Hvornår træder loven i kraft?
Folketinget har vedtaget en lov, der betyder, at fra 1. maj 2012 bliver det obligatorisk at få foretaget et eleftersyn, når der tegnes ejerskifteforsikring. Ligesom det i dag er obligatorisk at få lavet en tilstandsrapport af en byggesagkyndig, hvis man vil tegne ejerskifteforsikring.
Hvornår kan man tilmelde sig ordningen?
Installatørerne kan tilmelde sig fra 10. april 2012 på www.eleftersynsinfo.dk.
Hvem må udføre eleftersynet?
Eleftersynet kun må udføres af autoriserede installatører og deres ansatte. Det betyder, at kun autoriserede elinstallatører kan tilmelde sig ordningen.
Skal de autoriserede elinstallatørvirksomheder opfylde nogle betingelser, før de kan gå i gang med at udføre eleftersyn?
Ja. Kun virksomheder, som har en hovedbeskæftiget elinstallatør tilknyttet, må udføre eleftersyn og udarbejde elinstallationsrapporter.
Virksomheden skal være tilmeldt Eleftersynsordningen, og den skal have en ansvarsforsikring, der dækker i mindst 5 år efter, at elinstallationsrapporten er lavet.
Kan en person, der er beskikket byggesagkyndig, og som laver tilstandsrapporter, udføre eleftersyn?
Ja. Hvis den byggesagkyndige er ansat i en autoriseret elinstallatørvirksomhed, der er tilmeldt Eleftersynsordningen. Den byggesagkyndige skal have de nødvendige elfaglige kvalifikationer for at kunne udarbejde elinstallationsrapporterne, herunder kendskab til at arbejde med installationer under spænding.
Det er den personligt autoriserede elinstallatørs ansvar, at medarbejderen er fagligt kvalificeret til at udføre eleftersyn og udarbejde elinstallationsrapporter. Arbejdet udføres under ansvar af den autoriserede person.
Gælder der særlige krav for de personer, der laver eleftersyn?
Ja. Medarbejderen i elinstallatørvirksomheden skal have de nødvendige elfaglige kvalifikationer for at kunne udarbejde elinstallationsrapporterne – og herunder kendskab til at arbejde med installationer under spænding.
Det er den personligt autoriserede elinstallatørs ansvar, at medarbejderen er fagligt kvalificeret til at udarbejde elinstallationsrapporter og arbejdet udføres under ansvar af den autoriserede person.
Hvilke krav skal en hovedbeskæftiget elinstallatør opfylde?
Personen skal enten være ansat i virksomheden eller være ejer eller medejer af den autoriserede virksomhed. En ansat elinstallatør skal have en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen og skal være omfattet af funktionærlovens opsigelsesvarsel.
Kan en elinstallatørvirksomhed, hvor der er tilknyttet en person med bibeskæftigelsesautorisation i virksomheden, udføre eleftersyn og udarbejde elinstallationsrapporter?
Nej.
Hvordan finder boligsælgerne en tilmeldt installatør?
Hjemmesiden boligejer.dk er indgangen for forbrugerne til alt, hvad der har med salg og køb af bolig at gøre.
Her kan boligsælger og ejendomsmægler finde tilmeldte elinstallatører. Ejendomsmæglere må dog ikke anvise eller bestille eleftersyn. Det skal boligsælgeren selv klare.
Hvad er Sikkerhedsstyrelsens administrationsgebyr?
Administrationsgebyret er 77 kroner for hver elinstallationsrapport.
Bliver der et bestemt skema for eftersynet?
Ja. Skemaet findes i Sikkerhedsstyrelsens internetbaserede informations- og registreringssystem. Man kan kun udarbejde elinstallationsrapporter via dette system.
Boligens forskellige rum skal gennemgås, og der vil være afkrydsningsfelter ud for eksempelvis test af fejlstrømsafbryder, stikkontakter i vådrum med mere. Fejl og mangler skal kategoriseres efter lovlighed og funktionsdygtighed.