Da den nye autorisationsordning for elinstallatører trådte i kraft den 1. januar 2001, blev det samtidig et krav, at alle virksomheder skal indføre et SikkerhedsKvalitetsStyrings-system for at opnå autorisation. Systemet skal sikre, at den autoriserede person kan leve op til sine forpligtigelser som den, der har det overordnede ansvar for elsikkerheden. Altså sikre, at den autoriserede har styr på, at installationsarbejdet udføres med højst mulig sikkerhed, og at den færdige installation lever op til Stærkstrømsbekendtgørelsen.
SKS-systemet er nyt for virksomhederne og de autoriserede, og det er et komplekst og nuanceret stykke arbejde. Derfor er det også vigtigt at få undersøgt, hvorvidt implementeringen lever op til forventningerne. Elektricitetsrådet har valgt i første omgang ikke at indføre en ekstern kontrol, som det for eksempel findes på gasområdet, men lader i stedet Teknologisk Institut gennemføre en stikprøvevis kontrol en såkaldt audit - hos en række udvalgte elinstallatørvirksomheder. Her vil undersøgelser vise, hvorvidt virksomhederne har et fungerende system, der lever op til kravene i retningslinierne for SKS.
Udover den dobbelte autorisation virksomhedens og den personlige er det SKS-systemet, der adskiller den nye autorisationsordning fra den gamle. Og blandt andet denne, der gør ordningen tidssvarende. Den gamle ordning blev indført i en tid, hvor elinstallatørvirksomhederne typisk bestod af en mester, der var autoriseret, og nogle få medarbejdere, som han førte tilsyn med og tog ansvaret for. Så enkle er langt fra alle moderne installationsvirksomheder i dag, og den autoriserede kan derfor ofte have svært ved overskue og kontrollere de ansattes arbejde, som han skal. Ved at nedskrive beføjelser, procedurer, arbejdsgange og ansvarsfordeling i SKS-systemet bliver tingene sat i system, og virksomheden tvinges til at vurdere og tage stilling. Hvem har ansvaret for hvad? Hvilke kompetencer kræver opgaven? Hvordan sker samme fejl ikke igen? Og så videre.
Elektricitetsrådets kontrol
Det er ikke nok, at man én gang har etableret et SKS-system. Systemet skal vedligeholdes, og der skal mindst én gang om året foretages en intern kontrol af hver af de fastsatte SKS-aktiviteter. Elektricitetsrådet har ikke indført egentlig ekstern audit, men finder den underskrift på tro og love, som virksomheden giver i forbindelse med ansøgning om autorisation, tilstrækkelig. Herudover er planen at udføre stikprøvevise kontrol, som det kendes på installationsområdet.
At der nu foretages en kontrol, er en naturlig følge af, at kravet til SKS har været gældende i 1½ år. Det er oplagt at få undersøgt, hvordan systemet fungerer i praksis, om det lever op til forventningerne, om Retningslinierne giver den vejledning, der er behov for og så videre.
Elektricitetsrådet har indgået aftale med Teknologisk Institut om at foretage den ønskede stikprøvekontrol. Der vil blive udtaget cirka 10% af virksomhederne på den ny ordning heriblandt både virksomheder, der først for nyligt har fået den nye autorisation og dermed har meget lidt erfaring med systemet, og virksomheder, der har haft systemet længere og derfor kan lægge bund for en egentlig evaluering.
Kontrollen kommer til at strække sig henover de næste tre måneder. De virksomheder, der bliver udtaget vil få henvendelse fra Teknologisk Institut med anmodning om at indsende kopier af de relevante dokumenter i systemet. Herefter vil der blive foretaget audit kontrol. Besøget er ikke ment som en eksamen i SKS. Eventuelle fejlvurderinger vil kunne blive rettet, og det vigtigste er, at virksomheden bruger og har et SKS-system. Foreligger der ikke som anført i ansøgningen til autorisationen - et SKS-system, er sagen en anden og mere alvorlig. Da vil Elektricitetsrådet tage spørgsmålet om lukning af virksomhedens autorisation op til overvejelse.
Teknologisk Institut vil på baggrund af undersøgelserne udfærdige en evalueringsrapport, som Elektricitetsrådet kan bruge dels som en tilbagemelding på de gennemførte audit, dels som baggrund for vurdering af eventuelle justeringer af hele ordningen.
Retningslinier for SikkerhedsKvalitetsStyringssystemet kan hentes her på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Af Mette Skjødt, Elektricitetsrådet