Det går for langsomt med tredjepartskontrollen

Sikkerhedsstyrelsen har siden 2008 sendt breve ud til mere end 3.500 installatører med besked om at gennemføre en tredjepartskontrol af deres kvalitetsstyringssystem. Det er en stor og meget ressourcekrævende opgave, og styrelsen oplever desværre, at det stadig går for langsomt hos nogle installatører.

Af Dorthe G. Rasmussen, Sikkerhedsstyrelsen

Maj 2011

Efter første henvendelse fra Sikkerhedsstyrelsen har installatøren 6 måneder til at indsende dokumentation om, at SKS-systemet er godkendt af en af de godkendte kontrolinstanser. Installatøren bør derfor straks efter modtagelse af brevet kontakte en kontrolinstans for at få truffet de fornødne aftaler. På styrelsens hjemmeside kan man finde en liste over godkendte kontrolinstanser.

Link til godkendte kontrolinstanser på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside

Mister autorisationen

Får man ikke bragt tingene i orden, kan det have store konsekvenser, da man kan miste sin autorisation. En inddragelse af autorisationen betyder, at virksomheden skal søge på ny, desuden kan virksomheden først få autorisation igen, når det er dokumenteret, at en kontrolinstans har godkendt virksomhedens SKS-system. Indtil nu har næsten 200 installatører mistet deres autorisation. De nye krav om tredjepartskontrol af virksomhedernes SKS-system trådte i kraft 1. januar 2008, men der har siden 2000 været krav om, at installatørerne har et sikkerhedskvalitetsstyringssystem, det såkaldte SKS-system, som burde kunne danne basis for kvalitetsstyringssystemet.

Faktaboks

Præcisering af reglerne for virksomheder med bibeskæftigelsesautorisation uden CVR-nummer:

Sikkerhedsstyrelsen har fejlagtigt skrevet til nogle af ovennævnte virksomheder, at de ikke skal have tredjepartskontrol. Dette passer desværre ikke, da det udelukkende er kravet om efterprøvning, der bortfalder. Virksomheder med bibeskæftigelsesautorisation uden CVR-nummer skal dog alene have forhåndsgodkendt deres kvalitetsstyringssystem af en godkendt kontrolinstans.

Sidst opdateret: 16-maj-2011 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top