Artiklen er sendt til Brandværn
Elektricitetsrådet har netop udgivet sin statistik over elbrande 2001. Her skønnes det, at der i 2001 var 3.500 elbrande; 13 personer døde.
Af de 13 dødsofre var 7 over 69 år, hvilket svarer til 54%. Der er intet entydigt billede af, hvorfor det netop er de ældre, det går udover, men flere faktorer spiller ind. De ældre har ofte gamle elapparater. Desuden kan de ældre være mere glemsomme, mindre opmærksomme og sidst men ikke mindst have sværere ved at komme ud, når branden bryder løs.
Tallene viser, at forkert anvendelse uhensigtsmæssig adfærd, glemte kogeplader og lignende - er skyld i 41% af det samlede antal elbrande, og at defekte og gamle elapparater og elinstallationer er årsagen til 31% af brandene. Herudover fortæller den generelle statistik, at 60% af samtlige elbrande sker i boligen. I alt er 15% opstået i tv, radio, edb eller lignende, 21% i installationer og ikke mindre end 39% i husholdningsapparater, som her indbefatter alt fra komfurer, brødristere og varmeblæsere til tørretumblere og køleskabe.
Vidt forskellige årsager og brandstiftere
Selvom flest elbrande opstår i kategorien komfurer og ovne, og dette også er den hyppigste brandstifter blandt elbrande med dødelig udgang 5 ud af de 13 - så viser statistikken, at det ikke alene er her de ældre, omkommer. Ud af de 7 omkomne over 69 år er komfur og ovn årsag til to dødsbrande. Herudover omkom en ældre mand ved en brand stiftet i et 10-15 år gammelt fjernsyn og en 88-årig ved en brand antændt af en kortslutning i en forlængerledning. En kvinde mistede livet, da en badeværelsesventilator brød i brand, faldt ned i en vasketøjskurv og her antændte det brandbare tøj. Og endelig omkom en ældre kvinde, da en standerlampe vælter og sætter ild i noget sengetøj.
Da Elektricitetsrådet ikke har mulighed for at registrere aldersfordelingen i de brande, der ikke koster liv, er det svært at sige, hvorvidt der er en overrepræsentation i elbrande hos ældre, eller om de ældre blot er mere udsatte for at omkomme, når branden sker. Kun den høje koncentration af ældre dødsofre taler, og de tragiske følger af flere brande må uvilkårligt hænge sammen med, at ældre mennesker er mindre årvågne og i sidste ende har sværere ved at håndtere en brand, når den opstår.
Flere råd og mere information på vej
Er der ved elbrandene hos de ældre tale om hændelser, der er udvikler sig fatalt netop på grund af de impliceredes alder, kan pårørende føle sig ude af stand til at hjælpe. Men man kan gøre meget for, at forhindre, at branden overhovedet opstår.
Elektricitetsrådet har i de sidste par år kørt en kampagne, der henvender sig til ældre og deres pårørende med råd om, hvordan man kan sikre boligen. Et af rådene har blandt andet gået på varmepudder og -tæpper. Ældre mennesker og deres pårørende opfordres til at skifte varmeapparaterne ud, når de er omkring ti år gamle, da det har vist sig, at disse ved ælde udgør en kraftig risiko. I 2001 registrerede Elektricitetsrådet 15 elbrande forårsaget af varmetæpper/puder heriblandt en dødsbrand, hvor en ældre mand omkom. En anden væsentlig årsag, som allerede er nævnt, men som også indgår i kampagnen, er forkert brug, herunder glemte tændte kogeplader.
I 2003 vil Elektricitetsrådet evaluere den hidtidige indsats og igangsætte et nyt informationsinitiativ.
Læs den komplette statistik over elbrande 2001 og statisk over elulykker 2001 her
| Omkomne ved elbrande 2001 fordelt på køn og alder |
| Kilde: Elektricitetsrådets Statistik over elbrande 2001 |
Af Mette Skjødt