Gas og vvs Metrologi, akkreditering og ædelmetaller Kloak Produktsikkerhed Fyrværkeri El

Vejledning til korrekt udfyldelse og fremsendelse - vvs

Vi har lavet en vejledning i korrekt udfyldelse og fremsendelse af ansøgning som vvs-installatør. Her kan du se, hvad der skal udfyldes og sendes med i din ansøgning til Sikkerhedsstyrelsen.

Virksomhedens navn
En autorisation som vvs-installatør er en virksomhedsautorisation. Derfor skal virksomhedens ledelse udfylde virksomhedens navn, adresse, telefonnummer og CVR-nummer.

Bekræftelse fra en kontrolinstans, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen
For at opnå autorisation, er det en betingelse, at virksomheden på ansøgningstidspunktet er tilmeldt hos en kontrolinstans, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Ved ansøgningen skal der være vedlagt en bekræftelse på, at kontrolinstansen efter en foreløbig gennemgang har fundet virksomhedens kvalitetsstyringssystem fyldestgørende.

Hvis virksomheden alene skal udføre installations- og servicearbejder på vand- og sanitetsinstallationer, kan virksomheden vælge imellem at implementere et kvalitetsstyringssystem eller at tilslutte sig den særlige tilsynsordning.

Link til kontrolinstanser, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen

Kravet om kvalitetsstyringssystem
Som betingelse for at bevare autorisationen skal virksomheden lave et simpelt kvalitetsstyringssystem, opnå godkendelse af dette og med regelmæssige intervaller få efterprøvet, om systemet bliver efterlevet i praksis (systemkontrol). Dette er obligatorisk på gasområdet. Ved arbejde på vand- og afløbsledninger kan virksomheden vælge enten at anvende et kvalitetsstyringssystem eller tilslutte sig en særlig tilsynsordning.

Læs mere om kvalitetsstyringssystemet

Hovedvægten i kravene til kvalitetsstyringssystemet er lagt på sikring af kvalitet i det udførte arbejde. De simple kvalitetsstyringssystemer vil kunne opbygges af simple dokumenter, der beskriver:

  • Virksomheden
  • Virksomhedens organisation
  • Krav til medarbejderuddannelse
  • Den teknisk ansvarlige persons beføjelser
  • Procedurer rettet mod den tekniske ansvarlige for kvalitetsstyring af arbejdet
  • Specifikke instrukser for arbejdets udførelse rettet mod virksomhedens medarbejdere med henvisninger til de gældende tekniske forskrifter.

Virksomhedens ledelse erklærer
Virksomhedens ledelse skal krydse af i felterne og anføre dato og underskrift.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at ringe til Sikkerhedsstyrelsen på tlf. 33732000 eller skrive til sik@sik.dk.

Sidst opdateret: 01-juli-2009 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top