Undgå livsfarlige stød - brug ikke dig selv som jordforbindelse. Følg vores råd om elsikkerhed på festivalspladser og i tivoli.
Vi har lavet 5 gode råd om elsikkerhed på festivaler og i tivolier:
- Ved fejl i isoleringen søger strømmen altid ned mod jorden. Du kan være dens jordforbindelse, eller du kan lade en jordleder være det. Anvend derfor ledninger med jord og stikprop med tre ben. Undtaget er kun enkelte apparater, der er mærket med symbolet .
- Vær opmærksom på, at udenlandske stik med to ben og jordkontakt i siderne ikke giver beskyttelse. De passer ikke til det danske system, og vejen mod jord vil ende blindt.
- Brug kun stik, dåser og forlængerled og aldrig fritsiddende samlemuffer, når du tilslutter dine apparater. Dårlige samlinger gør alle veje til strømmens veje.
- Se efter, at dine ledninger og apparater er uden skader og ikke lider overlast. En skade på apparatet eller ledningen – eller en ledning, der er trukket halvt ud af apparatet – giver strømmen en smutvej. Og den smutvej kan være dig.
- Tjek, at den eltavle, du får strøm fra, er beskyttet af en HFI-/HPFIafbryder. Det skal den være. En HFI-/HPFI-afbryder slår strømmen fra i samme nu, en fejl sender strømmen mod jord.