Automatiske sprinkleranlæg til brandslukning er maskinanlæg (August 2002)

Automatiske sprinkleranlæg til brandslukning er maskinanlæg og dermed omfattet af Maskindirektivet

Artiklen fra Elektricitetsrådet
Har været bragt i Jern- og Maskinindustrien august 2002

Et sprinkleranlæg kan slukke en brand i dens begyndelse eller kontrollere en brand, indtil Brandvæsenet tager over.
I Bygningsreglementet og i Beredskabsstyrelsens Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker står der, hvor der skal være sprinkleranlæg til brandslukning. Kravene omfatter større butikker, industri- og lagerlokaler, visse garageanlæg, større produktionsafsnit m.m. i virksomheder, hvor der fx arbejdes med brandfarlige væsker med flammepunkt under 30o C, samt særligt udvalgte sprængstofrum.

Sprinkleranlæg og direktiver
Alle pumper og lignende bevægeligt udstyr med tilhørende styretavler er omfattet af Maskindirektivet (MD). Stærkstrømsbekendtgørelsen, Maskinsikkerhed, Elektrisk materiel på maskiner, Afsnit 204-1 kan bruges til opfyldelse af de grundlæggende sundheds- og sikkerhedskrav i MD. Lavspændingsdirektivet gælder for det elektriske materiel i øvrigt og hvis sprinkleranlægget kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller blive påvirket af sådanne forstyrrelser, skal EMC-Direktivet også opfyldes.

Overbelastningsbeskyttelse bør udelades
Af overordnede sikkerhedsmæssige grunde bør der ikke udføres overbelastningsbeskyttelse af ledninger og motorer, men ledninger skal kortslutningsbeskyttes på normal vis.
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut har udgivet en Forskrift nr. 251 om automatiske sprinkleranlæg. Kapitel 590 i denne forskrift omhandler elforsyning samt bygnings- og maskininstallationer til pumper med tilhørende styring og overvågning. Det fremgår blandt andet heraf, at der af hensyn til vurdering af selektiviteten og ledningssystemets fremføringsmåde skal være en installationstegning og et hovedstrømsskema, der viser alle pumpestrømkredse fra stikledningens udgangspunkt til elmotoren for sprinklerpumpen.

Der er angivet særlige krav med hensyn til brandsikring af ledninger, som forsyner sprinkleranlægget, medmindre der bruges brandsikre kabler efter IEC 60331: Fire-risisting characteristics of electrical cables.

En eventuel indgangsafbryder i bygningens hovedtavle må ikke omfatte sprinkleranlægget. Gruppeafbryderen til sprinkleranlægget skal være tydelig mærket med følgende tekst: "Sprinklerpumpe må ikke afbrydes, ej heller i tilfælde af brand".

Dimensioneringsstrømmen for ledningerne fastsættes som den største samtidige belastning med et tillæg på 50%. Koblingsudstyr i pumpestrømskredse, der udgår fra sprinklertavlen, skal dimensioneres med baggrund i den faktiske belastning med et tillæg på 50%.
I en række beskrevne tilfælde skal der afgives optisk eller akustisk fejlsignal.

Pas på med hensyn til beskyttelse mod indirekte berøring
Efter Stærkstrømsbekendtgørelsen er der krav om, at bygningens tavler skal beskyttes mod indirekte berøring. En klasse I tavle, der indgår i installationen foran et sprinkleranlæg, må imidlertid efter ovennævnte Forskrift nr. 251 ikke beskyttes ved anvendelse af en højfølsom fejlstrømsafbryder som beskyttelsesudstyr.

Der må ikke anvendes fejlstrømsafbryder i strømkredse, der anvendes til effektforsyning af sprinklerpumper og tilhørende styrekredse. Dette er ikke noget problem med hensyn til effektkredsene, da beskyttelse mod indirekte berøring efter Stærkstrømsbekendtgørelsen kan udelades for motorer til brandslukning. Styretavle, som hører til sprinkleranlægget kan udføres som klasse II, når de installeres i TT-systemer eller som klasse I i TN-systemer.

Af N. Kr. Mogensen, Elektricitetsrådet

Sidst opdateret: 27-juli-2011 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top