Artiklen fra Electricitetsrådet
Har været bragt i Jern- og Maskinindustrien januar 2002
Som et nyt tiltag i Jern & Maskinindustrien har Elektricitetsrådet, Arbejdstilsynet og Dansk Standard fået mulighed for at komme i tættere dialog med maskinkonstruktører, maskinbyggere og brugere. Det er vores oplevelse, at der er et stort behov for at få en dialog om regler, sager, metoder og så videre i forbindelse med for eksempel opfyldelse af kravene i arbejdsmiljøloven, maskindirektivet og lavspændingsdirektivet.
Elektricitetsrådet fører sammen med Arbejdstilsynet tilsyn med maskiner og maskinanlæg, og deltager i samarbejde med Dansk Standard i internationale og nationale standardiseringsorganer. Dette for blandt andet at sikre at de standarder, der anvendes til overholdelse af de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i maskindirektivet, er så gode som muligt. På denne side vil vi besvare spørgsmål, beskrive tilsynsopgaver og give bud på fortolkning og anvendelse af de vigtigste standarder inden for maskinsikkerhed.
Et af de oftest stillede spørgsmål til maskinsikkerhedsstandarden EN 60204-1 Elektrisk materiel på maskiner (1997) er vedr. ledningsidentifikation. Standarden siger, at enhver leder skal kunne identificeres ved hver klemmeforbindelse i overensstemmelse med den tekniske dokumentation. Det betyder, at der ifølge EN 60204-1 punkt 14.2.1 ikke er et ensidigt krav om mærkning af ledere, men derimod et entydigt krav om identifikation, og til identifikation er der så forskellige metoder, f.eks. form, farve, placering og mærkning. Lever maskinanlægget med tilhørende dokumentation op til dette krav om identifikation, kan fabrikanten erklære anlægget i overensstemmelse med Maskindirektivets væsentlige sikkerhedskrav på dette område, ved anvendelse af EN 60204-1(1997). Står man med dokumentationen i hånden og skal udskifte en komponent - uanset hvilken - i styretavlen, skal der således ikke kunne opstå tvivl om, hvordan lederne skal placeres, når de skal monteres på den nye komponent.
Man kan derfor ikke som maskinbygger gøre krav om, at den der udskifter komponenten skal mærke ledningerne under operationen, og ved større og/eller komplicerede maskinstyringer vil det ofte være vanskeligt at gennemføre en komplet lederidenfikation uden brug af mærkning i hele eller dele af styringen.
I bund og grund er standarderne et hjælpeværktøj, der beskriver minimumskravene for at overholde direktiverne. Maskindirektivet sætter krav om, at man ud fra en risikovurdering skal afgøre, hvilke tiltag der skal iværksættes for at opnå en tilstrækkelig sikkerhed på maskinen i hele maskinens levetid - incl. service-situationer. Standarderne er ikke et regelsæt, der skal følges, men blot et redskab man kan - og bør - anvende til opfyldelse af minimumskravene sat i direktiverne.
Anvendes standarderne ikke, skal der på anden måde dokumenteres en tilsvarende sikkerhed - og det kan være vanskeligt.