegodkendelse af gasmateriellet, men kan også bestå af en enhedsverifikation af enkelteksemplarer.
Enhedsverifikation som godkendelse
Enhedsverifikation er det begreb, gasapparatdirektivet anvender som mulighed for at godkende enkelte eller små serier af gasmateriel. Begrebet er introduceret i gasreglementets afsnit C-8, "Bestemmelser om enhedsverifikation", både i betydning af at kunne godkende enkelteksemplarer af gasmateriel og i betydningen af at kunne godkende specielle installationsløsninger i form af en helhedsvurdering af hele installationen.
Ved enhedsverifikation af gasmateriel vurderer DBI eller DGC en evt. dokumentation af gasmateriellets godkendelse til et andet land, om der skal foretages afprøvning af materiellet enten i laboratoriet eller på opstillingsstedet.
Ved opfyldelse af dokumentations- og godkendelseskravene til gasmateriel, udsteder DBI eller DGC en overensstemmelsesattest og der anbringes en enhedsverifikationsmærkat med det bemyndigede organs identifikationsnummer på udstyret.